 |  |
Hvordan kan jeg forberede mig mentalt? |
 |
 |
Spørgsmål:
Jeg overvejer alvorligt at stoppe med at ryge, dvs jeg vil
stoppe, men er først ved at omstille mig mentalt på det. Derfor har jeg så
besøgt denne side, og det har desværre næsten fået mig til at miste modet, da
jeg læste at et halv år efter har man stadig rygetrangen. Kan det virkelig
passe? Jeg gik her naivt og troede, at havde man bare overlevet første dag,
ville det være noget nemmere næste dag osv osv.
|
Svar:
Kære spørger
Først og fremmest vil jeg ønske dig til lykke med beslutningen
om at holde op med at ryge.
Det er sandelig ikke meningen, at vores side skulle få dig til
at miste modet - tværtimod! Nogle oplever, at de har rygetrang ½ år efter de er
stoppet, og det er selvfølgelig ikke rart at høre, hvis man i forvejen synes,
at et rygestop er drøjt at skulle igennem. Du må ikke miste modet, for du har
ret i at det bliver nemmere og nemmere som tiden går. De første tre dage er
ofte de værste. Herefter vil abstinenserne gradvis aftage. Nogle dage vil du
tænke mere på cigaretterne end andre og der kan godt gå nogle uger eller i
værste tilfælde en til to måneder, ingen du går hele eller halve dage uden
overhovedet at tænke på røg. Men det kommer!!
Efter ½ år vil tankerne måske engang imellem kredse om
cigaretterne, særligt i situationer hvor du har været vandt til at ryge meget,
eller første gang du skal igennem en situation uden at ryge, men slet ikke med
samme styrke, som du oplever de første par dage. Samtidig vil de positive
oplevelser med at være røgfri, komme til at fylde mere og mere.
Du gør helt rigtigt i at bruge noget tid på at omstille dig
mentalt til rygestoppet. Ved at forberede dig, kan du netop forebygge de svære
situationer og gøre den svære periode kortere. Når så du har taget
beslutningen, er det vigtigt at du ikke tillader dig selv at genforhandle, på
den måde giver du nemlig dig selv lov til at holde bagdøren åben. Ved at tænke
på cigaretter vil man også få lyst til at ryge.
Tænk på, at det altid er de værste tilfælde man hører om. Når
man ikke længere tænker på røgen, har man heller ikke trang til at fortælle om
det.
Vær åben for den mulighed, at det ikke bliver så svært ? Du kan
godt!
Held og lykke fremover,
Torsten Sonne
PS. Hvis du har flere spørgsmål, er du velkommen til at skrive
igen eller du kan prøve at ringe til STOP-linien på 80313131. Opkald er gratis,
og her kan du få tilsendt gratis informationsmateriale eller du kan få anonym
og personlig rådgivning tirsdag til fredag kl. 12-16, og mandag desuden fra kl.
12-18.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 13.05.2004
|
|  |
|