 |  |
Mit barn vokser ikke, hvad skyldes dette? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Min henvendelse drejer sig om min knap 2-årige pige, der bare
ikke vil vokse. Hun bliver 2 den 18. september 08 og måler 77 cm og vejer 8,1
dd. Hun har været inden for "hospitalssystemet" i to år til december. Hun blev
født ved planlagt kejsersnit 14 dage før tiden og vejede 3920 g og 51 cm lang.
De første par dage var hun meget sulten og spiste egentlig godt, til hun var 14
dage gammel. Natten til dag 14 vågnede vi ved, at hun ikke trak vejret og var
blå. Hun rystede og var panisk. Vi fik hende tilbage igen og hun trak vejret.
Vi vågede over hende resten af natten og skyndte os til læge om morgenen. Der
kaldte de det en nærvuggedøds-oplevelse, og så startede vores mareridt for
alvor.
Mange nætter, hvor vi skiftedes til at være oppe og se hende
sove, indtil vi fik en apnøealarm på hende. Men hun stoppede også med at ville
spise. Hende appetit blev mindre og hun voksede ikke. På hospitalet fandt man
ud af, at hun også led af astmatisk bronkitis, og vi måtte på et tidspunkt give
hende ilt hver anden time. Nu er hun næsten to og den astmatiske bronkitis
forsvandt, da hun blev 1 år. Appetitten kom igen for ½ år siden men øv. Hun
vokser ikke og tager ikk på. Hun spiser ikke meget, men hun spiser. Hospitalet
har taget hundredevis af blodprøver, men intet positivt kommer tilbage. De er
også bekymrede for hende men ude af stand til at finde en diagnose (hvis en
sådan kan findes). Lider let af sygdomme og smittes let. Hun har ikke et gram
fedt på kroppen og er bare lille. Findes der nogle hospitaler med speciale på
dette problem? Vi tilses pt af Nykøbing Falster hospital, men de afviser at
ville sende hende videre til andre, da de mener, de har hånd om problemet. Gode
råd ønskes meget gerne.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Jeg kan naturligvis ikke sige dig, hvad din datter fejler på det
foreliggende, men jeg kan give dig nogle råd. Det, at din datter var stor ved
fødslen, og at hendes højde- og vægtkurve bøjer af i forhold til de normale
kurver, er ikke normalt, og man må se at finde årsagerne. Og der kan være
flere. Det er normalt, at børn vækstmæssigt står i stampe, når de er syge, men
så plejer de at indhente det, når de bliver raske. Vil foreslå, at hun bliver
undersøgt for stofskiftesygdomme, mave-tarmsygdomme samt genetiske årsager til
ringe vækst for bare at nævne nogle, men det er vigtigt at se et sådant barn og
de undersøgelser, der er lavet, for at lægge et mere konkret program. Der er jo
frit sygehusvalg her i Danmark, så du kan blot bede din læge om en henvisning
til en anden børneafdeling f.eks Rigshospitalet eller måske endnu bedre til
Hvidovre eller Glostrup børneafdelinger, hvor der er specialister i børns vækst
og også de mange forskellige årsager, der kan være til, at et barn ikke vokser.
Med venlig hilsen
Birgit peitersen
Speciallæge i pædiatri
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 30.09.2008
|
|  |
|