 | |
| Har jeg panikangst - og hvad kan jeg gøre ved det? |
|
|
Spørgsmål:
Har jeg et psykisk problem og trænger jeg til professionel hjælp?
Nogle gange tror jeg, at jeg er ved at dø. Jeg kan sidde helt afslappet, og pludselig får jeg en følelse af, at jeg forsvinder og jeg bliver bange. Det sker i perioder, hvis jeg har haft et anfald en gang kommer det igen mange gange derefter.
Da jeg første gang fik at vide at jeg hyperventilerede, var over telefonen, men jeg har ikke været helt tryg ved diagnosen, da jeg fik at vide at jeg ikke fejlede noget, for jeg tror virkelig jeg skal dø når jeg får et anfald.
Jeg har nu skiftet læge pga flytning, og har lige været hos ham. Jeg fik taget blodprøver og lyttet på
hjertet og alt var normalt. Kan det passe at alt er normalt, når jeg har det som om jeg er ved at dø? Jeg fik at vide at jeg har panikangst og fik nogle piller (cipramil), men hvorfor kommer anfaldene så pludseligt?
Jeg har altid haft svært ved at sige nej og har altid været genert, kan det være fordi, jeg har været udsat for mange ting, som jeg faktisk ikke har haft lyst til ?
Kan det være psykisk det hele?
Vil det være en god ide at gå til en psykolog, eller vil det ordne sig med pillerne (cipramil), jeg har taget dem i en uge.
|
Svar:
Jeg er ikke i tvivl om, at du har panikangst. Men det er godt, at du har været ved din egen læge og blevet grundigt undersøgt, fordi der findes nogle legemlige sygdomme, som ganske vist er meget sjældne i din alder, som kan give lignende symptomer.
Panikangst ytrer sig ved en række meget generende fysiske symptomer. Man kan have nogle af følgende symptomer, men det er sjældent at have dem alle:
Åndenød, trykken i brystet, voldsomt svedudbrud, kvalme, diarré, svimmelhed og fornemmelse af, at man skal besvime, vandladningstrang samt prikken og stikken og føleforstyrrelser i hænderne og omkring læberne. Det allervigtigste er dog en intens dødsangst eller angst for at miste kontrollen over sig selv. Patienten med panikangst tror virkelig, at nu er hans eller hendes sidste time kommet.
Anfaldene kommer almindeligvis meget pludseligt og uden varsel, og varer kun ret kort, idet de så klinger af igen. Anfaldene er intenst ubehagelige og hvis ikke man kommer i behandling, vil de ofte medføre betydelig invaliditet, fordi den syge ikke tør gå på gaden, eller færdes med offentlige
transportmidler af frygt for at få anfald dér.
Heldigvis er de meget taknemmelige at behandle, enten med såkaldt kognitiv terapi, som er meget effektivt, eller, hvis det ikke er tilstrækkeligt, med antidepressiv medicin, de såkaldte SSRI-præparater. Man kan også bruge andre former for medicin, det er et spørgsmål om at finde det præparat, der egner sig bedst til den enkelte, også fordi der jo er bivirkninger ved alle former
for behandling.
Man kan tit lære utroligt meget om sig selv ved at behandle angstanfaldene psykologisk, og det er en meget stor tilfredsstillelse. Så hvis du har mulighed for det, kan jeg kun anbefale det. På længere sigt kan angsten dog dukke op igen hos nogle mennesker, hvis de for eksempel udsættes for voldsom stress. Da er det en stor fordel at have lært nogle psykologiske teknikker, så man hurtigere kan få angsten under kontrol.
Jeg kan se af dit brev, at du tager en temmeligt stor dosis baldrian dagligt. Baldrian er et sløvende og beroligende håndkøbspræparat, som tilmed er afhængighedsskabende. Du skal være opmærksom på, at hvis du af en eller anden grund ikke tager tabletterne f.eks. i weekenden, kan du få abstinenser, der kan forstærke eller fremkalde angstanfaldene. Jeg synes
derfor du skal trappe dig langsomt ud af disse piller, når din angst er kommet under kontrol.
Med venlig hilsen
Poul Videbech
Psykiater
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 14.6.2000
|
| |
|
broarbejde 
