Annonce
Jeg har skiftevis celleforandringer/normale forhold i livmoderen. Er det normalt?
Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg undrer mig. Jeg fik konstateret celleforandringer for 4 år siden, men blev inden jeg kunne nå evt. behandling at blive gravid.

Efter fødsel og ammeperiode på over 1 år blev jeg igen undersøgt. Der var ingen forandringer.

For lidt over 1 år siden blev der igen konstateret celleforandringer, som blev behandlet ved isning. Det så ud til at virke. Et halvt år efter begyndte jeg at pletbløde før og efter menustration. Det blev undersøgt med en celleprøve i november. Der var ingen forandringer. Jeg har været til sidste kontrol for 1 uge siden og har lige fået at vide, at der har vist sig abnorme celler, og at jeg skal undersøges om 3 måneder igen. Er det normalt at disse forandringer kommer igen og igen? Og er det hurtigt nok med en undersøgelse efter 3 måneder, når der er kommet forandringer på så kort tid igen?

Svar:

Kære spørger.

Ved celleforandringer forstår man en tilstand, hvor nogle af cellerne i det overfladiske slimhindelag på livmodermunden ændrer udseende. Hverken mere eller mindre.

Udtrykket celleforandringer dækker altså ikke over en sygdom. På den anden side ved man, at celleforandringer i nogle tilfælde kan være starten på en udvikling, som senere kan føre til alvorlig sygdom i livmoderhalsen - herunder livmoderhalskræft. Som regel er det en udvikling, der sker gennem år, og altså hverken uger, måneder eller dage.

I nogle tilfælde, hvor celleforandringer konstateres, er de forsvundet når man undersøger næste gang. Det er naturens evne til at klare ærterne selv.

Celleforandringer konstateres ved at overfladiske celler fra livmodermund og livmoderhals mikroskoperes. Det var det, der skete for 4 år siden, men hvor man fornuftigvis ventede med at tage konsekvensen heraf til efter din fødsel. At celleforandringerne på det tidspunkt var væk, har intet med graviditet og fødsel at gøre, men det var jo godt nok.

Du fik derefter på ny foretaget undersøgelse for celleforandringer og nu var de tilsyneladende væk. Undersøgelsen blev gentaget et år senere og nu var de "kommet igen". Hvorvidt de kommer og går eller måske er til stede i ganske let grad hele tiden kan ikke afgøres. Det er heller ikke afgørende, da der som sagt er tale om ganske harmløse forandringer.

Du fik derefter foretaget en isning, og det har formentlig været fordi lægen ønskede at få afsluttet usikkerheden med hensyn til celleforandringer eller ej.

Så har du været til kontrol endnu et par gange, og allersidste gang har du fået at vide, at der har vist sig "abnorme celler". Hvad udtrykket dækker over ved jeg ikke, men det er mig beroligende, at der ikke skal gøres andet, end at du skal have foretaget en ny undersøgelse (celleprøve?) om 3 måneder. Der er ikke noget der haster.

Så nævner du endelig at der har været pletblødninger nogle gange før og efter menstruation. Pletblødning er ikke tegn på celleforandringer, som du har beskrevet dem, men må have anden årsag. En undersøgelse for celleforandringer kan hverken be- eller afkræfte tegn på underlivslidelse når symptomerne er blødning i utide.

Formentlig er symptomerne allerede væk og da du er en ung kvinde under omhyggelig kontrol behøver du ikke bekymre dig. Lad os håbe det hele nu er på plads og i orden næste gang du bliver undersøgt.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i gynækologi

Tip en ven
Annonce

Sidst opdateret: 6.2.2002

Annonce

Følg med i debatten

Netdoktors debatter

Annonce
Annonce
Annonce
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2008 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark