 |  |
Opdateret af Claus Zachariae, overlæge,
dr.med
|
Hvad skyldes psoriasis?
Man kender ikke årsagen til psoriasis. Men man ved med
sikkerhed, at det ikke smitter. Psoriasis er en autoimmun-sygdom med øget
forekomst i bestemte familier, og der er en sammenhæng med bestemte vævstyper
kaldet HLA B13, HLA B16, HLA B17, HLA CW6 og HLA DR7. Personer med disse
vævstyper har øget risiko for psoriasis. Forskere har ledt efter et bestemt gen
som årsagen til psoriasis, men i dag ved man, at flere forskellige gener kan
være involveret i udviklingen af sygdommen.
Selvom psoriasis således er en arvelig sygdom, er det langt fra
sikkert, at man får den, selvom flere i familien er ramt. Hovedreglen er, at
man har 15-25 procents risiko for at udvikle psoriasis, hvis den ene af ens
forældre har sygdommen, og man har 50-60 procent risiko, hvis begge ens
forældre har sygdommen.
Desuden kan man 'bære' på psoriasis, uden at sygdommen viser
sig, med mindre man udsættes for noget, der så at sige udløser
psoriasis-lavinen. Har man til gengæld en gang haft et udbrud, vil man altid
have risiko for at få et nyt udbrud af psoriasis, selvom man kan have lange
sygdomsfrie perioder.
|
Hvad kan fremprovokere psoriasis?
Hvis man har arvet risikoen for at få psoriasis, er der
forskellige faktorer, som kan fremprovokere sygdommen, både det første udbrud
og udbrud senere i livet:
-
Infektion: Forskellige infektioner kan udløse
et udbrud af psoriasis. Især hos unge kan halsbetændelse med streptokokker
udløse en speciel form for psoriasis (guttat psoriasis).
-
Medicin: En række lægemidler som for eksempel
malariamidler og lithium kan fremprovokere udbrud af psoriasis.
-
Psykisk stress: Perioder med meget om ørerne
eller anden form for psykisk stress kan fremprovokere psoriasis og gøre det
svært at komme af med. Når man spørger patienter der har fået psoriasis for
første gang, kan de næsten alle sætte det i forbindelse med et eller andet i
deres liv, en operation, trafikuheld, dødsfald i familien osv.
-
Skader på huden: Hvis en person med psoriasis
bliver solskoldet, brænder sig, slår sig eller skærer sig, vil der ofte opstå
nye psoriasispletter i området et par uger senere. Også allergiske reaktioner,
der rammer huden i form af et eksem, kan udvikle sig til psoriasis. Dette
kaldes Købners fænomen og ses hos 10 til 15 procent.
-
Klima: Mange med psoriasis oplever, at
sygdommen bliver værre om vinteren, hvor huden tørrer ud, og man ikke får så
meget sol. Hos enkelte kan sol dog forværre lidelsen.
-
Rygning, alkohol og overvægt: Der er en klar
sammenhæng mellem rygning, overforbrug af alkohol, fedme og psoriasis. Det kan
dog være svært at afgøre, om rygning, alkohol og øget vægt er direkte udløsende
årsager, eller om personer med psoriasis bruger de pågældende stimulanser for
at udholde deres psoriasis. Dog har det i store undersøgelser for nylig vist
sig, at rygere og overvægtige har en større risiko for at udvikle psoriasis.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tidligere opdateret af Hugh Zachariae, professor,
dr.med., speciallæge i dermatologi
Original tekst af Hugh Zachariae, professor,
dr.med. og Flemming Andersen, læge,
ph.d.
|
Sidst opdateret: 15.02.2010
|
|  |
|