 |  |
Jeg har det dårligt fordi min penis er for kort - hvad gør jeg? |
 |
 |
Spørgsmål:
Jeg er en mand på 27, der siden jeg var syv år, har haft det
meget dårligt med mig selv, over at skulle vise mig nøgen for eksempel i
svømmehallen på grund af min tissemands størrelse. Jeg har derfor altid prøvet
at undgå at skulle i bad med andre, det kan jeg ikke leve med længere.
Det samme gælder, når jeg er sammen med en pige. Det er
deprimerende, sådan har jeg nu levet i 20 år, og nu vil jeg have gjort noget
ved det.
Jeg håber I kan hjælpe mig med at finde frem til en
plastikkirurg, der har speciale i kosmetisk kirurgi, der kan uføre en
penis-forlængelse.
|
Svar:
Hvis man spørger mænd anonymt, hvad de mener om størrelsen på
deres penis, mener flertallet, at den er for lille.
Når man direkte målerne mænds penis viser det sig imidlertid, at
meget, meget få faktisk har en lille penis. Gennemsnitlig måler penis i slap
tilstand mellem 9 og 12 cm. Da den vokser ca. 60 procent i stiv tilstand, vil
en stiv penis altså gennemsnitligt måle mellem 14,5 og 19,5 cm. Man måler fra
roden af penis til den yderste del af penishovedet ( som hedder
glans).
Groft sagt kan mænd inddeles i to grupper: En gruppe med en
penis, der i slap tilstand er lille, men som vokser meget i stiv tilstand, og
en gruppe med en meget stor slap penis, som imidlertid kun bliver lidt større i
stiv tilstand.
Det normale har altså nogen variation, når man ser penis i slap
tilstand, men meget lille variation, når man ser på en stiv penis.
Ved et samleje betyder størrelsen af penis meget lidt, fordi
gnidningen mellem en skede og penis næsten kun foregår i de yderste 4-5 cm af
skeden. Derudover kan en kvindes skede trække sig mere eller mindre sammen, så
den næsten altid vil passe til en hvilken som helst størrelse af
penis.
Hvis man ikke har nogen særlig seksuel erfaring, og i stedet
læser pornoblade, kan enhver mand få store mindreværdskomplekser, fordi de
mandlige modeller i sådanne blade (eller på pornofilm) kan være nogle af de
ekstremt få med en meget stor stiv penis. I virkeligheden er langt de fleste
kvinder ligeglade med størrelsen på en mands penis. De er meget mere
interesserede i om en mand er en følsom og god elsker.
Den operation til penisforlængelse, som du sikkert har hørt om,
er på en måde en snydeoperation. Ved den operation løsnes nogle bånd, som
holder penis op mod skambenene. Penis strækker sig nemlig ind under skambenet.
Ved at løsne disse bånd kan penis trækkes længere frem. Selve penis bliver
altså ikke længere, men ser ud som om den er blevet det. Meget få specialister
i kirurgi kan finde på at udføre denne operation, som i øvrigt kan give en
række komplikationer.
Vi vil tilråde dig at søge råd hos din læge. Han eller hun vil
kunne fortælle dig, om din penis har normal størrelse og hvis den virkelig er
meget mindre end gennemsnittet, bør lægen henvise dig til vurdering hos en
specialist i urologi (det speciale der blandt andet omhandler mandens
kønsorganer).
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 14.6.2000
|
|  |
|