 |  |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Min søn blev født sund og rask på Malaga sygehus den 5 nov. 53
cm og 4,46 kg, normal fødsel igangsat uge 41+ 6. Da jeg så 14 dage senere er
ved børnelæge, siger hun, at han kun har den bløde del af ganen eller halsen,
forstår hende ikke helt. Hun siger, at jeg skal til en ansigtsspecialist i
Malaga, men der er lang tid til, jeg kan få en tid, og så er jeg nok taget til
DK. Hvad kan det være, og skal jeg være bekymret. Det er som om man kan se helt
ned i halsen, at der er noget, der skal være lukket bag drøbelen. Håber du kan
hjælpe mig med at opklare, hvad det kan være.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
På din beskrivelse lyder det, som om dit barn kunne lide af
ganespalte. Ganespalte er en relativt hyppig medfødt misdannelse, idet 1/500
nyfødte har denne misdannelse i et eller andet omfang. Samlet betegnes det som
læbe-gane-spalte, og kan variere fra en lille ubetydelig defekt til store
omfattende ansigts-misdannelser. 10% af børnene har også andre misdannelser.
Årsagen til læbe-gane-spalte er ukendt men skyldes formentlig arvelige faktorer
og opstår i de første uger af graviditeten.
Behandlingen er kirurgisk, og i dit barns tilfælde kan det lyde,
som om der er tale om en isoleret ganespalte, og her vil operation ofte
foretages, når barnet mellem 1 og 1½ år gammelt. Det er naturligvis væsentligt,
at du hurtigst muligt bliver tilset af en ekspert i denne tilstand, da det kan
have betydning for barnets evne til at spise tilstrækkeligt. I Danmark vil
barnet oftest blive tilset inden for de første døgn efter fødslen. Om du skal
være bekymret, afhænger naturligvis af misdannelsens omfang og barnets trivsel
i øvrigt, men det er vanskeligt at sige noget konkret om uden at kunne
undersøge barnet. Jeg syntes, du skal presse på for at få undersøgt dit
barn.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 09.12.2008
|
|  |
|