 |  |
Min kæreste har forladt mig - hvordan kommer jeg videre? |
 |
 |
|
Spørgsmål:
Kære netdoktor.
Jeg er en fyr på 27 år, som netop er havnet i det jeg føler som
den værste sindstilstand, jeg endnu har oplevet. For en uge siden fandt jeg ud
af at min ekskæreste, som jeg savner ad h. til, har fået en ny kæreste. Hun har
set ham omkring en måned, og vores forhold endte for 2-3 mdr siden. Vi havde
været sammen ca. 4 år. Det er det længste forhold jeg har haft.
Jeg oplever nu, at jeg intet kan foretage mig. Jeg har svært ved
at passe mit arbejde, jeg kan ikke overkomme at handle ind, og jeg har mest af
alt lyst til at lægge mig til at sove, og vågne på et tidspunkt hvor jeg ikke
tænker på hende mere.
Det gør så ondt at tænke på hende, og jeg kan ikke lade være.
Jeg sover dårligt om natten, og vågner ved at have drømt, at hun er hos mig.
Når det kort efter går op for mig at hun er væk, rammer det mig som et slag, og
jeg kan ikke falde i søvn selvom jeg kan mærke at jeg er udmattet. Jeg har
ingen appetit, og min ellers rimelige gode form strømmer ud af mig.
Jeg kunne skrive flere ting, men jeg tror at du fornemmer
omfanget af mit problem. Mit spørgsmål går på, hvordan jeg kommer til hægterne
igen. Og har du nogle gode råd til, hvordan jeg får gang i nogle positive
tanker, når jeg eksempelvis vågner som ovenover beskrevet?
Med venlig hilsen en spørger.
|
Svar:
Kære du.
Ja, jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig at opleve, at
din tidligere kæreste, som du har haft et langt forløb med, nu har fundet en
anden. Du føler, at det tager al kraft fra dig, og du kan ikke finde glæde ved
livet for tiden.
Ved at sætte så megen fokus på hende og hendes nye forhold piner
du dig selv, så du må nu selv tage ansvar for igen at finde glæden ved at ændre
dit fokus. Siden det rammer dig så hårdt, er mit gæt, at du ikke
følelsesmæssigt har afsluttet forholdet og ikke accepteret, at det er slut
mellem jer.
Din opgave bliver derfor nu at sætte et punktum for forholdet
ved følelsesmæssigt at afslutte. Du kan f.eks. skrive et afskedsbrev til hende,
hvor du fortæller hende, hvad hun har betydet for dig, og hvad du har lært af
forholdet til hende. Skriv om alle dine følelser, som de er lige nu - din sorg,
jalousi og måske vrede. Dette brev skal du skrive for din egen skyld og ikke
sende til hende, men det vil være godt for dig at give plads til at beskrive
dine følelser, således at du kan få dem afsluttet. Når du har skrevet brevet,
river du det i stykker eller brænder det, således at du for dig selv laver et
lille ritual, som markerer, at dette forhold er slut.
Denne proces skal du give et par dage til, og herefter skal du
foretage dig noget fysisk krævende - løbe en tur eller dyrke en sportsgren, som
du tidligere har haft glæde af. Hvis du har mulighed for en skitur til et skønt
sted, ville det være en god idé - hvis du ellers kan lide at stå på ski!
Når du så har sluppet tankerne på hende, skal du meget bevidst
fokusere på andre mennesker, venner, familie og aktiviteter, du kan lide. Måske
skal du give dit arbejde en ekstra indsats, for det kan være en stor hjælp at
begrave sig i arbejdet for et stykke tid, således at dine tanker automatisk vil
være optaget af det og ikke hende.
Et afsluttet forhold kan bruges som en erfaring og en læring, du
kan tage med dig i et nyt forhold, og på den måde vil denne oplevelse bidrage
til at udvikle din evne fremover til at leve i et andet mere lykkeligt forhold.
Men vær sikker på, at du først har gjort forholdet til din ekskæreste færdigt,
før du indleder et nyt forhold - så på den måde får du det bedste ud af denne
erfaring.
De bedste hilsener
Birgitte Winkel
Socialrådgiver og samlivsekspert.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 06.02.12
|
|  |
|