 |  |
Hvor hurtigt skal der handles på et forstadie til hudkræft? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Jeg skriver, fordi jeg har en mor på 63, der handler absurd
langsomt efter at hun har fået konstateret et forstadie til hudkræft. Det er nu
over en måned siden, at hun fik beskeden om, at de sår hun har på arme og ben
skal ses som udtryk for risiko for kommende hudkræft. Hun har fået besked på at
købe en tube med noget creme til 4.000kr, som skal påsmøres sårene på hendes
evige meget lyse og sarte hud. Hun solbader aldrig og ser til tider
gennemsigtig ud –også om sommeren.
Hun har endnu ikke fået fingrene i cremen, da hun afventer at
kommunen skal give hende støtte til at betale den. Hun har altså gået en måned
uden at handle. Jeg har opfordret hende til at handle med det samme og betale
den første creme selv for så derefter at få støtte til efterfølgende køb. Hun
afviser, og mit spørgsmål er: Hvor dum er ventetiden og hvor hurtigt bør der
handles, når man får en besked, som hun har modtaget? Hun har celleforandringer
og sår, der ikke vil hele, men har altså ikke hudkræft pt. Lægen kalder det et
forstadie til hudkræft.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
De forstadier til hudkræft, som du nævner har ramt din mors
arme og ben, forekommer udover disse områder især på håndrygge, i ansigt og
hårbund. De sætter sig overvejende hos lysfølsomme personer. Den betegnelse,
der benyttes af læger hedder aktinisk keratose. Den fortæller at solen har
fremkaldt små forhornede områder. Hyppigheden er størst hos ældre og specielt
hos soldyrkere eller hos personer med hyppigt udearbejde. Udviklingen fra
aktinisk keratose til hudkræft af denne type er ofte en mangeårig proces.
Når man har fået konstateret forstadiet, skal man også se at
blive behandlet; men at der er gået en måned spiller ingen rolle. Der er udover
den foreslåede behandling mange andre muligheder for at blive af med et
forstadium til hudkræft. Det kan være med skrab (curretage) suppleret med en
let brænding (kaustik), med Laserbehandling, med frysninger eller simpelhen med
kirurgi. Det kan således også gøres billigere end med de 4000,- kr.
Venlig hilsen
Hugh Zachariae
Speciallæge i hudsygdomme
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 14.04.2008
|
|  |
|