 |  |
Hvad betyder celleforandringer? |
 |
 |
Spørgsmål:
Jeg har fået foretaget en celleprøve af livmoderhalsen som viser
lettere celleforandringer. Hvad betyder det, når jeg får at vide, at jeg har en
celleprøve med indhold af enkelte dysplastiske pladeepitelceller - også med
henblik på graviditet? Dysplasigraden er formentlig let.
|
Svar:
Du har fået foretaget
celleprøve, som viser
lette celleforandringer.
Ved celleforandringer – også lette – konstateres ved celleprøve
anbefales yderligere undersøgelse hos gynækologen, hvor der foretages
kolposkopi (kikkertundersøgelse af slimhinden på livmodermunden) og udtages
slimhindeprøve fra livmoderhals og livmodermund til mikroskopi. Alt sammen for
at afklare, om der er egentlige celleforandringer eller ej. Afhængig af
resultatet vil du blive tilbudt en ny kontrol eller måske behandling af
celleforandringerne.
Hvis en kvinde får konstateret celleforandringer, efter hun er
blevet gravid, plejer jeg at anbefale kolposkopi og ikke andet. Hvis denne
undersøgelse ser fredelig ud, kan man for mig at se godt vente med at tage
konsekvensen af de konstaterede mulige celleforandringer i den første prøve,
til graviditeten er afsluttet. Måske vil du blive anbefalet, at der foretages
en kontrolkolposkopi undervejs i graviditeten.
Kun hvis kolposkopien giver indtryk af alvorlig sygdom, vil det
være nødvendigt at tage konsekvensen allerede tidligt i graviditeten. Men
celleforandringer og graviditet er altså ikke uforenelige.
Hvis du ikke allerede er gravid, vil jeg dog foreslå, at du lige
venter lidt med at forsøge på at blive gravid, til forholdene omkring
celleforandringerne er afklarede.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i gynækologi
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 10.02.2011
|
|  |
|