 | |
| Jeg føler mig ikke ligeværdig med mennesker på min egen alder |
|
|
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Jeg er nu kommet i behandling for depression for 6 uger siden og
jeg har jo selvfølgelig snakket med lægen om generelle ting i den forbindelse -
jeg tumler dog med en ting som jeg selv syntes er lidt (temmeligt) underligt
hvorfor jeg ikke lige har nævnt dette for min egen læge. Jeg snakker meget
dårligt med folk på min egen alder, ja voksne i det hele taget. Derimod
kommunikerer jeg rigtigt godt med børn og unge, og føler mig - skal man kalde
det, ligeværdig i samtale med dem. Dette udmønter sig så i at jeg som eneste
voksen, i den sfære hvor jeg møder disse unge mennesker (hobbyrelateret -
heste), deltager i fortroligt snak med dem på lige fod og begge veje. Men det
er jo lidt kejtet at man er 38 år og så snakker om følelser og sygdom med piger
på 15-17 år. Ikke at de på nogen måde nedgør dette, de er utroligt rare og
bruger tid på at snakke med mig, men det er jo selvfølgeligt begrænset med
deres livserfaring hvad de kan bidrage med.
Problemstillingen bliver jo så ikke mindre af at jeg er ved at
læse til folkeskolelærer, hvilket besværligør elev-underviser relationerne så
meget at jeg regner med at lægge uddannelsen på hylden når jeg har færdiggjort
den en gang. Det skal lige understreges at jeg ikke begærer disse unge
mennesker, kun holder utroligt meget af nogle af dem - ja i forhold til et par
af pigerne, er jeg dicideret misundelig på deres forældre at de har så dejlige
unger. Jeg har desværre ikke selv børn da jeg er singel og på nær et par
enkelte kortere forhold har været det siden ungdomsårene hele tiden. Jeg har
dog haft en låne datter som jeg har været reservefar for i nu 17 år, men hun
har jo nået en alder hvor tiden er til drenge og ikke at underholde en som mig
så vi ses omtrent en gang om ugen nu. Men hvad kan være årsag til at jeg kun
føler mig ligeværdig med unge mennesker, og er det vigtigt at jeg bringer dette
på banen oppe ved egen læge i forbindelse med depressionen jeg har nu?
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Jeg kan forstå,at du er kommet i behandling for depression. Som
du nok ved, tager det op til flere måneder fra man starter den antidepressive
behandling før man har fuld effekt, så det må du vente på. Du skriver, at du
ikke føler dig helt ligeværdig med mennesker på din egen alder og at ud
kommunikerer bedst med mennesker som er betydeligt yngre end dig selv. Når man
er depressiv, sker der ofte det, at ens mentale kapacitet aftager. Det kan være
meget udtalt, således at nogle patienter slet intet kan huske, og det kan være
mindre udtalt, så patienten næsten ikke opdager det selv. En af grundene til at
du har svært ved at tale med jævnaldrende kunne evt. være, fordi din mentale
kapacitet er aftaget lidt under din depression - men bare rolig, med behandling
plejer kapaciteten at normalisere sig.
En del depressive patienter har selvforringende tanker under
depressionen, det kan f.eks. være at man ikke er lige så god som de ander og
burde derfor være mere ydmyg. Jeg spekulerer på, om det måske kan bidrage til
dine vanskeligheder og din fornemmelse af ikke at være ligeværdig med dine
jævnaldrende. Jeg synes, at det er relevant at diskutere dette med din læge når
du kommer til ham eller hende til kontrol. God held med behandlingen og god
bedring.
Med venlig hilsen
Hans Mørch
Speciallæge
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: ..
|
| |
|
Indtrukket tommehinde
