Annonce
Skal vi lade vores drengebørn omskære?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Min kæreste er muslim og ønsker, at vores kommende drengebørn skal omskæres. Umiddelbart er jeg selv af den holdning, at et sådant indgreb kun bør foretages af medicinske grunde.

Jeg ønsker mere information om, hvorvidt det kan være skadende. Jeg har ladet mig fortælle, at omskårne mænd lidt oppe i alderen får problemer med sexlivet, idet de mister glansen. Jeg er klar over, at man selvfølgelig er mindre følsom, men hvor store problemer risikerer man at få?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger,

Tak for et godt spørgsmål, som desværre ikke er så let at besvare entydigt, fordi det rummer både medicinske, religiøse og kulturelle aspekter. Som bekendt foretages rituel omskæring af drenge mange steder i verden, og man har i årtier diskuteret rimeligheden af at fjerne forhuden på raske drengebørn.

Det er i denne forbindelse blevet fremført, at omskårne drenge har mindsket risiko for urinvejsinfektioner og peniskræft. Dette er formentlig rigtigt, men da begge lidelser er uhyre sjældne, er den sundhedsmæssige gevinst af omskæring minimal. Desuden er det for nylig vist, at omskæring kan nedsætte risikoen for at overføre hiv-smitte ved samleje – men fundet har stort set kun relevans i dele af den 3. verden, hvor hiv-forekomsten er enorm og muligheden for beskyttelse ringe.

Omvendt har modstandere af drengeomskæring peget på, at man ved en omskæring fjerner ganske meget seksuelt følsomt væv (og med tiden risikerer at mindske penishovedets følsomhed), hvilket skulle give anledning til seksuelle problemer - måske især hos modne og ældre mænd. Også dette er givetvis korrekt, men der findes kun beskeden forskning på området, så vi ved ikke med sikkerhed, hvor stort problemet i realiteten er. Nyere data tyder dog på, at hyppigheden af seksuelle problemer hos omskårne mænd er større end hos ikke-omskårne.

Summa summarum: Som læge finder jeg det som du forkert at fjerne en del af penis på en rask dreng, men jeg erkender samtidig, at der i visse kulturer er en tusindårig tradition for at gøre det - og at det store flertal af omskårne mænd formentlig ikke oplever det som noget særligt problem. Jeg kan i øvrigt henvise jer til den udmærkede debatbog ”Med eller uden skræl”, som Bente Dalsbæk redigerede i 2009, og som på nuanceret vis diskuterer pro et contra.

Kort sagt: I sidste ende er det op til din kæreste og dig, om I vil følge den muslimske tradition eller gøre som de fleste forældre på vore breddegrader: Lade forhuden være, hvor naturen har placeret den.

Venlig hilsen

Christian Graugaard

Læge, ph.d.






Tip en ven

Annonce

Annonce

Sidst opdateret: 15.04.2011

Annonce

Køb din medicin her

Annonce


Annonce
Annonce
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2010 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark