 | |
| At være mor til en dreng med ADHD |
|
|
Af Lotte Gerdes, journalist,
autoriseret klinisk diætist, og mor til en dreng med ADHD
|
Mennesker med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker.
Men der er også nogle fællestræk i form af kernesymptomerne
opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet.
|
Min søns symptomer på ADHD
Min søns ADHD viste sig i børnehavealderen i form af
opmærksomhedsvanskeligheder koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, impulsivitet
og besvær med at mærke forskellige sanser.
Hans opmærksomhedsvanskeligheder viste sig ved, at han ikke
kunne overskue dagligdags situationer; havde vanskeligt ved at planlægge; havde
mangelfuld tidsfornemmelse, og vanskeligt ved at indgå i sociale sammenhænge
med flere børn og voksne ad gangen. Han havde desuden svært ved at skifte
opmærksomhed fra én aktivitet til en anden – for eksempel overgangen fra at
lege til at lave lektier eller spise.
Koncentrationsbesvær var udtalt i form af vanskeligheder med at
koncentrere sig om skolearbejdet, ligesom han sjuskede og glemte mange ting.
Hyperaktivitet viste sig ved, at han var motorisk urolig; ikke
kunne sidde stille i længere tid ad gangen; snakkede som et vandfald og kom
ofte med høje lyde.
Impulsiviteten var typisk, at han i høj grad handlede, før han
tænkte sig om; ofte afbrød når andre talte og havde svært ved at vente på tur.
Han havde desuden en svag sanseregulering, der eksempelvis gav
sig udslag i at han havde svært ved at mærke smerte og kulde/varme. Som følge
heraf gik han for eksempel ofte udenfor kun med en t-shirt på i meget koldt
vejr. Senere viste det sig, at han også havde svært ved at mærke
sult/mæthed.
|
Diagnosen
Hans adfærd blev for alvor et problem, da han kom i skole, hvor
kravene til ham blev skærpet i form af krav om at indgå i grupper, sidde
stille, fastholde opmærksomheden på en opgave og vente på tur. Hans reaktion
var, at han blev urolig og ukoncentreret; forstyrrede undervisningen og blev
ofte sendt udenfor døren. Lektier fik han ikke skrevet op, og bøger blev glemt.
I samarbejde med børnehaveklasselæreren fik vi en henvisning til PPR, hvor der
desværre var flere måneders ventetid. Vores familie var imidlertid under hårdt
pres på grund af den tiltagende grænseoverskridende adfærd, der nærmest som en
refleks udløste skældud. Så vi så os nødsaget til at kontakte en privat
børneneuropsykolog med speciale i børn med ADHD. Efter nogle måneders
undersøgelser og samtaler blev vi viderehenvist til en psykiater med henblik på
at få stillet diagnosen ADHD endeligt – og fik tilbudt
medicinsk behandling. Den dag
startede et nyt kapitel i vores liv som familie.
|
Skolen som kritisk faktor
Der fulgte en årrække med afprøvning af forskellige typer
medicin, indtil vi fandt frem til den medicin, hvor virkningen på
kernesymptomerne langt opvejer bivirkningerne. Samtidig fulgte op- og nedture i
skolen. Der var fag, hvor hans ADHD var næsten usynligt, og der var fag, hvor
hans ADHD blev et egentligt handicap. Den afgørende forskel var forskellige
læreres forskellige forståelse for hans vanskeligheder. Enkelte lærere mente,
at hans adfærd stammede fra dårlig opdragelse, og de mente derfor, at skældud
og konsekvens var løsningen. De fleste andre lærere forstod dog, at han i kraft
af sin ADHD havde brug for en tydelig og individuel strukturering af
skoledagen, og at ros og anerkendelse ville fremme positiv adfærd.
Det begyndte at gå op for mig, at min søns ADHD-adfærd ikke kun
handlede om ADHD, men lige så meget om hvordan omgivelserne forstår og tackler
hans vanskeligheder. Konsekvensen er desværre, at der nemt kan opstå konflikt i
samarbejdet mellem forældre og skole – vi ønsker hver især det bedste for
barnet, men ser det samme barn på vidt forskellige måder. Derfor er det helt
afgørende at komme frem til en fælles forståelse af barnets vanskeligheder. Det
vigtigste, jeg har lært gennem 15 år med et barn med ADHD, er da også, at den
måde omgivelserne tackler børn med ADHD på har afgørende betydning for, hvordan
de klarer sig!
|
Større krav i folkeskolen
Min søns vanskeligheder blev da heller ikke mindre i takt med,
at han rykkede op i de større klasser, hvor de faglige og sociale krav skærpes
yderligere – jeg nævner i flæng tema-uger, gruppe-arbejde, projektarbejde på
tværs af klasser og årgange, skift af pladser, vikarer, skiftende lærere. For
slet ikke at tale om konflikter med kammerater, konflikter med lærere, og uro i
timerne. Den løsere struktur, der kendetegner folkeskolen i dag, stiller store
krav til fleksibilitet; at eleverne kan omstille sig; koncentrere sig;
planlægge og besidde sociale kompetencer. Med andre ord - nogle af de
kompetencer der er allersværest for børn med ADHD! Heldigvis oplevede vi en
vilje fra skolens side til at imødekomme de særlige hensyn, der er så
fundamentale for, at et barn med ADHD kan trives. Helt konkret fik vores søn
bevilget støttetimer og blev fritaget fra enkelte fag, for at reducere pres og
forventninger. Desuden fik han hjælp til at strukturere gruppe- og
projektarbejde, herunder eksempelvis mulighed for at arbejde i enerum. Status i
dag er, at min søn er inde i en positiv udvikling - han går fortsat i en
almindelig folkeskole, hvor der i et vist omfang tages særlige hensyn, og hvor
lærerne gør en ekstra indsats for at støtte og rumme ham. For andre børn med
ADHD er der behov for en specialklasse, og atter andre trives bedst på en
specialskole.
|
Sociale konsekvenser
ADHD kan også have vidtrækkende sociale konsekvenser for hele
familien. Børn med ADHD har brug for at øve sig mere end andre børn i det
sociale. De skal trænes i at lave aftaler med andre børn; og i det hele taget
lære at lege og overholde aftaler og regler i legen. Vi som forældre oplevede,
at vi de første år bevidst eller ubevidst isolerede os fra venner og familie.
Det blev for svært at være sammen med andre mennesker, fordi det var svært for
andre at forstå ens barns adfærd, ligesom man som forælder kan føle sig pinligt
berørt over barnets opførsel. Så er det nemmere at blive hjemme.
|
Medicin
Vi valgte at give vores barn
medicin. Men det, at give sit barn
medicin er en ambivalent sag: På den ene side kan medicinen i de fleste
tilfælde give barnet ro til at koncentrere sig og styre impulser og
hyperaktivitet, så forældre og lærere kan nå ind til barnet med opdragelse og
pædagogik. På den anden side kan det at give sit barn medicin give anledning
til bekymring om de bivirkninger, der kan være. Desuden kan man føle
skyldfølelse, ikke mindst når omverdenen ikke forstår ens valg. Ens ambivalens
forstærkes jævnligt af mediernes omtale af børn i ”kemiske lænker”, samt af
internettets mange tusinde hjemmesider med alverdens skrækscenarier om brug af
medicin. Som forælder kan det føles som et valg mellem pest eller kolera: et
ulykkeligt barn der ikke fungerer i hverdagen og hele tiden får skældud eller
medicin, der er giver barnet den nødvendige ro, men til gengæld har en række
bivirkninger. Min søn har nu fået medicin uafbrudt siden sin diagnose i
syvårsalderen – og jeg har aldrig fortrudt. Medicinen er ikke et mirakelmiddel,
og den kan ikke stå alene – men for os betød den, at vores barn kunne komme
indenfor pædagogisk rækkevidde.
|
Gode råd til andre forældre med børn, der har ADHD
Set i bakspejlet var vi i de første mange år meget fokuserede på
at ændre barnet, det vil sige irettesætte, skælde ud, være konsekvente. Vi
prøvede sågar forskellige alternative behandlingsformer og kosttilskud i håb
om, at vores dreng blev ”rask”. Med den viden og erfaring jeg har i dag, var
det skønne spildte kræfter! Det, der derimod hjalp os til at kunne hjælpe vores
søn, var, da vi med hjælp fra psykologen begyndte at ændre strategi til at
fokusere på en kombination af medicin og pædagogik. Her er de vigtigste
strategier:
-
Undgå skældud. Skældud hjælper ikke –
tværtimod. Det underminerer barnets selvværd – og man får sværere og sværere
ved at se sig selv i spejlet som forælder.
-
Undgå for enhver pris konflikt. Ingen lærer
noget af det, og det er dårligt for barnets selvbillede. Når der alligevel
opstår konflikt, så lad være med at forsøge at løse konflikten, mens den står
på. Det er bedre at sige ”stop” og gå hver til sit, indtil alle er faldet til
ro. Problemet er, at man ikke kan tænke klart, når man er vred. Og børn med
ADHD kan ikke komme ud af vreden, så længe den voksne holder fast i konflikten.
-
Brug belønningssystemer og fokuser på ros og
anerkendelse. Børn med ADHD har meget svært ved at motivere sig selv
og lærer ikke af erfaringer og nederlag. De gentager derimod fiaskoer. Men de
kan regulere deres adfærd gennem succes. Derfor er det omgivelsernes ansvar at
motivere børnene og sørge for, at de får succes. Det kan vi give dem blandt
andet ved at have realistiske forventninger til dem og følge op med belønning,
ros og anerkendelse. Pointen er, at når man roser, giver man barnet grund til
at opføre sig bedre – man tager ansvar for at barnet føler sig
succesfuldt.
-
Reducer stress. Børn med ADHD har indre kaos,
der nemt giver stress. Man kan mindske denne indre stress ved at mindske den
ydre stress. Metoderne er ro, forudsigelighed, struktur, planlægning og masser
af gentagelser. Et værktøj er eksempelvis at benytte skemaer med piktogrammer,
hvor man visualiserer hverdagens aktiviteter gennem symboler. På den måde
styrker man barnets evne til at genkende, frem for at genkalde/huske.
-
Søskende. Vær opmærksom på at søskende til
børn med ADHD også har behov for at blive set, hørt og forstået. Der kan nemt
ske det, at søskende direkte eller indirekte tilsidesætter egne behov, fordi
hensynet til bror/søster med ADHD fylder det hele i familien. Det er derfor
vigtigt at man som forælder anerkender søskendes svære situation, og at
forældre tør rumme, at søskende kan have meget negative følelser for barnet med
ADHD. En måde at imødekomme de forskellige behov på kan være, at familien
indimellem deler sig op i hold og oplever ting hver for sig.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: ..
|
| |
|
OCD?
