 | |
| Hvorfor vil jeg hele tiden bekræftes af min kæreste? |
|
|
Spørgsmål:
Hej Karen
Jeg har netop læst
din artikel om
jalousi, som også er hvad mit problem handler om.
Efter forskellige forhold (alle langvarige) er jeg nu i et
'perfekt' forhold. Jeg dominerede helt klart i mine tidligere forhold, og det
er også mig, der gjorde dem alle forbi efter henholdsvis: fire, to og et år.
Min nuværende kæreste 'finder sig ikke i hvad som helst', og er god til at gøre
mig opmærksom på, at jeg ikke altid kan få det som jeg vil have det.
Mit problem er, at jeg hele tiden skal bekræftes af ham. Jeg kan
godt regne ud, at det bunder i at jeg er bange for at miste ham. Men min
'bekræftelsessyge' får jo den negative virkning, at jeg skubber ham fra mig, og
det ønsker jeg jo ikke.
Jeg er et socialt anlagt menneske, der er højt anerkendt blandt
venner, familie og studiekammerater. Jeg fremstår som stærk, klog, organiseret,
'check på tingene' etc. og bliver ofte bekræftet af min omgangskreds. Hvorfor
skal jeg så bekræftes så voldsomt af min kæreste? Hvor er selvtilliden?
Han fortæller og viser mig ofte, at han elsker mig, og at det er
mig han vil have. Hvorfor kan jeg så blive jaloux, når han skal ud med
kollegaerne og kommer hjem langt ud på natten? (Jeg kan selv gøre det samme,
hvor hans reaktion blot er at han er glad for at jeg har moret mig). Hvorfor er
det så svært at 'give plads' til hans behov for at lave nogle ting
alene?
I bund og grund handler det, tror jeg, om at jeg vitterlig er så
bange for at miste ham. Men hvorfor kommer det til udtryk på sådan en
destruktiv vis? Jeg er ikke afvisende for, at det kan ligge tilbage i min
historie, og er også klar til at tale med en professionel om det.
Jeg ønsker at arbejde med denne destruktiv adfærd, men ved blot
ikke rigtig hvordan. Kan du hjælpe?
|
Svar:
Du har ret i, at du skubber din kæreste fra dig, hvis du både
skal bekræftes i, at han elsker dig i tide og utide og du også er sur og
muggen, når han skal ud med sine venner. Han bliver træt af dig og som du selv
skriver har du svært ved at give plads til hans behov.
Du ejer ikke din kæreste, men du opfører dig sådan. Måske
kontrollerer du ham også, når han er ude for sig selv og beder ham fortælle,
hvad han har foretaget sig. Prøv at vend situationen om og forestil dig, at det
var din kæreste, som hele tiden var på vagt og hele tiden skulle blande sig i,
hvad du tænkte og foretog dig. Tror du ikke, du på et tidspunkt ville løbe din
vej?
Selvom man er glad for et andet menneske kan det ikke lade sig
gøre at sætte det i bur! Du har levet i forskellige parforhold i syv år skriver
du. Du er nu 29 og synes, at denne gang er det 'perfekt'.
Jeg forstår det sådan, at nu forestiller du dig, at du har
fundet den mand, som du vil leve dit liv med og måske få børn med. Det ville
være synd, hvis dette forhold så skulle gå i stykker, så derfor er jeg enig med
i, at du skal tage nogle samtaler med en professionel terapeut.
Jeg vil derfor foreslå dig, at ringe til en terapeut. Jeg synes
du skal gøre det, fordi jeg tror du har ret i, at det er oplevelser i din
barndom og ungdom, som kan være årsagen til din angst for at miste.
Med venlig hilsen
Karen Zimsen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 18.6.2001
|
| |
|
? vdr. tsh ( eller hvad det...
