 |  |
Jeg hører stemmer, som begynder at være styrende, er det normalt? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære netdoktor
Jeg har et spørgsmål omkring et problem, som foruroliger mig
meget. Jeg har igennem mange år hørt en stemme i hovedet, som udfordrer mig til
at gøre forskellige ting. Det har gået fra mindre uskyldige ting til alvorlige
og farlige ting.
Sidste gang lå jeg i sengen på 6. sal, da jeg blev forstyrret
af, at stemmen sagde: "Du tør ikke hoppe ud fra altanen, og hvad vil der ske,
hvis du gør det?". Den er blevet mere styrende og sværere at kæmpe imod
efterhånden. Jeg måtte holde mig selv fast i sengen, da jeg var for bange for
at give efter for stemmen. Så nu er jeg blevet meget bekymret og har det
virkelig dårligt med de her stemmer. Jeg er bange for, at en dag jeg giver
efter for den stemme.
Jeg tør ikke sige det til min psykiater endnu, da det lyder alt
for sindssygt, og jeg er bange for, at den er ved at være helt gal med mig.
Jeg håber, I kan hjælpe mig lidt med evt. at fortælle, om det
helt normalt, og hvor alvorligt jeg skal tage det?
Hilsen en spørger
|
Svar
Kære spørger
Tak for din mail, hvori du fortæller, at du hører en stemme inde
i hovedet. Det har du gjort gennem længere tid, og nu er stemmen begyndt at
sige ubehagelige ting til dig. Du fortæller også, at du ikke tør sige det til
din psykiater og spørger, om det er normalt at høre stemmer.
Der er faktisk en del mennesker, som angiver, at de hører
stemmer, men om det er normalt eller ej, ja, det er nok en længere diskussion.
Hvorom alting er, så kan jeg forstå på din mail, at stemmen generer dig. Når du
nu alligevel går til psykiater, så synes jeg da bestemt, at du skal fortælle
din psykiater om dine oplevelser. Jeg tror bestemt ikke, at det vil være
fremmed for din psykiater. Omvendt tror jeg, at psykiateren vil være i stand
til at hjælpe dig til at slippe af med stemmen, og det ville da være dejligt
for dig, ikke?
For at komme igang med at slippe af med stemmen, kræver det jo,
at du fortæller det til psykiateren, så det synes jeg du skal gøre.
Held og lykke med det!
Venligst,
Hans Mørch Jensen
Speciallæge i psykiatri
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 2011.11.21
|
|  |
|