|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Tak for en rigtig god side. Jeg er en dreng på 19 år, som elsker
at gå i byen og have fuld fart på. Nogle venner og jeg begyndte for nogen tid
siden at tage en del stoffer, og det har nu bredt sig meget. I starten tog jeg
meget MDMA, men det ødelagde ligsom min psyke og gjorde mig deppressiv i mange
dage efter. Nu tager jeg mest kokain og amfetamin. Mit egentlig spørgsmål er,
hvor skadeligt amfetaminen egentlig er? Tit sover jeg ikke fra torsdag eller
fredag, helt indtil søndag aften. Går jeg i seng søndag aften, er jeg helt
frisk og klar til skole mandag morgen, også selvom jeg måske ikke har sovet i 3
døgn forinden. Jeg føler ikke meget negative følger, af mit amfetamin-misbrug,
men jeg vil meget gerne have en af jeres eksperter til at vurdere min
situation, inden det evt. tager overhånd.
Med venlig hilsen en spørger
Svar
Kære Spørger
Både amfetamin og kokain er stoffer som virker opkvikkende,
såkaldet uppers. Det samme gør sig for så vidt gældende for MDMA, eller ecstasy
som det også kaldes. Fælles for disse stoffer er at de giver en stor følelse af
velvære, og fornemmelsen af at man kan klare alting i hele verden. Amfetamin er
et centralstimulerende stof, dvs det udøver sin virkning i hjernen hvor det
påvirker virkningen af de signalstoffer som hjernen bruger, særligt dopamin.
Det giver en følelse af velvære fordi det påvirker ”belønningscenteret” i
hjernen, og samtidig virker det appetitnedsættende hvorfor de fleste
langtidsbrugere vil opleve at de taber sig.
Amfetamin er farligt. Det er muligt at du på nuværende tidspunkt
ikke syntes at du mærker nogen negative symptomer ved at tage stoffet, men du
løber en stor risiko på sigt. Du skriver at du sagtens kan gå flere dage uden
søvn, når bare du tager amfetamin – tror du at du ville kunne det udet stoffet?
Næppe, og netop deri ligger en del af farligheden også. Man får en fornemmelse
af at man kan klare alt, og stoffet gør at kroppen ”overhører” de signaler som
man ellers ville reagere rationelt på. Ofte vil stofferne blive blandet med
alkohol hvilket kan udgøre en betydelig risiko fordi rusmidler påvirker kroppen
med forskellig intensitet og længde. Den langsigtede risiko ved dit misbrug er
depression, angst og i værste fald psykose. Der kan i så fald være tale om et
forbigående fænomen, men for nogen misbrugere bliver det en tilstand som de
aldrig slipper fri af igen. Jeg syntes du hurtigst muligt skal kontake din læge
med henblik på at komme ud af dit misbrug.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
|