 |  |
Min søn får røde/ brændende ører, hvad skyldes det? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Jeg har en søn på 8 år. Han er autist, og det kan være svært at
få en forklaring fra ham, når noget er galt. Han får sommetider røde/brændende
ører. Det er tydeligt, det generer ham, han bliver meget vred, når det sker.
Jeg kan mærke på hans ører, at det er meget varmt. Det er det ydre øre, og han
har ikke ondt inde i øret. Han har tidligere lidt meget af mellemørebetændelse.
Det hjælper at sætte isposer eller koldt vand på, så går det væk igen. Selve
anfaldet (hvis jeg kan kalde det anfald) varer 5 til 10 minutter. Det kommer
meget pludseligt, så det er ikke i forbindelse med noget specielt, f.eks. hvis
han løber eller hopper - det kan komme, når vi spiser, spiller playstation
eller går tur. Håber, i har hørt om det før og kan give mig et godt råd.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Det lyder som om, din søn oplever et fænomen, som hedder
flushing. Flushing er en tilstand, hvor man i huden, typisk i ansigtet,
oplever, at blodkarrene udvider sig og medfører rødme af huden og
varmefornemmelse. Årsagen til dette fænomen kendes ikke, og der er derfor
heller ikke nogen egentlig behandling.
Flushing er dog associeret til en række forskellige udløsende
faktorer, specielt forskellige typer af medicin, hvad nok ikke er tilfældet for
din søn. Herudover kan det udløses af bl.a. stress og kulde, og man ved også,
at det kan fremprovokeres af forskellige typer fødevarer. Særligt nitrit og
nitrat spiller en rolle, og det er jo stoffer, der bruges som
konserveringsmidler i mange typer fødevarer, bl.a. spegepølse. Nyere
undersøgelser har også vist, at nikotin kan spille en rolle i forbindelse med
flushing, så I skal undgå, at jeres søn udsættes for passiv rygning. Iblandt
kan man (såfremt problemet har en stor indvirkning på dagligdagen) forsøge med
symptomatisk medicinsk behandling. Dette kan I tage op med jeres læge, da det
beror på en individuel vurdering, om en sådan behandling kan komme på tale. Det
lyder dog, som om I allerede har fundet en god måde at håndtere hans symptomer
på.
Med venlig hilsen
Morten Svenning
Speciallæge i almen medicin
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 09.09.2008
|
|  |
|