 |  |
Opdateret af Henrik Skjødt, speciallæge
i gigtsygdomme, Gigtforeningens rådgivning
|
Hvad er psoriasisgigt?
 |
 |
| Psoriasisgigt starter ofte med hævelser i de yderste led på
fingre og tæer. |
 |
|
Psoriasisgigt er en særlig form for gigtbetændelse, der ses hos
cirka 10-30 procent af alle psoriasispatienter. Patienter med psoriasisgigt har
ikke de samme forandringer i blodet, som patienter med den leddegigt (det vil
sige ingen gigtfaktor eller reumafaktor), men symptomerne kan i nogle tilfælde
minde om
leddegigt.
|
Hvem får psoriasisgigt?
Psoriasisgigt starter som regel i 40-60 års alderen med smerter
og måske hævelser i de yderste led på fingre og tæer. Andre led, rygsøjlen og
bækkenet kan også angribes.
Psoriasisgigt er mest almindelig ved de sværere former for
psoriasis, men gigtsymptomerne kan, i hvert fald i starten, også være det
eneste tegn på psoriasis. Det første udbrud af gigten kommer typisk samtidig
med, eller senere end, udbruddet på huden. I en del tilfælde er det dog omvendt
– her kommer gigten faktisk før hududbruddet.
|
Hvordan føles psoriasisgigt?
Gigtens sværhedsgrad varierer fra person til person, fra lette
ledsmerter til svær invaliderende gigt med misdannede knogler.
De klassiske symptomer på psoriasisgigt omfatter:
-
stivhed, smerter, opsvulmen og ømhed omkring led og eventuelt
sæde/lænd
-
nedsat bevægelsesfrihed
-
morgenstivhed og -træthed
-
negleforandring, såsom fingerbølprik eller løsning af neglen,
findes hos mere end 80 procent af alle med psoriasisgigt
-
steril øjenbetændelse med rødme og smerte.
|
Hvad kan man gøre ved psoriasisgigt?
Det vigtigste er at holde psoriasisen i ro. Ved lav
psoriasisaktivitet er der som regel (men ikke altid) også lav aktivitet i
gigten. Dette kan gøres med alle de almindelige psoriasisbehandlinger, men ofte
er det nødvendigt med smertestillende tabletbehandling.
Derudover behandles med andre former for egentlig
gigtbehandling. De hyppigst anvendte lægemidler ved sværere psoriasisgigt er
methotrexat og salazopyrin, som ved behov kan kombineres med biologiske
lægemidler af typen TNF-alfa hæmmere. Disse lægemidler er de samme som anvendes
til behandling af
leddegigt.
|
Mere information
Ønsker du yderligere oplysninger om psoriasisgigt, henviser vi
til
Gigtforeningens
hjemmeside, som indeholder mere detaljerede og uddybende oplysninger.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Knud Kragballe, professor,
dr.med. og Flemming Andersen, læge,
ph.d.
|
Sidst opdateret: 05.05.2011
|
|  |
|