 |  |
PCO, PCOS - og graviditet |
 |
 |
Af Anne
Lis Mikkelsen, overlæge, dr.med.
|
Hvordan stilles diagnosen PCO?
PCO er en betegnelse for forandringer på æggestokkene. Den
bedste måde at stille diagnosen på er ved ultralydscanning gennem skeden.
Undersøgelsen bør foretages dag 2-3 i cyklus, hvor første dag er 1.
blødningsdag. Man kan ikke stille diagnosen, hvis man tager p-piller, eller
hvis der findes større cyster (større end 10 mm) i æggestokken.
For at stille diagnosen kræves:
-
Mindst 12 æggeblærer på 2-5 mm i et enkelt plan. Disse
æggeblærer kan være placeret som en perlerække langs kanten i æggestokken eller
være fordelt spredt i æggestokken.
-
Volumen af æggestok er større end 10 ml.
For at man kan stille diagnosen ved ultralydsscanning, kræves
der kun forandringer på den ene æggestok, nogle kvinder kan dog have det på
begge. En erfaren ultralydsskanner kan oftest uden problemer stille diagnosen.
|
Hvad er symptomerne på PCO?
PCO kan have været til stede i en årrække, uden man ved noget om
dette, og uden man senere får symptomer. Forandringer på æggestokkene kan
således blive opdaget helt tilfældigt i forbindelse med ultralydsscanning eller
blive fundet ved et operativt indgreb for en helt anden sygdom.
PCO kan også være ledsaget af symptomer som en del af
PCOS.
|
Hvordan behandles PCO?
Kvinder med PCO uden kliniske symptomer og med regelmæssige
menstruationer kan ofte blive gravide spontant, såfremt manden har
normal sædkvalitet.
|
Hvordan stilles diagnosen PCOS?
Diagnosen kræver, at man opfylder to af tre
kriterier.
-
PCO ved ultralydsscanning (se ovenfor)
-
Forhøjede mandlige kønshormoner, enten synligt ved øget
behåring og eller uren hud eller forhøjet i blodet.
-
Mangelfuld ægløsning, som viser sig ved lange intervaller (mere
end 35 dage) mellem
menstruationerne.
Når man skal vurdere, om en kvinde har PCOS , måler man også
hypofysehormonerne FSH, LH, TSH samt prolaktin og kønshormonerne østrogen og
progesteron. Disse målinger kan vise, om symptomerne kan skyldes andre årsager
end PCOS.
|
Hvad er symptomerne på PCOS?
De forskellige symptomer ved PCOS kan give sig meget forskelligt
til udtryk hos den enkelte kvinde. Det kan for eksempel være en:
-
Slank kvinde med udebleven menstruation, som henvender sig til
gynækolog.
-
En ung kvinde med udtalt acne (uren hud) og øget hårvækst, som
henvender sig til hudlæge.
-
En kvinde med alle de nævnte symptomer, som desuden også er
overvægtig med æblefacon.
De fleste symptomer kan forekomme i 14-års alderen. Symptomerne
kan være udsættende menstruationer med lange intervaller imellem eller måske
helt ophørt menstruation. Andre symptomer, der ses tidligt er tendens til
vægtøgning især som
æblefacon. Disse overvægtige piger
kan opleve, at de meget tidligt får deres første menstruation og udvikling af
kønsbehåring og bryster.
|
Hvad er årsagen til PCOS?
Årsagen til PCOS kendes ikke, men er formentlig en kombination
af arv og miljøpåvirkning. En af de medvirkende faktorer er her tendensen til
at udvikle insulinresistens i muskler. Dette kan give et højt niveau af insulin
i blodet, som kan medvirke til de forskellige hormonforstyrrelser. Motion er
vigtig for at øge muskelcellernes følsomhed for insulin og forhindre udvikling
af insulinresistens.
Ikke alle med PCOS er
overvægtige. Det er dog en
kendsgerning, at hvis man har PCOS har man lettere ved at tage på og blive
overvægtig. Vægtøgning kan hos en slank kvinde med PCO udløse yderligere
symptomer, som er forbundet med PCOS. Således ser man, at meget fysisk aktive
piger med PCO udvikler PCOS, når de lægger sporten på hylden. Omvendt kan
overvægtige kvinder med uønsket barnløshed på grund af udebleven menstruation
opnå spontan graviditet efter opnåelse af vægttab.
|
Hvordan behandles PCOS?
Hos overvægtige kvinder med PCOS, hvor menstruation ikke
normaliseres efter vægttab, og hos normalvægtige kvinder med PCOS er det
nødvendigt med hormonbehandling for at opnå graviditet. I første omgang vil man
starte med en mild tabletbehandling i 5 dage og ved ultralydscanning følge
vækst af ægblærerne, som er et udtryk for ægmodning. Hvis der ikke sker
ægmodning på den behandling, kan det blive nødvendigt at give hormonbehandling
med daglige doser af FSH. Dette hormon skal gives som indsprøjtning i
underhuden, men kan tages af kvinden selv. Det er vigtigt, at specialister
tager sig af denne behandling, idet dosis er afgørende for et tilfredsstillende
respons. På den ene side ønsker man modning af æg, men på den anden side ikke
for mange æg og dermed risiko for tvillinger eller trillinger. Nogle kvinder
kan ligeledes have gavnlig effekt af metformin, som er et stof, man normalt
anvender ved
diabetes, men her
gives på grund af insulinresistens.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 17.08.2010
|
|  |

Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i debatterne om fertilitetsbehandling
- have Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|