 |  |
Hvad er blodstyrtning og hvordan behandler man det? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Min svigermor ( 50 år ) fik i nat en blodstyrtning fra
underlivet. Jeg har forsøgt at søge efter oplysninger derom på Netdoktor og i
fagbogen, men fandt ikke hvad jeg søgte. Kan du venligst fortælle mig hvad en
blodstyrtning egentlig er? Hvad kommer det sig af? Hun blev til morgen erklæret
stabil igen. Fjerner man hendes underliv, eller hvilken behandling giver man
efterfølgende? Jeg mangler generelt oplysninger om blodstyrtning, og håber i
kan hjælpe mig med svar.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Jeg går ud fra, at du med ordet blodstyrtning mener, at din
svigermoder har oplevet en pludselig, relativt kortvarig, kraftig, uventet
blødning fra underlivet. Det er klart, at hun er blevet forskrækket. Men
blødningen er standset igen. Nogen umiddelbar forklaring kan jeg ikke give. Men
din svigermor bør have foretaget en gynækologisk undersøgelse og eventuelt
henvises til en specialist i kvindesygdomme.
I halvtresårs alderen er en sådan episode ikke sjælden og
behøver ikke at være tegn på organisk sygdom - hverken godartet eller ondartet.
Men den kraftige blødning kan være udtryk for forandringer lokaliseret til
underlivsorganerne - skede, livmoder eller æggestokke. Det skal undersøges og
afklares. Det sker let og uden ubehag. Og hvis der ikke er tegn på organisk
lidelse, er forklaringen formentlig overgangsalderen med de hormelle
forandringer, der følger med. Som du beskriver det, er der ingen grund til at
tænke på operation. Men hun må ikke bare lade som ingenting og regne med, at
det er gået over "af sig selv". Hun skal have klar besked.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen,
Speciallæge i kvindesygdomme.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 14.04.2008
|
|  |
|