 |  |
Min søn halter ved høj dagstemperatur, hvad skyldes det? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Dette spørgsmål er vedrørende min søn på 21 mdr. Sidste sommer i
en periode, hvor det var meget varmt (omkring 30 grader), begyndte han midt på
dagen at halte, det var umuligt at vurdere, om han havde ondt i fod, knæ, hofte
eller andet. Der var ingen reaktion ved tryk op ad ben og hofte. Jeg bemærkede
dog en stivhed i benet. Vi var på skadestuen, men der var intet at se, og de
mente, det var vokseværk (han blev dog ikke røntgenfotograferet). Det gik væk i
løbet af 4-5 dage. Nu har vi lige haft et identisk forløb, også hvor
dagstemperaturen var oppe på 30 grader eller mere. Dog har jeg denne gang
bemærket, at halten var mindre udtalt hver gang, han havde været i badebassin
med koldt vand. Det var han ca. 5-6 gange den ene dag, hvor halten og stivheden
så blev slem igen efter en halv times tid. Han har ikke været forkølet eller
syg op til eller efter forløbet. Hans humør, appetit og søvnmønster har været
uændret, dog har han gerne ville bæres rundt. Håber I kan hjælpe.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Tak for dit spørgsmål, som dog ikke kan besvares med sikkerhed.
Din søns symptomer med halten tyder på en ganske let reaktiv forandring i et
led i det ben, han halter på. Denne forandring øges ved høje temperaturer, idet
slinhinderne hæver lidt op, når det er meget varmt, og så kan en ganske let
forandring øges så meget, at det begynder at give symptomer. Årsagen til den
reaktive forandring kan være flere, både banale infektionssygdomme og mere
kroniske ledsygdomme, og kræver nærmere undersøgelser bl.a blodprøver og evt
scanning af benet.
Du skriver ikke, om det er samme ben han halter på, men reaktive
forandringer kan godt ændres fra det ene led til det andet. Det er svært på
mindre børn at fastslå, om det er i fodled, knæled eller hofteled, og derfor
vil det ofte være nødvendigt at scanne hele benet. Jeg vil foreslå at få ham
nærmere undersøgt hos specialist i børnesygdomme eller evt på en børneafdeling,
som har speciale i ledsygdomme hos børn - i hvert tilfælde hvis symptomerne
fortsat er til stede eller evt kommer igen.
Med venlig hilsen
Birgit Peitersen
Speciallæge i pædiatri
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 21.08.2008
|
|  |
|