 |  |
Skyldes mine symptomer vaccinreaktion? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
For omkring 3 uger siden fik jeg vaccination mod; tuberkulose,
tyfus, hepatitis A og B (twinrix) og gul feber. Nu bor jeg i El Salvador,
hvilket jeg ikke tror har nogen betydning, men jeg er ikke sikker. Et af mine
vaccinationsstik - og rundt om i en radius af ca. 2 centimeter - er begyndt at
hæve omkring en halv centimeter. Tilmed er det rødt og ømt. Jeg er kommet til
at pille såret af et par gange. Jeg kunne godt taenke mig at vide, hvad det kan
hænge sammen med, og om jeg skal undersøge det nærmere, eventuelt via
lægebesoeg.
Jeg har fået nogle små knopper på siderne af halsen, som
hverken klør eller noget, måske er det bare en allergisk reaktion over noget,
men hvis i har en ide og hvad et kunne være, ville det også være rart.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Det er sjældent at man ser vaccinationsreaktioner efter tyfus
(TyphimVi) samt hepatitis A+B (Twinrix®) vaccination. En gang imellem ses, ca.
1 uge efter vaccinationen, en let feber reaktion med muskelsmerter efter gul
feber vaccinationen. Det er lidt forbløffende, hvis du som voksen person er
blevet anbefalet vaccination mod tuberkulose. Denne vaccine har god beskyttende
effekt hos børn under 11-12 år, men giver næppe nogen større effekt hos
personer ældre end det. Det er sådan, at hvis vaccinationen for Tuberkulose
ikke gives meget præcist i selve ”overhuden” men for dybt, kan der komme en ret
kraftig reaktion, præcis som den du beretter om. Den kan i visse tilfælde
udvikle sig til en byld i underhuden.
Hvis man, før vaccinationen selv på et tidspunkt er blevet
smittet med TB, kan TB (= BCG = Calmette) vaccinationen give en udtalt lokal
reaktion ligeledes med rødme, hævelse, som i løbet af 3-4 uger bliver til et
væskende sår , der langsom heler op i løbet af de næste 2 måneder og efterlader
et ar. Disse bivirkninger er en yderligere årsag til at man er holdt op med at
vaccinere i Danmark for ca. 20-25 år siden. Tidspunktet for og beskrivelsen af
din reaktion kunne godt give mistanke om, at du har fået en forstærket
immunreaktion p.g.a. tidligere TB smitte. Bliver reaktionen meget stor man
mindske den og afkorte forløbet noget ved at behandle de såkaldte
mycobakterier, der er givet med vaccinen. En mulighed er en behandling med
stoffet Isoniazid, men det bør diskuteres med en læge, hvor du er, som ved at
se din reaktion kan gøre op med sig selv, om det er indiceret at behandle dig,
eller du skal ruste dig med en smule tålmodighed. Desværre har jeg ikke nogen
klar ide om, hvad de småknopper skyldes som er dukket op på din
hals.
Med venlig hilsen
Søren Thybo
Speciallæge i tropesygdomme
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 19.02.2009
|
|  |
|