 | |
| Min far er dement, og jeg har svært ved kontakt med andre. Hvad gør jeg? |
|
|
Spørgsmål:
Jeg er 30 år gammel, enlig mor til to dejlige piger. Jeg har det
sidste 3/4 år skulle hjælpe min far på benene, efter at han er blevet alvorlig
syg af at have drukket det meste af hans liv.
Det har været meget hårdt, fra den ene dag til den anden at
skulle tage sig af sin far, som ellers altid har kunnet klare sig selv,men
pludselig har fået en alkohol-demens. Jeg havde det på det tidspunkt ikke
særllig godt, pga ensomhed og lukkethed. Jeg havde mange venner som kom til mig
og hældte vand ud af ørerne, og jeg har altid været der, og kan lide at være
der for alle andre, men når folk kommer til mig og spørger hvordan jeg har det,
kan jeg kun sige til dem, at jeg har det dårligt. Jeg KAN IKKE fortælle andre
hvordan jeg har det.
Pludselig fik jeg nok af andres problemer, (4 mdr siden) brød
sammen, og kunne ikke en gang tage mig sammen og være der for min far, som er
blevet endnu mere deprimeret.
Jeg er temmelig langt nede, jeg blev syg med lungebetændelse i
marts måned, som udviklede sig til bylder på lungerne, blev indlagt og
behandlet, og er stadigvæk i behandling.
Jeg har hele mit liv tænk så meget over, hvad jeg skal sige til
folk, bare det at snakke om vejret er svært for mig, for mine tanker flyver
afsted i hovedet på mig, at det interesserer sgu da ikke dem, så hold din kæft,
siger jeg endelig noget, har jeg tænkt så meget over det, at det i mine tanker
er kommet så langt ud, at jeg slet ikke kan være naturlig.
Hvordan får jeg styr på mine tanker? Jeg tænker alt for meget,
analyserer alt.
|
Svar:
Kære spørger
Du har i mange år været parat til at hjælpe andre med deres
problemer. Nu er din far blevet alvorligt syg og du er ved at komme dig ovenpå
en svær sygdom.
Jeg tror godt du inderst inde ved, hvad der er vejen frem. Du
bliver nødt til at øve dig i lige så stille at åbne dig overfor andre
mennesker. Start med de af dine venner, som du holder mest af, og når de
spørger til dig, så prøv at fortælle lidt om det du går og tumler med. Læg
mærke til deres reaktion. Jeg gætter på, at de ikke vil kede sig eller trække
sig fra dig, som du ellers går og fantaserer om. Højst sandsynlig vil de synes,
det er dejligt at du vil åbne dig lidt for dem.
Når du sådan har prøvet det i det små, er du på et tidspunkt
klar til at prøve noget mere. Det er en lang proces, som du ikke bare kan
springe ud i fra dag nul. Men øv dig, og prøv dig frem. De succesoplevelser du
helt sikkert vil få, kan styrke dig og give dig mod på at gå videre.
En anden ting er så, at din far åbentbart er blevet alvorligt
syg. Det kan være en meget stor belastning, både følelsesmæssigt, men også rent
praktisk når en demems rammer i familien. Du kan evt. prøve at snakke med din
egen læge om en henvisning til psykolog. Det har du ret til, når en nærtstående
er blevet alvorligt syg. Det offentlige vil så dække en del af psykologens
honorar. Det kan give dig den følelsesmæssige styrke, som skal til for at stå
denne periode igennem.
Du kan også have glæde af at kontakte en patientforening for
pårørende til psykisk syge. Der kan du møde andre i samme situationen. Du kan
så bruge det til dels at få praktisk og følelsesmæssig støtte, men også til at
øve dig på tættere kontakt med andre mennesker, som jeg har skrevet om ovenfor.
Held og lykke med det.
Poul Videbech, psykiater
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 02.06.2004
|
| |
|
Lægeerklæring - Sygemelding...
