 |  |
Jeg har ubeskyttet sex uden at blive, eller ville, blive gravid. Er jeg ufrugtbar, og hvordan kan jeg jeg finde ud af det? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære netdoktor
Jeg er en pige på 20 år. Jeg har haft en fast partner i 2 år.
Jeg har taget p-piller siden jeg var 16, for at styre min meget uregelmæssige
menstruation. For lidt over et år siden stoppede jeg med at tage mine p-piller,
for at se om min menstruation kom regelmæssigt. Jeg fik siden da aldrig bestilt
nogle nye.
Min partner og jeg brugte kondom i de første par måneder, men
begyndte mere og mere at "glemme" det. Vi har tit sex, også imens og lige efter
menstruation. Jeg er ikke blevet gravid. Ikke fordi jeg har prøvet at blive
det, men jeg tænker mere og mere over om jeg overhovedet kan blive det. Skulle
jeg ikke have været blevet det, hvis jeg ikke har taget p-piller og ikke har
brugt kondom i et år? Dette gør mig meget frustreret.
Er der nogen måde man kan finde ud af om man overhovedet kan
blive gravid, uden at behøve at blive gravid?
Hilsen en spørger
|
Svar
Kære spørger
P-pillerne tog du i tre år og sluttede for et år siden for at
se, om du fik regelmæssige menstruationer. Det sidste fortæller du desværre
ikke noget om. Men du bruger ikke nogen form for beskyttelse nu og undrer dig
over, at der ikke er "sket noget". Er det sådan, jeg skal forstå dig?
Du spørger, om du kan gøre noget for at finde ud af, om du
"overhovedet kan blive gravid" uden at ville det. Jeg må svare, at det kan du
ikke - altså gøre noget for at finde ud af, om du kan blive gravid - ud over at
prøve på det. Og det vil du jo ikke - eller vil du?
Du er i den samme situation, som tusindvis af andre kvinder, der
tvivler på deres frugtbarhed fremadrettet, mens de bruger p-pillerne. Og hvad
gør de så? De holder op med p-pillerne og opdager efter kortere eller længere
tid, at alt fungerer perfekt og at graviditeten er en realitet. Jeg kunne godt
lide at vide, om du i virkeligheden ikke ønsker at blive gravid, siden I ikke
bruger nogen form for prævention? Hvis det er tilfældet, er du sikkert på rette
vej. Så er det kun tålmodigheden, der driller dig.
Hvis en sund kvinde uden tidligere underlivslidelser med
regelmæssige blødninger har ubeskyttet samleje med en ligeledes sund og rask
mand et par gange om ugen, er det sandsynligt, at du bliver gravid inden for et
halvt års tid. Og går der et år, uden at der sker noget, bør du og din mand
overveje en undersøgelse, hvis I ønsker at få et barn sammen. Årsagen til
barnløshed kan være at finde hos manden, hos kvinden eller hos begge parter.
Derfor skal I begge to undersøges.
En enkelt faktor kan du dog selv tage hånd om ved at
"undersøge", hvornår du har din ægløsning, som er af afgørende betydning for,
om og hvornår du kan blive gravid. Her på Netdoktor kan du læse om, hvordan man
med nogen sikkerhed kan vurdere og beregne sin ægløsning ved henholdsvis
temperaturmetoden og kalendermetoden Kort fortalt, så kommer den for
befrugtning nødvendige ægløsning 1 gang om måneden. Og det er 12-14 dage før
den kommende menstruations første dag. Eller sagt på en anden måde: hvis du har
regelmæssige blødninger med 4 ugers interval regnet fra første til næste første
blødningsdag, så er chancen for at blive gravid størst midt i perioden. Måske
er der noget, du har misforstået, dér hvor du skriver om, hvornår I har sex?
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 2012.01.23
|
|  |

Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i debatterne om fertilitetsbehandling
- have Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|