Annonce

Livet som ægtefælle til en med borderline

Hverdagen kan være krævende og frustrerende for Anders Stengaard, for han ved aldrig, hvilket humør hans kone er i, når han kommer hjem fra arbejde. Anders er gift med Henriette, der har borderline. Sammen med deres tre børn har han i mange år sørget for, at hjemmet fungerer.

Når Henriette er ked af det, tudbrøler hun, og når hun er glad, er hun nærmest manisk. Hun har i perioder været meget impulsiv, men er blevet bedre til at styre sig, fordi hun efterhånden kender sig selv godt.

Nyt & Sundt - gratis

Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de tidligere numre og tilmelde dig på Sygeforsikringen danmarks hjemmeside(http://www.sygeforsikring.dk/Default.aspx?ID=462 nofollow) .

Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage nyhedsbrevet.

Henriette Stengaard Nielsen har en personlighedsforstyrrelse . Hun har borderline og svinger kraftigt i sit humør. Hun har ofte meget svært ved at overskue dagligdagens praktiske gøremål såsom at ordne tøjvask, købe ind, lave aftensmad eller gøre rent i huset. Når hun har sine dårlige perioder, virker alt uoverskueligt, og hun lukker helt af for omverdenen. Hun vil ikke snakke med nogen, men isolerer sig fra familien og andre ved at læse eller se tv hele dagen.

Henriette er aggressionshæmmet, dvs. hun giver ikke udtryk for sine voldsomme følelser over for andre i form af raserianfald, som mange yngre kvinder med borderline ellers gør. Henriette mener selv, at det skyldes, at hun er fra en generation, der er opdraget til at opføre sig pænt til enhver tid og skjule sin vrede. Men inde i Henriette raser så voldsomme følelser, at hun er nødt til at isolere sig for få styr på sit følelsesmæssige kaos, indtil hun igen kan bruge sin sunde fornuft. I de dårlige perioder er Henriette meget selvdestruktiv i sine tanker og har flere gange tænkt på at begå selvmord. Da Henriette var i starten af 20’erne, forsøgte hun rent faktisk at begå selvmord .

For et par år siden rev hun alle bøgerne ud af en fire-sektioners reol for at gøre reolen ren, men gik kold i projektet, og bøgerne fik lov til at flyde flere uger i stuen, før hun fik taget sig sammen til at ordne reolen. Hvis hun i dag får en pludselig indskydelse, som for eksempel at male stuen, har hun lært sig selv at ringe til sin mand for at høre, om han også synes, det er en god idé. Måske foreslår han, at hun maler en væg ad gangen i stedet for hele stuen på én gang, og så tvinger Henriette sig selv til at nøjes med at male den ene væg eller droppe projektet.

Før diagnosen

Anders Stengaard på 56 år har levet sammen med Henriette i 22 år. De har fået to børn sammen, som i dag er 19 og 20 år, og så har Anders adopteret Henriettes søn fra et tidligere forhold. Han er i dag 23 år. Det er krævende for Anders at være gift med Henriette, der i 2002 fik diagnosen borderline.

Da Anders lærte Henriette at kende, havde hun tidligere været indlagt på forskellige, psykiatriske afdelinger og gået til en psykolog , uden at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt. Anders var godt klar over, at Henriette havde psykiatriske problemer , da han forelskede sig i hende, fordi hun havde fortalt ham om det. Første gang Anders oplevede Henriettes voldsomme humørsvingninger var allerede inden for det første år, efter han lærte hende at kende. På en ferie, de holdt sammen med det ældste barn, lukkede hun dem mentalt ude, så de måtte passe sig selv hele ferien.

"Før Henriette fik diagnosen borderline, kunne jeg godt undre mig over hendes humørsvingninger og prøve at finde ud af, hvad der kunne have gjort hende i dårligt humør. I hele vores samliv har Henriette haft dårlige perioder, hvor hun har isoleret sig, så jeg lærte hurtigt at opfatte det som et livsvilkår. Børnene og jeg har altid været vant til, at vi skal lade Henriette være i fred, så hun kan få ro, når hun har det dårligt. De dage, hvor hun lukker af og nægter at snakke med os, er børnene på deres værelser, og jeg er enten i soveværelset, hvis Henriette ser tv i stuen, eller også er jeg i stuen, hvis hun er i soveværelset", siger Anders.

Svært at planlægge

Det kan være frustrerende ikke at kunne snakke med sin ægtefælle, når der er beslutninger vedrørende hus og børn, der skal tages. Men Anders ved af erfaring, at han lige så godt kan opgive at forsøge at få Henriette til at tage stilling til noget som helst, når hun er i sort humør.

"Hun kommer ikke med vredesudbrud, og vi har ikke flere konflikter end det, jeg tror, andre har. Hun er derimod slet ikke til at hive et ord ud af. Vi ved aldrig, hvornår hun pludselig er sådan. Måske har vi lige aftalt noget, vi skal gøre sammen, og så kan hun pludselig ikke overskue det en time efter. Det kan være meget frustrerende, og det er ikke altid, at jeg bare kan lade hende være, men jeg prøver, så godt jeg kan", siger Anders.

Efter diagnosen

Henriette er uddannet skolelærer og har haft forskellige fuldtidsjobs, også lederjob. Men hun har haft problemer med overarbejde og stress , fordi hun har haft svært ved at sige fra. I de sidste jobs, hun har haft, har hun været så meget sygemeldt, at hendes kommunale sagsbehandler sendte hende i arbejdsprøvning. Her hun brød hun sammen og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det var her, hun fik diagnosen borderline.

I de ni år, der er gået siden Henriette fik stillet diagnosen, har hun ikke arbejdet og er nu førtidspensionist. Da hun skulle førtidspensioneres, var hun så oprevet, at hun havde lyst til at styre sin bil ind i modkørende trafik, når hun kørte bil. Tanken blev så tvangspræget, at hun på et tidspunkt lukkede øjnene, da en stor lastbil nærmede sig hende i det modkørende spor. Efter denne oplevelse lod hun sig indlægge og fik hjælp mod sine selvmordstanker .

Kort efter at Henriette fik at vide, at hun lider af borderline, tog hun initiativ til at stifte Borderlineforeningen(http://www.borderlineforeningen.dk/ nofollow) , fordi hun syntes, der er for lidt viden om lidelsen og gerne vil hjælpe andre i samme situation. For Anders har det ikke gjort den helt store forskel, at hun har fået diagnosen. Dog er livet blevet lettere på nogle områder.

"Henriette har fået en kontaktstøtteperson, der kommer og snakker med hende og går ture med hende hver uge, og vi har fået rengøringshjælp. Selvom Henriette stadig har sine dårlige perioder og har svært ved at overkomme dagligdagens gøremål, er hun blevet nemmere at omgås, fordi hun nu kan tackle tingene på en anden måde end før. Hun har fået antidepressiv medicin, som gør, at hun ikke tager det hele så alvorligt længere. Hun sover stadig ikke godt om natten, for det gør hun ikke i sine dårlige perioder, men hun har fået lidt mere ro på sine negative tanker", siger Anders.

Vigtigt at tale åbent

Anders ved aldrig, hvornår Henriette har sine dårlige perioder, og derfor har han vænnet sig til at ringe hjem fra sit job hver dag for at høre, hvordan hun har det.

"Jeg har altid været meget åben på mit job om, hvordan vi har det hjemme, så hvis Henriette for eksempel siger til mig i telefonen, at hun ikke kan overskue noget som helst længere, så kører jeg hjem for at hjælpe hende med det praktiske eller bare for at holde om hende. Når jeg holder om hende, falder hun til ro. Min chef og mine kolleger har forståelse for min situation, og de kan også godt forstå, at jeg er mere udkørt nogle dage end andre", siger Anders, der har haft det samme job som arbejdsmarkedskonsulent i mange år.

Også vennerne ved, hvordan Henriette har det, og det har ikke skræmt dem væk, at hun har borderline. Det samme gælder børnenes kammerater. Helt fra de var små, har de fortalt kammeraterne om deres mor og taget hensyn, når de har haft kammerater med hjemme i hendes dårlige perioder. Den yngste pige har for nylig holdt foredrag i sin klasse om borderline og har kun oplevet positiv respons.

"Jeg har helt fra starten af vores samliv accepteret, at Henriette er, som hun er, og det tror jeg er vigtigt for at kunne leve sammen med en, der har borderline. Herudover tror jeg, at det er meget vigtigt at kunne tale åbent om de udfordringer, der er ved at leve sammen med en, der har borderline. Det er vores styrke, at vi er gode til at tale åbent om det, både med hinanden og med vores familie, venner og ikke mindst på mit arbejde. Det hele bliver lidt lettere, når man møder forståelse og får støtte", siger Anders.

Anders' råd til andre pårørende

  • Der findes ingen universalnøgle til, hvordan man håndterer den, der har borderline, men generelt er det vigtigt, at man kan læse personen, så man kan tage hensyn.

  • Det er vigtigt at være positiv og støtte den, der har borderline, selvom det kan være krævende, når man ikke altid har overskud. Sig aldrig, at den med borderline skal tage sig sammen, for det kan han/hun ikke.

  • Mind om, at det ikke er skamfuldt at have borderline.

  • Vær meget åben omkring personlighedsforstyrrelsen over for familie, venner og arbejde, så omgivelserne kan vise forståelse for jeres situation.

Sidst opdateret: 01.12.2011