 | |
| Jeg kan ikke få rejsning, bør jeg opsøge læge? |
|
|
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
For ca. syv år siden besluttede min kone og jeg, at jeg skulle
stereliseres. Det er et lettere indgreb for en mand end en kvinde, og jeg mente
ikke, at min maskuline stolthed led noget knæk under det. Det mener jeg fortsat
ikke den burde. Ikke desto mindre har det knebet med at få rejsning sammen med
hende lige siden. Det skal siges, at vi blev skilt for ca. 5 år siden, men
forblev de bedste venner og sidste efterår besluttede vi, at vi - der begge er
i fyrrerne - stadig havde alderen og følelserne til et aktivt sexliv. Ingen af
os har haft kærester efter skilsmissen. Vi bor ikke sammen, men vores børn og
vi nyder hinandens selskab. Men sexlivet fungerer stadig ikke. Jeg har svært
ved at få rejsning. Min exkone har meget lyst og det har jeg også, men "den
virker ikke, når den skal". Alene er der ingen problemer, skønt jeg godt kan
mærke, at behovet ikke er så stort som før.
Nu er det lykkedes mig selv at bilde mig ind, at sex er
ulækkert. Jeg har aldrig haft hæmninger før, men nu væmmes jeg ved den meget
intime kontakt. Hvad jeg selv har småfilosoferet mig frem til er, at det er en
undskyldning for ikke at have sex overhovedet, når den alligevel ikke vil, hvad
vi vil. Hvilket bringer mig tilbage til indgrebet for syv år siden. Kan det
tænkes, at det alligevel har sat sig psykisk, eller er det bare den manglende
træning, der slår igennem på en uhensigtmæssig måde? og ville det være en ide
at prøve Viagra i håb om, at når den først har virket en gang, så forsvinder de
indre barrierer? Som nævnt i skemaet ovenfor er jeg overvægtig, men det spiller
næppe ind her, da jeg er sund og rask og i øvrigt også var overvægtig, dengang
min kone og jeg havde et velfungerende samliv. Bør jeg opsøge læge?
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Lad os begynde bagfra: Jeg tror ikke, at din sterilisation har
noget som helst med dine aktuelle rejsningsproblemer at gøre. Denne type
operation er - som du ved - ganske lille, og selve den seksuelle fysiologi
ændres ikke nævneværdigt. Du har ret i, at indgrebet i sjældne tilfælde kan
påvirke mandens kropsbillede, selvværd og maskulinitet i negativ retning, men
heller ikke dette lyder som en sandsynlig forklaring i dit tilfælde. Rejsning
beror på en kompleks balance mellem biologiske, psykologiske og sociale
omstændigheder - og jeg kunne godt forestille mig, at jeres "ukonventionelle"
samliv er med til at stresse dig/jer og dermed mindske din evne til hengivenhed
og intimitet. Måske er det på tide at standse op og se jeres relation efter i
sømmene? Er den virkelig så lykkelig og problemløs, som du skriver? Eller er
der konflikter i bagagen, som hverken du eller din ex-kone vil
erkende?
Man taler undertiden om "penis-visdom" - altså at manglende
rejsning kan være et signal om problemer, som manden med sin fornuft ikke tør
se i øjnene. Din beskrivelse af, at sex er blevet frastødende og "farligt" er
meget typisk for, hvad der sker, når man har rejsningsproblemer: En negativ
spiral, hvor den akavede og anspændte situation til sidst medfører, at sex
bliver forbundet med noget ubehageligt og destruktivt. Det er en ond cirkel: Jo
mindre man kan få rejsning, jo mere mister man lysten - og jo mere man mister
lysten, jo sværere er det at få rejsning. Det er vigtigt, at du gør, hvad du
kan for at bryde denne opslidende spiralbevægelse. Eller ender det med, at du
sidder helt fast følelsesmæssigt og seksuelt.
Du nævner din overvægt og spørger, om du bør opsøge din læge.
Det synes jeg faktisk, du bør - det er vigtigt at udelukke biologiske
begrundelser for dit problem (fx forhøjet blodsukker eller blodtryk). Når det
er sagt, synes jeg som antydet ovenfor, at du skal se dit sex-, kærligheds- og
følelsesliv grundigt efter i sømmende og gøre status. Det er vigtigt, at du og
din ex-kone i fællesskab får drøftet jeres situation (du nævner slet ikke, hvad
hendes holdning er - eller hvorfor I bliver ved med at have sex, når det ikke
længere er sjovt). Din partner skal drages med ind i sagen, og det er vigtigt,
at I begge er ærlige om jeres følelser. Hvordan har hun det? Hvad er hendes
holdning? Og hvordan vurderer I samlet set jeres samliv i og uden for sengen?
Skal det stadig være jer to - eller er det på tide at vende blikket mod resten
af verden igen? Måske var det under alle omstændigheder en god idé at holde en
"samlejepause" og prøve at komme tæt på hinanden uden, at I har decideret sex?
Diskutér sagen og lav nogle konstruktive aftaler med hinanden. Summa summarum:
Jeg synes, du skal opsøge din læge og reflektere lidt over din aktuelle
(sam-)livssituation. Alene og sammen med din partner. Sterilisationen kan du
godt slå ud af hovedet.
Mange hilsner,
Christian Graugaard
Læge, ph.d.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 14.10.2008
|
| |
|
vulvodyni og prævention? 
