 |  |
Kan man have regnbuehindebetændelse uden at man kan se det? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Startende vil jeg sige at denne henvendelse handler om et enkelt
spørgsmål som jeg håber du/i vil besvare. Det drejer sig om
regnbuehindebetændelse. Jeg ville gerne vide om man kan lide af
regnbuehindebetændelse, og derigennem nedsat syn, uden at det på nogen måde kan
ses fysisk på øjet? Altså at man har betændelses tilstanden i udbrud uden at
der er det mindste ansporer af røde misfarvninger i øjet eller andre faktorer
der indikerer betændelsen?
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Regnbuehindebetændelse er en fællesbetegnelse for
(ikke-bakterielle) betændelsestilstande i både den synlige regnbuehind, der
omkranser pupillen, og den skjulte regnbuehinde (kaldet årehinden), der ligger
bagved nethinden og forsyner denne med ilt og sukker. Det er desværre rigtigt,
at navnlig årehindebetændelsen ikke behøver at give hverken symptomer (nedsat
syn og smerter) eller ydre tegn på sygdom (rødt øje, tåreflod). Denne form
optræder hyppigere hos mennesker, der lider af - eller er disponerede for - det
man kalder autoimmune sygdomme som f. eks. leddegigt, diverse hudsygdomme og
betændelsesagtige tilstande i blodkarrene, specielt de, der fører blodet fra
hjertet (arterier).
Sygdommen kan derfor være nået ganske langt, inden den
konstateteres og det er derfor, at f. eks. børn med leddgigt kontrolleres
rutinemæssigt af øjenlæge en eller flere gange om året. Det er ikke
ualmindeligt, at der kommer flere episoder af bagre regnbuehindebetændelse,
hvorved risikoen for alvorlige og blivende komplikationer for synsfunktionen
øges væsentligt. I modsætning hertil findes den regnbuehindebetændelse, der
udelukkende rammer den forreste del; her er der som regel symptomer som
beskrevet ovenfor, og patienten kommer derfor hurtigt i behandling. En forreste
regnbuehindebetændelse er hyppigt en engangsforeteelse, der oftest helbredes af
behandling med øjendråber uden de store problemer.
Med venlig hilsen
Erik Krogh
Speciallæge i øjensygdomme
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 08.04.2008
|
|  |
|