Hvor tidligt kan man mærke, man er gravid?

Af Netdoktor A/S

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg ville gerne vide, hvor tidligt i en graviditet man kan få symptomer som f.eks spændinger i brysterne og i underlivet?

Min kæreste og jeg havde samleje omkring min ægløsning og lidt før. - Og nu har jeg allerede 2 dage efter disse symptomer. Er det ikke alt for tidligt?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger

Der går nok en uges tid fra befrugtningen - det øjeblik, hvor en sædcelle forener sig med ægget i æggelederen - til din krop opdager det og finder ud af, at du er gravid.

Ægget skal først vandre ned gennem æggelederen under stadig udvikling og videre ned i livmoderen, hvor det sætter sig fast i slimhinden, graver sig ned og forener sig med vævet. Først på det tidspunkt begynder de hormonelle ændringer at give sig til kende i din krop - og først på det tidspunkt er der en teoretisk mulighed for, at du kan mærke det.

Allerede en uges tid senere (altså to uger efter befrugtningen) kan man ved hormonanalyse konstatere, at du er gravid.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er en del kvinder, som adskillige dage før den forventede menstruations "dato" kan mærke, at de er gravide. Omvendt er der også masser af kvinder, som går rundt i månedsvis gravide, uden at vide af det. Der er ingen faste regler eller grænser at forholde sig til.

Der er kvinder, som så inderligt ønsker at være gravide, at det kan vende helt op og ned på kroppens funktioner med alle de kendte tegn på graviditet som følge. Endelig vil jeg lige nævne, at kvindens naturlige cyklus - med hormonelle svingninger i løbet af måneden - netop kan give sig til kende med for eksempel brystspænding, lidt vægtstigning og lidt spænding i kroppen. Det kan snyde, som man tror, håber eller frygter, man er blevet gravid. Afklaringen kommer med menstruationen!

De hormonelle svingninger kan måske endda være lidt svære at tolke, hvis du har brugt p-piller og måske i årevis har været vant til en totalt stabil hormonstatus. Du kan måske slet ikke kan huske "dit sande jeg" på det område, og så bliver du overrasket over dine naturlige hormonelle udsving..

Og så lige til sidst: Husk at ægløsningen indtræffer 14-16 dage før næste menstruations første dag. Det kan være lidt svært at beregne den. Kun hvis du har helt regelmæssige blødninger er det muligt med rimelig sikkerhed. Hvis du har samleje i dagene lige omkring ægløsningen er der gode chancer for at blive gravid.

Men måske er der andre, der læser disse liner, der har andre erfaringer. Hvis det er tilfældet, så skriv til mig igen.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme

Tidligere opdateret af
Original tekst af Netdoktor A/S

Sidst opdateret: 12.10.2006