 | |
Af Karin Kaas, journalist
|
37-årige Lone Andersen har lært at tackle den
depression, der ramte hende for syv år siden. Hun er ikke erklæret rask, men
ved nu hvornår og hvordan hun skal passe på sig selv. I dag fungerer hendes
hverdag med et fleksjob og et godt netværk.
En søndag aften for syv år siden slog det klik for 37-årige Lone
Andersen fra Odense. Hun fandt sig selv råbende, skrigende og grædende, uden at
der egentlig var sket noget, der burde få hende til at reagere så voldsomt. Og
da hun næste dag sad hos familielægen, var han ikke lang tid om at stille
diagnosen: Du har fået en depression.
 |
|
Nyt & Sundt - gratis
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den
indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i
samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de
tidligere numre og tilmelde dig på
Sygeforsikringen danmarks hjemmeside. Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage
nyhedsbrevet.
|
|
|
Mest af alt var det en lettelse at få stillet diagnosen. Og den
kom heller ikke som den store overraskelse, for gennem sin uddannelse som
social- og sundhedsassistent vidste hun godt, hvad en depression var. Men hvad,
der satte sygdommen i gang, står mindre klart.
Der var ikke nogen ydre anledning på det tidspunkt, men hun har
selv en mistanke om, at en meget stresset periode fire-fem måneder før sikkert
er det, der har udløst depressionen. Og så ligger sårbarheden også i hendes
gener med en far, der lider af depressioner. Og for at sætte en streg under
genernes betydning fik hendes søn på 18 år også en depression i begyndelsen af
året.
Med diagnosen fulgte en sygemelding,
antidepressive medicin og samtaler
hos både den praktiserende læge og hos en psykiater. Men i første omgang var
det hjem i sofaen. Det var stort set det eneste, hun orkede.
|
Netværket støttede
Lone Andersen er i den heldige situation, at hendes kæreste, som
hun har to børn med, lige fra dag ét har støttet hende – uden diskussion. Og de
blev hurtigt enige om at være åbne om hendes sygdom over for familie og venner.
Og fra alle sider var reaktionen positiv, fortæller
hun.
"Jeg er så heldig, at ingen – hverken familie eller venner - har
trukket sig. Et godt netværk er en stor hjælp, når man er syg. Ikke mindst har
jeg været heldig, at jeg har en kæreste, der tager over og både kan og vil. Der
er nogle mænd, der smutter, når konen får en depression, fordi de slet ikke kan
magte det. Min har stået bag mig hele tiden og gør det stadig", siger Lone
Andersen.
Lone Andersens behandling har været en succesfuld blanding af
medicin og samtaler med den praktiserende læge. Efter tre års sygdom blev hun
desuden henvist til en psykiater, som blandt andet skiftede hendes medicin ud
til en, der hjalp hende bedre, og som i øvrigt ikke havde den bivirkning, at
hun tog på af den. Det gjorde hun af den første – 20 kg – men de er efterhånden
smidt igen. Det er dog især kontakten med familielægen, hun lægger vægt på,
hvis hun skal give karakter til den del af behandlingen.
"I starten kom jeg hos ham en gang om ugen, senere hver 14. dag
og så hver tredje uge. Han har været rigtig god at snakke med, og jeg tror, det
hænger sammen med, at han kender min familie, mine forældre, min kæreste og
mine børn. Jeg synes, jeg har været meget heldig, at jeg har en læge, som kan
tackle sygdommen", siger hun. Psykiateren derimod, synes hun, ikke flyttede så
meget. ”Vi talte mest om, hvad der var sket siden sidst”.
Hun er stadig på medicin, mens samtalerne med lægen nu er
indskrænket til hver anden måned. Men hun kan altid ringe til ham, hvis hun har
brug for det, og det benytter hun sig af. Og medicinen regner hun ikke med at
komme ud af sådan lige med det samme.
|
Ikke rask
"Min læges holdning er, at så længe jeg har ansvar for børnene,
skal jeg have medicin. Så jeg regner selv med, at det varer omkring seks år
endnu. Efter det må vi se. Men jeg har det OK med at tage medicin. Det er bare
en del af min hverdag, ligesom sygdommen er det", siger hun.
Hun er helt bevidst om, at hun ikke er rask endnu. Depressionen
popper op igen, når der er for meget stress på, men hun har lært at tackle det
og skrue ned for blusset godt hjulpet af netværket, som gør hende opmærksom på,
at nu er der vist for meget i kalenderen.
"Det kan da være svært at melde fra, når man gerne vil det hele.
For et eller andet sted tror man jo, at man kan klare det, man kunne før. Det
kan da være en svær erkendelse, at det kan man altså ikke. Men det handler om
at prioritere, hvad det er, man vil. Skal jeg være der for mine børn hele
tiden, eller skal der også være plads til veninderne og mig selv?"
"Jeg ved, jeg sårer nogle mennesker engang imellem, men det er
der ikke noget at gøre ved. Indimellem er jeg nødt til at være egoistisk og
sige fra og sige, at nu må I klare jer selv lidt. Det kan da sikkert være
sværere for en kvinde end for en mand", siger Lone Andersen.
|
Mistede jobbet
Efter 14 dages sygemelding blev Lone Andersen indkaldt til
samtale på sin arbejdsplads. Hun arbejdede som social- og sundhedsassistent om
natten og i et vikariat. Her fik hun den besked, at hun kunne blive flyttet til
dagvagt, men hun var slet ikke klar til at komme tilbage endnu. Så det endte
med en fyreseddel efter en måneds fravær.
En barsk besked, men egentlig også en lettelse, fortæller
hun.
"Jeg sad ikke i drømmejobbet, så fyringen forværrede ikke
depressionen. Tværtimod var det nærmest en lettelse, at jeg ikke skulle
tilbage."
I dag arbejder hun som sekretær i et fleksjob 25 timer om ugen.
Den slags hænger ellers ikke på træerne, men hun var så heldig, at hun var i
arbejdsprøvning på arbejdspladsen, og da de så kom til at mangle en ekstra
sekretær, var det hende, de ringede til.
"Det er meget vigtigt, at jeg har fået et arbejde, så jeg har
noget at stå op til om morgenen. Det er superskønt, at der stadig er brug for
mig på arbejdsmarkedet, selvom jeg ikke kan arbejde på fuld tid", siger
hun.
|
Selvhjælp
Lone Andersen er aktiv i Depressionsforeningen, hvor hun blandt
andet er kontaktperson for to selvhjælpsgrupper. Sådan en er hun også selv med
i, og hun anbefaler stærkt andre depressionsramte til at opsøge en
selvhjælpsgruppe.
"Det har givet mig rigtig meget. Og hvis jeg skal give et godt
råd til andre, så er det at komme ud og møde ligesindede. Også selvom man i
starten kan være i tvivl om, hvorvidt man nu kan magte alle de andres sygdom
også. Sådan havde jeg det i hvert fald selv, men det er faktisk bare at møde
op. Der er ingen, der kræver noget af dig, for alle ved, hvordan man har det",
siger hun.
Et andet godt råd er at få rørt sig. Selv forsøgte hun sig med
et motionscenter sammen med en god veninde, men måtte melde fra, fordi stedet
både var mørkt og dystert. I stedet går hun ture, og når hun ikke selv kan tage
sig sammen til det, hiver kæresten fat i hende, så hun kommer ud.
|
Vær åben
I det hele taget opfordrer hun andre til at tage imod den hjælp,
man overhovedet kan få. Både fra sundhedssystemet og fra den nære omgangskreds.
Og ikke mindst råder hun til, at man er åben om sygdommen.
"Man kommer længst med åbenhed – også i forhold til arbejdet. De
fleste arbejdsgivere kan godt mærke, hvis ikke man har det godt. Så i stedet
for at forsøge at skjule sygdommen, så fortæl ærligt, hvordan du har det",
siger hun.
Lone Andersen synes, hun har et OK liv i dag med de
begrænsninger, der nu er i hendes hverdag. De kommer i perioder, men det er
ikke sådan, at hun i det daglige går rundt og frygter et tilbagefald.
"Jeg kender faresignalerne og ved, hvornår jeg skal passe på.
Jeg er også kommet så langt, at hvis jeg kan mærke en morgen, at nu er det ved
at være galt, så ringer jeg og melder fra på jobbet og tager en dag hjemme, og
så er jeg klar igen. Så bliver jeg hjemme og trækker stikket ud", siger hun.
|
Læs mere om AT LEVE MED DEPRESSION
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 11.02.2010
|
| |
Få overblik over depression
Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i Netdoktors debatter
- få Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|
Depression eller bare ung og...
