Annonce
Debat > Ægteskabsproblemer > Når nok er nok.
Side 1 af 1 -
Svar på emne

Når nok er nok.
Den 21-09-2016 14:46


JoJo2016
Tilmeldt: 21-09-2016 13:37
I 11 år, har min mand og jeg være sammen, og gift de seneste 7 år. Egentlig startede det inden vi blev gift, at jeg kunne mærke, at vi ikke talte godt sammen. Jeg har en belastet opvækst, som har gjort, at jeg har været nødt til at tage hånd om i selvhjælpsgruppe og hos terapeuter. Den opvækst har også gjort, at jeg ofte har haft svært ved at vurdere, hvad der har været godt og mindre godt for mig.
Min mand har et problem med at tale om ting. Han er en tavs person. Meget tavs. I starten af vores forhold tænkte jeg godt nok over, om jeg ville kune leve med den manglende lyst til at tale om stort og småt, og blev enig med mig selv om, at det skulle vi nok klare.
Dog, det de er sket de senere år, mere nøjagtigt de seneste 4 år, er, at jeg har fået øjnene op for, at det kan jeg ikke leve med.
Vi har været fra hinanden to gange, og så fundet sammen igen, hvor vi har lavet nogle aftaler om, hvordan vi hver især og sammen kan arbejde med de ting vi har at kæmpe med. Til min store skuffelse, har jeg ikke mødt den villighed til det arbejde hos min mand.
Jeg er så skuffet, ked af det og i dyb sorg over at jeg nok bliver nødt til at indse, at det her må afsluttes. Jeg føler det dybt uretfærdigt, at være nødt til at vælge min mand fra, da jeg har elsket ham og stadig elsker ham.
Det der er kommet oveni alt det skrevne, er, at jeg har fået voldsomme angsanfald de senere år, og får nu hjælp til det. Det taler vi slet ikke om heller. Jeg føler mig dybt ensom og som om jeg lever paralelt med den mand jeg har valgt og sagt ja til. Jeg ville bare høre jer, om i kender til denne problematik, og så er jeg også hunderæd for, hvordan jeg i forhold til min angst, kan tackle denne situation. Håber på at få nogle input fra jer, fornuftige rare mennesker <3

Sidst rettet af JoJo2016 21-09-2016 15:28, rettet i alt 1 gang.

Re: Når nok er nok.
Den 21-09-2016 16:07


lotte123
Tilmeldt: 25-08-2008 15:57
Allerførst - jeg kan overhovedet ikke komme med bud omkring din angst, for det ved jeg ikke noget om.

Men - også jeg har været gift med en mand, der aldrig kunne finde på at dele sine tanker - sit liv i det hele taget - med mig.
Hver gang jeg forsøgte en samtale om vores liv, og hvad jeg godt kunne tænke mig, kunne jeg lige så godt have talt med væggen.

Også jeg havde vel set disse tegn før vi blev gift, men på vanlig kvindemaner tænke jeg, at det kunne vores kærlighed sikkert sagtens klare.

Og nej - det kan den ikke.

Efter alt for mange år, fik også jeg nok og gik, hvilket var det klogeste, jeg nogensinde har gjort.

Så mit bud til dig er, at du i lighed med mig kan lave aldrig så mange aftaler med din mand - han vil givet love hvad som helst, men holde sine løfter? Det kan du glemme alt om.

Så - sig stop og gå. Og - jeg vil vove et øje og tillade mig at tro, at det faktisk også vil være godt for dig og dit helbred.

Du må erkende, at hans kærlighed til dig ikke er stor nok til at kunne give dig det modspil, du har brug for.


Re: Når nok er nok.
Den 22-09-2016 12:23


JoJo2016
Tilmeldt: 21-09-2016 13:37
Tusinde tak for dit svar <3 Det varmer virkelig at få sådan et svar. Og ja, det påvirker mig helt utroligt meget psykisk, at leve sammen med en der, om han vil det eller ej, eksluderer mig fra det jeg mener er kernen til tillid og et godt liv sammen.


Re: Når nok er nok.
Den 22-09-2016 13:42


karstenjessen1
Tilmeldt: 22-09-2016 12:26
Det lyder meget som om at i har et forhold der overhovedet ikke vil fungere. På et tidspunkt skal man kunne gøre op med sig selv om forholdet er "giftigt" eller ej. Men det er vigtigt at du husker på hvor meget professionelt hjælp kan gøre af godt. Hvis du føler at det er noget du virkelig vil kæmpe for, vil jeg på det kraftigste råde dig til at søge professionel parforholdshjælp.
Mvh "Kris" jessen


Re: Når nok er nok.
Den 22-09-2016 14:53


JoJo2016
Tilmeldt: 21-09-2016 13:37
Hej Karsten.
Tak for dit rigtig gode råd :)
Vi har været i terapi, besøgt en præst og fornylig igen været hos en terapeut.
Min mand ved godt, at han ikke har de evner til at tale om de ting der er nødvendige for et ægteskab. Hans selvtillid er heller ikke i top. Jeg har virkelig prøvet at få OS på rette vej som par, samtidig med at jeg har arbejdet med de ting der for mig måtte ses på, for at jeg kunne få tillid og elske en anden. Igennem det arbejde, er jeg også kommet i kontakt med mig selv på en helt ny måde. Jeg er ikke så urolig indvendig, og det 'flimmer' og den usikkerhed, der har præget mange af mine beslutninger er så at sige helt væk.
Min mand skulle også, som et resultat af vores terapibesøg, finde sig selv en terapeut, der kunne hjælpe ham med at sætte hul på nogle ting. Han har været der en gang. Og siden har han ikke talt om at skulle derhen igen. Ud over det, har han gang på gang sagt, at 'der er ikke nogen psykolog der kan få mig til at tale'. For at være helt ærlig, så magter jeg ikke mere. Jeg er stille og roligt ved at blive lidt bitter, og det er et rigtig skidt tegn synes jeg. Jeg respekterer og synes at det er i orden at man som menneske vælger et standpunkt. Det er ok at VÆLGE ikke at gå i terapi. Det er også ok for mig nu, at vælge at gå vejen selv nu. Men det der er så enormt trist, er, at det kommer til at gå ud over vores barn på 6 år. Det i sig selv, ville jeg mene var grund til at kæmpe til intet mere var at gøre. Og derhen er jeg kommet nu. Jeg nægter at tvinge et andet menneske til at gøre det der skal til. Det må komme indefra, og det er en erfaring jeg har gjort mig som barn af forældre med alkoholproblemer og at have levet i et andet forhold i 14 år, som var præget af jalousi og psykisk vold.
Jeg går selv til terapi nu. Har det selvfølgelig ikki supergodt, og alligevel, har jeg det bedre end nogensine, fordi jeg kan sætte ord på, og MÆRKE hvad der rører sig inden i mig. Det er en dag ad gange og forvente det bedste, ikke også?


Re: Når nok er nok.
Den 22-09-2016 19:13


lotte123
Tilmeldt: 25-08-2008 15:57
Kære Jojo,

Ingen mennesker er jo ens, men jeg ser alligevel en parallel til mit tidligere ægteskab.

Da jeg endelig var kommet så langt, som du nu er, at mene, at nu måtte det her ophøre, så var der pludselig ingen grænser for, hvad der kunne gøres. Min eksmand kom pludseligt op af sin "dybe søvn" og han kunne se det hele, og var villig til hvad som helst for at redde - hvad jeg senere fandt ud af - facaden.

På et tidligere tidspunkt i vores ægteskab havde jeg prøvet modellen med at sige stop og begære skilsmisse - og der blev det hele også lovet. Der hoppede jeg på den og valgte at blive, men der gik ca. 14 dage, så var det desværre totalt glemt igen.

Så - du vil nok opleve, at når du nu siger stop, så vil din mand givet vågne og mene, at selvfølgelig kan det hele nu lade sig gøre.

Du kan jo så overveje, om du vil give det endnu en chance, men jeg tror, du ender med at tabe i løbet af meget kort tid.

Jeg kan i øvrigt slet ikke beskrive den lettelse, der bredte sig i mig, da jeg endelig havde fået sagt de afgørende ord. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg faktisk havde brugt uanede mængder af energi på at blive i noget, der var dødsdømt - og den energi blev nu frigjort til en masse positivt i mit liv.

Så - held og lykke med det hele. Prøv dog at komme ud af det på en værdig måde, prøv at aftale med din mand, at I aldrig - aldrig - taler dårligt om den anden i jeres barns påhør.

Husk, at når I nu har et barn, så er I forbundne resten af jeres liv; I skal kunne være i stue sammen på en god og positiv måde resten af jeres liv - der er skoleafslutninger, fritidsaktiviteter, hvor forældre skal deltage, konfirmation, evt studentergilde, bryllup - og senere igen måske fælles børnebørn.

I må lære at vise gode miner, altid vise jeres barn, at I elsker det.


Re: Når nok er nok.
Den 22-09-2016 19:39


JoJo2016
Tilmeldt: 21-09-2016 13:37
For det første: TAK for alt det i deler med mig og skriver. Det er virkelig godt at få responce på denne situation, som kvæler min livsgejst uendlig meget.
Seks, næsten syv år, on/off, og uden forbedringer, siger mig så meget som, at nu skal jeg videre selv.
Jeg vil aldrig nogensinde snakke dårligt om min mand, for han er fantastisk som han er. Men sammen er vi ikke en god kop te. Vi har prøvet, vi har knoklet, og jeg har måske troet mere på det og været mere villig til at tage fat i de ubehagelige ting ved mig selv og knokle. Men, jeg vælger nu at se opå det, som eg gave til mig, for det har åbnet mine øjne. jeg er sikker på at vi kommer til at klare det efter skilsmissen.
Endnu engang: TAK. Det er virkelig nogen guldkorn i kommer med, og jeg var slet ikke klar over, at mit brev herinde ville få så megen responce. Det er smukt <3

Side 1 af 1 -
Svar på emne
Annonce