 |  |
Kan jeg øge min skægvækst? |
 |
 |
|
Spørgsmål:
Kære NetDoktor,
Jeg er en ung mand med et lidt anderledes spørgsmål. Kan
man tage nogen form for medikamenter eller andet for at øge sin
skægvækst?
Har lagt mærke til, at mange af mine venner nu har fået skæg, men må desværre selv konstatere, at det ikke går så stærkt hos mig. Hvad
er det egentlig der får skæg til at gro?
Med venlig hilsen M
|
Svar:
Kære M,
Når man som mand kommer i puberteten, sker dette p.g.a. en stigende
produktion af mandligt kønshormon (testosteron). I puberteten sker der en
udvikling af en række mandlige træk med begyndende skægvækst, behåring under
armene, kropsbehåring samt kønsbehåring. Endvidere vækst af testiklerne og
vækst af kønsorganerne samt stemmeændring.
Denne stribe af mandlige træk udvikles over en årrække og ofte ujævnt, hvorfor at f.eks. skægvæksten kan variere meget således, at i dit tilfælde
kan der udmærket gå nogen tid endnu før den endelige skægvækst er nået. Endelig kan der være en arvelig faktor, som medfører at nogle mænd er mere
”hårfagre” end andre. Forstået på den måde at nogle mænd udvikler kraftig
kropsbehåring og skægvækst, mens andre får en mere beskeden skægvækst, og næsten ingen kropsbehåring.
Du kan ikke/bør ikke umiddelbart gribe ind i denne naturlige udvikling, men
acceptere, at der kan gå tid før alle funktionerne er fuldt udviklede og at
en evt. arvelig disposition kan spille en rolle.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 12.12.2005
|
|  |
|