| Aktivitet/ hændelse
| Beskrivelse | Ansvarlig |
| Definition | Thyreotoxicose
betyder forhøjet stofskifte, som udgår fra skjoldbruskkirtlen (glandula
thyroidea). Tilstanden er karakteriseret ved en overdreven produktion af
thyreoidea- hormonerne thyroxin og trijodthyronin. Der vil ofte være en hævelse
af kirtlen (struma), der blandt andet kan give sig udtryk i den klassiske
Graves’ eller Basedows sygdom. | . |
| Skade/ symptomer, som
får personen til at søge læge | Patienten kan have mærket en hævelse på
halsen, en struma. Eventuelt kan denne have vist sig ved, at den trykker på
luftrøret og dermed giver åndenød eller hørbar vejrtrækning
(stridor). | . |
| . | Patienten kan opleve symptomer på
forhøjet stofskifte. De mest almindelige symptomer kan være: Hjertebanken,
vægttab, indre uro/ sitren, øget svedtendens, rysten, løsere afføring (øget
bevægelse i tarmen) samt øjenpåvirkning (nedsat øjenbevægelighed, udstående
øjne). | . |
| Klinisk diagnose | Ved det typiske
symptombillede iværksætter egen læge den primære udredning for at konstatere,
at der er tale om en stofskifte- lidelse. Den videre udredning med henblik på
etablering af ret behandling foregår på sygehuset. Egen læge kan med fordel
henvise til thyreoidea- scintigrafi, så den kan være klar, når patienten
indkaldes til sygehuset. | Praktiserende
læge |
| Henvisning/ visitation og brev til patienten | Egen
læge henviser til endokrinologisk ambulatorium, hvorfra patienten
indkaldes. | Praktiserende læge |
| Modtagelse | Ved
ankomst bliver patienten undersøgt af en læge. Fokus er særligt på stofskifte-
relaterede symptomer: Familiens sygehistorie, kostvaner, symptomer,
undersøgelse af kirtlen, øjenbevægelser, | . |
| Diagnostiske
undersøgelser | Blodprøver tages forud for konsultationen
(stofskifteprøver og thyreoidea- antistoffer)
| . |
| . | Thyreoidea- scintigrafi og
ultralydsscanning af kirtlen (når der er tegn der taler for
operation). | . |
| . | Biopsi (vævsprøve) i det
omfang, det er relevant. | . |
| . | Knogletætheds-
undersøgelse (DEXA-scanning). En undersøgelse der bruges, hvis patienten skal i
langvarig behandling med binyrebarkhormon, Prednisolon, der giver øget risiko
for knogleskørhed. | . |
| . | Øjenlæge-kontrol (ved
øjensymptomer). | . |
| . | Øre-næse-hals- kontrol (ved
luftvejssymptomer) | . |
| Behandling | Behandlingen
tilrettelægges individuelt, alt efter hvilken type af struma patienten har. De
4 mest almindelige behandlinger
er: | . |
| . | Radio-jod behandling:
Patienten behandles med en 131-I isotop, der binder sig til de høj-aktive
områder i kirtlen og - som en slags lokal strålebehandling - får cellerne til
at gå til grunde. Responset på behandlingen følges med blodprøver.
| . |
| . | Blokerings-terapi:
Patienten behandles med et stof, der får kirtlen til at reducere mængden af
hormon, der produceres.
| . |
| . | Block/replacement- terapi:
Patienten behandles med (store) mængder blokerende medicin, der reducerer
kirtlens egen produktion af hormon, og sideløbende tilføres syntetiske hormoner
som erstatning, da kirtlen nu ikke længere producerer hormoner selv. Denne
behandling bruges oftest, hvis blokerings- terapien ikke virker optimalt.
| . |
| . | Operation: I særlige
tilfælde kan man vælge at bort-operere det over-aktive væv.
| . |
| Opfølgning | Patienten følges i
endokrinologisk ambulatorium, indtil tilstanden er stabiliseret og behandlingen
virker på en stabil måde. Herefter kan patienten overgå til kontroller hos egen
læge. | . |
| . | Ved radio-jod- behandlede kan
behandlingen stoppes efter et år, hvorefter patienten observeres for
tilbagefald. | . |
| . | Ved medicinsk behandlede kan
behandlingen stoppes efter 2 år, hvorefter patienten observeres for
tilbagefald. Opererede følges kortvarigt, hvorefter de afsluttes.
| . |
Hjælp til svar 
