 |  |
Jeg har let at få blå mærker, kan det skyldes min spiseforstyrrelse? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Jeg er en pige der er blevet meget i tvivl om noget. I de sidste
3 måneder har jeg haft let ved at få blå mærker. Da jeg er tidligere social og
sundhedshjælper elev ved jeg at dette ikke er helt normalt. Jeg har fået mig en
sød kæreste, men han kan knap røre mig før der så er et blåt mærke, og det gør
ham, og mig selv meget bekymret. Kan der være tale om at der er noget galt med
mit blod eller kan der være andre årsager til dette? Jeg kan oplyse at jeg de
sidste 4 måneder har haft problemer med at spise, og har derved tabt mig
omkring 10 kilo. Jeg får at vide jeg er meget spinkel af hvad man burde være,
men trods jeg får at vide jeg burde spise mere, så spiser jeg ofte kun en 2-3
stykker rugbrød dagligt, og af og til en smule frugt. Jeg har før haft kontatet
egen læge med svaret om at søge psykologhjælp, men jeg kan ikk se hvordan dette
skulle give mig et svar på min tvivl. Håber på at kunne blive afklaret en smule
mere nu.
Med venlig hilsen en Spørger
|
Svar
Kære Spørger
Jeg tror din egen læge har tænkt på en spiseforstyrrelse som
baggrunden for dine symptomer, og derfor ”blot” bedt dig søge psykologhjælp.
Med din sygehistorie kan jeg da bestemt også følge hans tankegang idet du
beskriver et spisemønster der de sidste 4 måneder har være uhensigtsmæssigt.
Spørgsmålet er så om det er en psykisk problemstilling som en spiseforstyrrelse
der er årsagen, eller om der er en anden baggrund, og det syntes jeg du
fortjener at få undersøgt. Det at du har let til at få blå mærker kan skyldes
at blodets evne til at størkne er nedsat, og det kan undersøges gennem nogle
blodprøver som din egen læge kan tage. En del af de proteiner som hjælper
blodet til at størkne, de såkaldte koagulationsfaktorer, er afhængige af
vitaminindtaget for at kunne opretholdes. Såfremt din kost er ensidig og
sparsom kan forklaringen muligvis findes der. Gennem en blodprøve vil din læge
kunne få et billede af hvordan cellerne i dit blod ser ud, og om der er noget
der afviger fra det normale. Du skal have afklaret via din egen læge om der er
en fysisk sygdom eller tilstand der ligger til grund for dit problem, eller om
der er tale om et problem der kan løses gennem kostregulering. Du skriver at du
har haft problemer med at spise, men desværre ikke på hvilken måde, og jeg tror
det er en væsentlig ting at få forelagt din egen læge.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.09.2009
|
|  |
|