 |  |
Jeg skal rejse i østen - hvordan opbevarer jeg min insulin? |
 |
 |
Spørgsmål:
Jeg skal her til sommer seks uger til fjernøsten. Jeg er en
erfaren rejsende, men har aldrig været et sted med så massiv varme belastning.
Dette giver, på grund af min diabetes melitus (IDDM) et ekstra
problem.
Hvordan opbevares insulinen smart? Da vi sandsynligvis ikke
kommer til at bo steder med køleskab kan det blive et stort problem, at holde
temperaturen under de anbefalede 25 grader C. Jeg ville derfor høre, om der var
en erfaring, man kunne benytte sig af.
Min egen læge foreslår en køletaske, men det er urealistisk at
tro, at vi jævnligt vil have adgang til, at få disse køleelementer gennedkølet.
Jeg håber du kan hjælpe mig eller måske kender et sted hvor jeg kan få
hjælp.
|
Svar:
Tak for dit tilsendte spørgsmål omkring opbevaring af insulin
under varme himmelstrøg
Som jeg forstår dit spørgsmål, vil du i lange perioder ikke være
i nærheden af et køleskab eller en fryser og i sådanne situationer kan det
naturligvis være svært at nedkøle insulinen endsige køleelementer til den
køletaske som du har fået anbefalet andet steds fra.
Der er dog flere andre muligheder. En smart handy metode er at
købe en stor termoflaske med en stor åbning. En sådan termoflaske kan indeholde
en del insulin. Spørgsmålet er nu om du bruger Novolet penne (der jo fylder en
del) eller den gamle Novopen 1 der jo bruger ampuller. Er det sidste tilfældet
er transporten jo noget nemmere, men der findes også termoflasker der kan tage
flere Novoletpenne. Ellers må du bare tage dine penne med i en butik og se om
du kan finde en termoflaske der passer. Uanset hvad bruger du formentlig
Novolet til din Insulatard, så du skal alligevel finde en flaske der passer til
disse penne.
Sørg for at termoflasken er kølet rigtigt godt ned inden I
drager ud, så vil den kunne holde sig i flere dage. Når du føler at
temperaturen i termoflasken er ved at nærme sig det kritiske niveau, er næste
råd, et vådt stykke klæde eller et stykke avis. Hvis du vrider f.eks. et
håndklæde eller viskestykke op i vand og svøber det omkring dine insulinpenne /
ampuller, vil fordampningen af vandet forårsage et temperaturen af insulin ikke
kommer op på samme niveau som omgivelserne.
Og så skal du også lige regne med, at den af Novo opgivne max
temperatur og opbevaringstid er sat til den lave side, med andre ord kan din
insulin formentligt uofficielt holde sig også ved højere temperaturer og i
længere tid end der er angivet fra fabrikanten.
Enkelte få gode råd, der formentlig er kendt af dig allerede,
inden du tager af sted. Medbring en legitimation, der angiver du er diabetikere
og medbringer insulin (specielt til toldmyndighederne)
Et halssmykke med en indgravering der angiver, at du er
diabetiker, er også en god ting, hvis uheldet skulle være ude. Sørg for altid
at have sukker på dig. Anbring evt. i forvejen insulin på knudepunkter, så du
altid kan få fat i en reserve. Hvis du rejser sammen med andre, vil disse kunne
oplæres i brugen af glucagon (Novo's GlucaGen pen), der hurtigt vil kunne få
dig ud af en hypoglykæmi. Medbring dit blodsukkerapparat og brug det flittigt.
Husk hvis du skulle få en maveomgang, at man som diabetiker ofte har brug for
lige så meget insulin som vanligt (og nogle gange endda mere), selv om du ikke
skulle spise i denne situation.
Og ellers er der bare tilbage at ønske dig en rigtig god
tur.
Med venlig hilsen
Jan Erik Henriksen, 1. reservelæge, PhD.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 13.6.2000
|
|  |
|