 |  |
Hvad er Lichen Sclerosis? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Jeg har haft kløe i og omkring skeden i nogle uger, samt en del
tørhed / skrøbelighed i huden, og har så opdaget at de indre kønslæber er
hvidlige, hvorfor jeg var til gynækolog i går og fik diagnosen Lichen. Hun
sagde ikke meget til mig, så ud fra netoplysninger, gætter jeg, at det er Lichen
Schlerose og er noget rystet.
Mine spørgsmål går på, om I kan anbefale særlig
medicin / creme eller anden behandling. Om der i øvrigt er noget som jeg kan
gøre for at afhjælpe symptomer, om det altid er fremadskridende?
Hvor lang tid
tager det, før det bliver slemt, og vil det kunne sætte sig på klitoris, så jeg
vil miste følsomheden? Vil det ødelægge mit sexliv, eller er der gode tilfælde,
hvor det ikke bliver værre og er det sikkert, at det er det jeg har?
Det
hvidlige i huden, hvad er det? Hvad er det for en slags sygdom?
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Det er godt nok en irriterende lidelse eller skavank, du har
udviklet. Jeg vil ikke kalde det en sygdom. Den har været længe undervejs, selv
om det først er for nylig, du har opdaget den. Du har været til undersøgelse
hos gynækolog, så du kan godt regne med, at diagnosen er korrekt. Den har ikke
noget dansk navn men hedder i al sin magt og vælde Lichen Sclerosis et
Atroficus. Navnet fortæller om lidelsens udseende og om slimhindens og
bindevævs beskaffenhed. Intet andet.
Tilstanden blev beskrevet første gang for
mere end hundrede år siden. En lidelse, som på grund af lokalisationen i
skidtet ikke omtales så meget af de lidende kvinder og sikkert derfor ikke er
særlig kendt uden for fagkredse. I de senere år har stadig flere kvinder meldt
sig på banen og der er en dansk forening er på trapperne. Hvis du er interesseret i
initiativet, kan du søge på www.lichensclerosus.dk. Men vær opmærksom på ( som
det også angives), at råd og vejledning gives af patienter uden faglig
baggrund. Men du har den.
Du er blevet forskrækket og bekymret. Det er desværre
en "kronisk" tilstand, som ikke sådan lige kan fjernes - og vupti - er den væk.
Men den kan mildnes og falde til ro med tålmodig behandling. Man ved intet
sikkert om årsagen til lidelsen. Men der er konstateret en vis familiær
tilbøjelighed - søstre og mødre/døtre - og såkaldt autoimmune faktorer spiller
måske en rolle idet tilstanden er set sammen med pigmentforandringer i huden,
pletskaldethed, blodsygdom (perniciøs anæmi), sukkersyge og forhøjet
stofskifte.
Det er undersøgt om lidelsen måske skyldes hormonmangel, men
kvinderne med Lichen Sclerosis viste ingen ændring i hormonerne under
menstruation, graviditet, under brug af P-piller, i overgangsalder eller under
brug af hormoner i øvrigt. Man har også undersøgt, om der er en sammenhæng med
infektioner i skridtet , men heller ikke det er der fundet sikre holdepunkter
for.
Lichen Sclerosis viser først som svie og kløe, og hvis du kikker efter,
ser du, at slimhinden er hvidligt forandret, skrøbelig med revner og sprækker
og efterhånden med stivhed, stramning og forsnævring, som kan genere ved for
eksempel samleje. Slimhindeforandringerne er lokaliserede men kan brede sig til
hele skridtet og om mod endetarmen. Også området omkring og på klitoris kan
indgå i forandringerne. Det kan påvirke følsomheden og det seksuelle samliv.
Behandlingen er i første omgang medicinsk - sådan som du har
fået. Du fortæller om salve og stikpiller med kvindeligt kønshormon. Det synes
jeg er en god idé. Dertil kommer intensiv brug af salve med binyrebarkhormon.
Du bruger Locoid, som er et iøvrigt glimrende middelstærkt middel. Men de
fleste gynækologer anbefaler det kraftigere virkende middel Dermovat som salve.
Du skal smøre 1 gang daglig i 2 måneder og derefter 2 gange ugentlig i
yderligere 1 måned.
Efter 3 måneder vil 3 ud af 4 kvinder opleve en betydelig
og måske varig bedring. Senere kan det blive nødvendigt at gentage
behandlingen. Det er vigtigt at gennemføre behandlingen som beskrevet.
Bivirkninger af binyrebarkhormon salve kendes - men er ikke aktuelle, hvis du
gør som anført. Da hud og slimhinder er sarte, bør du undlade vask med sæbe
eller parfumeret creme. Brug mandelolie, Locobase, Helosan eller Decubal til at
lindre og blødgøre med. Det er en god ide, at blive checket hos lægen 1-2 gange
om året.
Samleje, når lysten melder sig - men vær lidt forsigtig, hvis du
er stram, og det gør lidt ondt. Udvidelse af skeden på den og andre måder, som
du har mulighed for det, skader ikke - tværtimod. Kirurgisk behandling eller
laserbehandling er ikke førstegangsvalg - men muligheder, hvis lidelsen ikke
vil arte sig på længere sigt. Andre behandlingsmuligheder er stadig på
forsøgsstadiet. Lad dig ikke lokke af udsagn som "gode erfaringer". Der er brug
for evidente udsagn.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen,
Speciallæge i kvindesygdomme
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 22.11.2009
|
|  |
|