Slim i halsen - hvad skyldes det?

Af Netdoktor Redaktionen

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har igennem 3-4 år haft meget øget slimproduktion, som føles som om, det sidder i halsen. Det giver en fornemmelse af, at der sidder en klump i halsen, der ikke vil forsvinde. Nogle gange hjælper det et kort øjeblik at drikke/spise noget, men kort efter vender det tilbage igen. Det er specielt slemt om morgenen.

Jeg kan selv få noget slim op, som der som regel er gennemsigtig og tyktflydende. Nogen gange kan der komme en klump op som er størknet slim, der er lidt gulligt. Enkelte morgener har jeg så meget slim, at jeg faktisk kommer til at kaste op, og en masse slim kommer op. Bagefter føles det som om der er kommet mere passage i halsen. Jeg rømmer mig meget ofte på grund af denne irritation i halsen. Når det er værst fornemmes det som om, der ikke er ret meget passage igennem halsen.

Jeg går til Zumba og svømmer en gang om ugen, men jeg kan stadig blive forpustet, når jeg lige er gået op af en trappe. Min mor døjer med luftvejene og en af mine brødre får astma medicin. Min far og en anden bror går også konstant og rømmer sig. Jeg ved, at det ikke er indbildning, når jeg kan se, hvad der kommer op. Jeg har været hos min egen læge med problemet flere gange. Han har kigget og lyttet på mig og undersøgt, om det er astma ved at jeg skulle puste i et apparat. Han siger, at der ikke er noget.

Min mor har for øvrigt spiserørsbrok . Kan det være arveligt, og kan det give de samme symptomer? I så fald hvordan behandles det? For måske 7 år siden fik jeg foretaget en allergi priktest på grund af noget udslæt på hænderne, men ingen tegn på allergi. Håber I kan hjælpe mig - det er en stor daglig gene for mig.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Halsen er jo et sted, hvor flere systemer krydser deres vej. Slim kan komme oppe fra næsen og ned bagtil i svælget, men kan også stamme fra luftrør, bronkier og lunger eller komme op fra spiserøret. Slimen kan også komme fra selve svælget. Man bør derfor i første omgang høre til, om der også er andre symptomer, der kan give et fingerpeg om, hvilken specialist man først skal gå til for at blive nærmere undersøgt.

Du bliver øjensynligt nemt forpustet og rømmer dig, og der er åbenbart familiemedlemmer, der har lunge-problemer, så der bør foretages røntgenundersøgelse eller bedre en CT-scanning af lungerne. En fornemmelse af klump i halsen, opkast med slim og bedring ved at drikke vand eller spise noget, kan ses ved passagehindringer nede i spiserøret for eksempel i forbindelse med et spiserørsbrok, selv om denne lidelse ikke i sig selv er arvelig.

Der bør derfor også foretages en kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk ( gastroskopi ). Desuden børdu få undersøgt mundhule, næse og svælg nærmere. Som du kan se, er man nødt til at forsøge at få en forklaring på, hvad slimen kan skyldes, før man kan behandle.

Venlig hilsen

Dennis Raahave, overlæge, dr.med.

Speciallæge mave-tarm sygdomme

Tidligere opdateret af
Original tekst af Netdoktor Redaktionen

Sidst opdateret: 01.12.2010