Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Sport og motion

Skinnebensbetændelse


Opdateret: 1. November 2012

Hvad er skinnebensbetændelse?

Skinnebensbetændelse er en irritationstilstand omkring skinnebenet, som ses ved langvarig belastning af underbenet. Tilstanden kaldes også 'shin splints' eller 'tibial stress syndrom'. (Tibia er det latinske navn for skinneben)

Hvorfor får man skinnebensbetændelse?

Irritationen af skinnebenet skyldes først og fremmest overbelastning. Tilstanden ses ved længerevarende belastning af underbenet og ved aktiviteter med mange landinger som for eksempel løb. Ofte opstår problemet, hvis man begynder at træne mere intensivt, specielt på hårdt underlag. Skinnebens-irritationen opstår hyppigst på indersiden/bagsiden af skinnebenet, men kan også sidde fortil.

Udover belastningsgrad mener man, at individuelle anatomiske forskelle har betydning for, hvor let man har til at få skinnebensbetændelse. Man ved for eksempel, at der er stor forskel på, hvor og hvordan fodens bøjemuskler er hæftet til skinnebensknoglen. Derudover kan selve knoglens tykkelse have betydning for ens risiko for at udvikle skinnebensbetændelse ved belastning. Ingen af disse teorier er dog videnskabeligt afklaret.

Hvordan føles skinnebensbetændelse?

Tilstanden viser sig ofte som en irritation af senerne (tendinitis) på skinnebenents indvendige side/bagside. Her hæfter de store lægmuskler, som er med til at bøje foden og sætte af, når man løber eller springer. I klassiske tilfælde gør det ondt, når man begynder på sin idræt, hvorefter smerten tager af, når man har været i gang i 10-20 minutter ("er blevet varm"). Desværre kommer smerten så igen, når man er stoppet med at belaste underbenet. Udover smerterne i forbindelse med belastning er mange generelt ømme i området omkring den irriterede muskeltilhæftning . Smerter på forkanten af skinnebenet kommer ofte ved overgang til intensiv træning, specielt på hårdt underlag, mens udtalt pronation (foden "falder" indad ved landing under løb) medfører smerter langs den indre/bageste kant af skinnebenet. I sværere tilfælde rammer irritationstilstanden ikke blot muskelhæftet men selve knoglen, og man får mere konstante smerter, som forværres voldsomt ved belastning. I disse tilfælde kan der ligefrem føles ømme knuder langs skinnebens randen, som udtryk for at benhinden er irriteret. I slutstadiet kan langvarig og hård belastning af skinnebenet medføre træthedsbrud af knoglen.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Skinnebensbetændelse er så karakteristisk, at lægen ofte kan stille diagnosen alene på idrætsudøverens beskrivelse af smerter og træningsmængde. Dertil kommer ømhed omkring de angrebne muskelhæfter eller skinnebensknoglen. Kun hvis man har mistanke om træthedbrud, er det nødvendigt at lave yderligere undersøgelser. I det tilfælde vil man ofte vælge en såkaldt knoglescintigrafi, som kan vise selv ganske små brud, der er i gang med at hele.

Hvordan behandles skinnebensbetændelse?

Behandlingen består af følgende elementer:

  • Nedsat træningsmængde

  • Ændret løbeunderlag (ofte skal man væk fra det hårde underlag)

  • Sko og indlæg, der mindsker tendensen til pronation.

  • Løbere kan med fordel udføre løb i vand i stedet for at holde fuldstændig pause. På denne måde skånes skinnebenet, uden at det går ud over konditionen.

  • I meget langvarige og svære tilfælde kan man overveje at operere, men det er sjældent velbegrundet. Effekten af et kirurgisk indgreb er usikker og hænger måske snarere sammen med, at man skærer de nerver over som registrerer smerte, frem for at helbrede irritationstilstanden.

  • På længere sigt menes styrketræning af musklerne i læggen (for eksempel vip med foden) at virke forebyggende på udvikling af skinnebensbetændelse.

Andre årsager til smerter i knæet:

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons