Annonce
Debat > Ægteskabsproblemer > Hjælp ægteskab i krise
Side 1 af 1 -
Svar på emne

Hjælp ægteskab i krise
Den 01-12-2009 19:54


slettet9620
Tilmeldt: 18-12-2008 00:57
Kære debattør i dette forum

jeg skriver herinde i håb om nogle gode løsningsforslag og en vurdering af mit problem set udfra en nogle helt andre perspektiver.

Jeg har ikke kun et problem, men efterhånde er de blevet til mange og en del kompliceret. Problemerne har efterhånden vokset sig større og større. Men jeg vil prøve at beskrive dem her.

Jeg er en tyrkisk kvinde i 40ene, gift og har 4 voksende børn. Min tilværelse er med tiden blevet utrolig kompliceret, og sidder nu tilbage med en følelse af ensomhed, tomhed og er meget psykisk påvirket af hele min situation. Jeg føler mig fastklemt, udbrændt og nedtrykt. Min situation skyldes mit ægteskab og mine teenagerbørn.

Jeg blev gift med en mand fra Tyrkiet i en meget tidlig alder. Jeg var glad for min mand, og det hele gik godt i starten. Jeg fik mine børn og gjord mig ret optaget af dem, måske meget mere end jeg skulle. Jeg kunne dengang også føle at min mand forsømte mig - at manglet hans opmærksomhed, og det var en tanke der plaget mig meget men, jeg var ikke helt i stand til sætte ord på hvad det helt præcist var, der naget mig.

Efterhånden begyndte jeg at føle mig alene, min mand havde skiftende arbejdstider og jeg følte næsten aldrig at han var hjemme. For at ikke lave det til et stor problem fortrængte jeg min ensomhed og begyndte at engagere mig i mine børn meget mere end det var nødvendigt.

Efterhånden som jeg blev mere moden og kom på arbejdsmarket blev jeg meget mere bevidst og blev klar omkring mine ønsker og behov om, hvad jeg havde lyst til og hvad jeg ønskede af mit forhold.

Kulturkløften har voksede sig større imellem os. Vi har med tiden udviklet os i hver vores retning. Afstanden er blevet større og kommunikationen mindre. Vores ægteskab har fungeret meget dårligt indenfor de sidste mange år. Ægteskabet er blevet mere til et praktisk forhold end det er et ægteskab med nærhed, intimitet og kommunikation, disse ting er der bar ikke.

På et tidspunkt mødte jeg en pragtfuld mand som i den grad slå bene væk under mig. I den periode har jeg været meget følsom og jeg faldt pladask for hans personlighed, han fik mig til at blomstre, han fik nogle sider frem i mig som havde ligget i dvale i mange år, nogle sider som havde brug for at blive stimuleret og havde brug for at komme frem til overfladen.

Jeg vil skynde mig at nævne at vores forhold blot var et kommunikationsforhold, det kunne aldrig falde mig ind at udvikle det til mere, for jeg kender mine grænser - han var intellektuelt og bare det at vi talte så godt sammen gjord mig glad. Forholdet var meget kort, hvis man ellers kan kalde det et forhold, for han vil meget mere end kun, at tale med mig i telefon, og for mig var det nok og jeg kunne godt nøjes med kun at tale med ham i telefon.

Senere hen fandt jeg ud af, at det egentlig ikke var ham jeg var forelsket i, men jeg var blot tiltrukket og facineret af alt det han gav mig, alt det som jeg selv var i underskud med - han fik mig til at grine, føle mig kostbar, fik mig til at blomstre og han stimuleret mit intellekt. Det var ikke min hensigt at dette forhold skulle udvikle sig andet end at det var nok for mig at tale med ham over telefonen.

Disse hyggesnakke var jeg begyndt at blive afhængig af. For et kort øjeblik troede jeg virkelig at jeg var forelsket, det føles så godt, så dejligt og jeg følte at jeg begyndte at leve livet.

Efter nogle måneder var forholdet forbi, og jeg dybt ulykkelig, i næsten 3 år kunne jeg ikke glemme ham. Jeg var så pint og længes meget efter "at leve livet igen" at opleve kærligheden, at være glad og blomstre som en kvinde, at få opmærksomhed m.m.

Jeg havde det meget skidt i takt med mit eget ægteskab der hellere ikke fungeret som det skulle. Jeg måtte til sidst indse, at det nok var det bedst at det var forbi, for jeg kunne jo ende med at blive opdaget og få en masse ballade og så vil jeg miste respekten overfor mine børn

Det har været en meget svær tid, Jeg har forsøgt at gøre mig optaget af mit arbejde og mine børn, men det er som om de hjemmelig problemer fylder for meget i mit hoved, de tager alt mit overskud. Jeg føler mig meget alene omkring mange ting i mit hjem og det blandt andet mine børn. Mine børn fylder meget og jeg føler at det er en stor meget krævende opgave at opdrage dem (teenagerbørn).

Det er blevet svært at sætte grænser, styre hjemmet, m.m. Det eneste min mand han bestiller er at gå på arbejde, komme hjem og sætte sig foran fjersyn og derefter lægge sig til at sove. Hans dårlig opførelse og passiv adfærd har en enorm påvirkning på mit humør og min daglig velbefindende, det præger mig og mit humør og mit motivation.

Jeg bliver så skuffet og ked af det at jeg prøver at holde mig væk fra ham, prøver at lave noget andet, prøver at engagere mig i nogle andre ting, men det hjælper ikke, smerten over at det ikke fungere er så stor og har så stor en påvirkning at jeg føler ikke at jeg kan fungere. På et tidspunkt satte jeg mig ned for at finde en overlevelsesstrategi, og det gik da også lige indtil at jeg faldt i igen. Jeg synes at min mand er skyld i at han tager alt min energi fra mig. Dernæst er det mine børn, de bor alle hjemme, men er utrolig krævende, og ikke særlig samarbejdsvillig.

Jeg har svært ved at finde glæden til at tage på arbejde, idet jeg har svært ved at stå op om morgenen. Når jeg har fri fra arbejdet, har jeg nærmest ikke lyst til at tage hjem, men prøver alligevel at finde noget jeg kan glæde mig til, begynder at planlægge et eller andet som jeg kan lave når jeg kommer hjem. Men så snart jeg kommer hjem, ser jeg et rodet hjem, en triste stemning, børnene passer sig selv, og min mand sidder forand fjernsyn og er optaget af det ene program efter det andet. Han er sur og jeg føler at han straffer mig da jeg ikke har lyst til ham intimt. Jeg føler at det altid er mig der skal give mig. Til trods for at jeg bor i et frit land som Danmark, har job og uddannelse så føler jeg alligevel at jeg er undertrykt kvinde i mit eget hjem. Og kære læsere I vil nok give mig det foreslag at jeg skal sætte mig ned og tale med ham, men det går overhoved ikke, han er en meget beskeden mand med få ord, og han vil især ikke gå i nogen form for diskussion/samtale med mig, og det er ikke fordi han ikke kan, men det er bar ikke ham, han køre sololøb og er vant til at gøre tingene på egen hånd. Det med at gå tl parterapi er også helt udelukkent. Jeg kan heller ikke gå fra ham pågrund af min kultur, så jeg er meget fastklemt. Jeg er stresset og frustreret og nedtrykt det meste af tiden. Jeg føler ikke at jeg få noget ud af mit liv, det suser b are forbi mig, jeg visner og smuldre dag for dag.

Jeg føler, at jeg prøver at samle min familie, jeg vil meget gerne min familie, jeg ønsker nærhed, fælleskab og prøver derfor at arrangere noget fælles hygge, men det vil ikke rigtig lykkes mig, for jeg kan se at min mand og børn vil hver deres.

Jeg føler, at at vi er blevet fremmed overfor hinanden, at vi 6 menneksker lever hver vores liv i samme hjem. Jeg kan også mærke en vis irritation når jeg prøver at samle familien, finde hyggen, eller prøver at komme min mand og børn det nærmere. Jeg kan bare ikke indpasse mig i sådan en livstil, for det er slet ikke mig, og op til flere gang har jeg forsøgt at finde ud af hvorfor at tingene har udviklet så sådan, hvad der egentlig ligger til grund for at vi er endt med at blive en opløst familie, men jeg kan ikke blive kloge på noget, jeg har mistet overblikket.

Børnene har deres venner, computer og fritidsjob, så jeg ser ikke så meget til dem, men det skal lige siges, at de er meget krævende, besværlig og ikke særlig ansvarsvillige, og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at opdrage dem, men jeg har bare stået helt alene om det. Jeg har tit konflikter hvor min mand bar sidder der i baggrunden og er helt passiv og vælger at holde sig tilbagetrukken position.

Jeg ved godt, at der måske ikke er nogen løsning på mit problem, men jeg har alligevel et lille håb om at der måske kan komme et eller andet godt råd fra en af jer der er måske kan nikke genkende til mit problem. Jeg vil som udgangspunkt beskrive mig som en stærk kvinde, men jeg føler at min mand og mine børn har taget alt min livsglæde fra fra mig, jeg er mut og ked af det det meste af tiden. Jeg har mistet lysten til alt hvor jeg før i tiden kunne læse en god bog se en film gå en tur i biograffen, eller finde glæden i andre ting, men dette er også taget fra mig, motivationen er helt i bund. Jeg savner en aktiv mand som jeg kan dele mit liv med, men vi er alt for forskellige, og han hygger sig bedst med at være passiv og sidde foran fjernsynet, der er ikke den helt stor kommunikation i mellem os. Han hjælper elles til med alt det praktiske, handler ind, laver mad, m.m. men han siger ikke så meget, og vil ikke andet end at sidde forand fjernsynet og er ikke særlig engaggeret i fællesksabet eller opdragelsen af børnene. Han er konfliktsky og lever nærmest i sin egen stille verden.

Jeg har forsøgt alt hvad der stod i min magt for at forbedre mit forhold, for at prøve at forstå min mand og hans adfærd, for at være stærk, men jeg er kørt træt og surt i det, og kan ikke rigtig finde glæden.

Jeg håber at I vil være behjælpe mig nogle gode råd, for jeg føler mig virkelig meget fastlås og er på randen af et psykisk sammenbrud.

Den ulykkelig


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 01-12-2009 22:29


slettet20227
Tilmeldt: 01-12-2009 21:17
Kære ulykkelige

jeg læste dit indlæg på Netdoktor ved et tilfælde, fordi jeg søgte efter svar på et medicinsk spørgsmål. Først vil jeg rose dig for dit mod, det er flot, at du skriver om dine problemer, og allerede her er en del af løsningen på de ting, der gør dig ked af det. At du gør noget. Skriver. Beder om hjælp. Det er første skridt.
Jeg kan godt forstå, du føler dig ensom og deprimeret. Det ville jeg også gøre. Ingen mennesker kan leve uden kærlighed, anerkendelse og respekt. Måske finder du dig i for meget? Hvad vil der ske, hvis du giver dig til at tænke lidt over, hvad du gerne vil? Du kan jo starte med at holde dine tanker for dig selv.
Har du ikke en veninde, du kan betro dig til? Ellers synes jeg du skal kontakte Kvinfo (www.kvinfo.dk) og spørge om de kan hjælpe dig videre til en gruppe eller en forening, som kan hjælpe dig. Du skal jo bare have nogen at tale med. Måske kunne du tage på en rejse, besøge nogle familiemedlemmer, så du kommer lidt væk og får det hele lidt på afstand. Så kan din familie også prøve hvordan det er at skulle klare sig uden konstant opvartning.
Din læge vil også kunne hjælpe dig videre til en psykolog eller en forening, hvor du kan få hjælp. Vis ham eller hende dit brev, du ved, at læger i Danmark har tavshedspligt? De må ikke sige noget om deres patienter til nogen.

Jeg håber, du finder på noget. Og som sagt: det første skridt er taget.

Held og lykke,

Anette


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 02-12-2009 01:20


slettet9620
Tilmeldt: 18-12-2008 00:57
Tak for din tilbagemelding og dine råd.

Jeg har søgt om psykologhjælp, men jeg synes ikke at det hjalp mig på nogen måde til at komme videre, jeg har skiftet mellem 3 forskellige psykologer ,og jeg synes ikke at nogen af dem var i stand til at hjælpe mig videre.

Min læge har jeg også haft en del samtaler med, men det er også begrænset hvor meget tid hun kan sætte af og hun er jo trods alt kun en læge.

Jeg ved jo godt, et eller andet sted, at jeg ikke kan forlade min mand, jeg vil have miste alt for meget ved det. Min status fra at være gift kvinde til fraskilt, mine børns respekt, endnu mere ensomhed m.m. måske har jeg mere brug for at vide, og forstå min situation, og lære at leve med den på en måde så det ikke føles så smertefuldt.

Jeg har forsøgt mig med en masse ting og til tider fungere det, men så få jeg et psykisk dyk, så bliver ensomheden for stor og presset for mine teenagerbørn og deres modvillighed er også med til at vælte mig.

Jeg har brug for nogle nye overlevelsesstrategier og en bedre forståelse for min krise, hvad der ligger til grunde for at udover et dårligt ægteskab føler jeg også at min familie er i opløsning.


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 02-12-2009 04:41


catfur1
Tilmeldt: 29-11-2009 07:31
Hej, jeg håber ikke jeg støder dig ved at sige det her, men jeg kan ikke holde det inde;

Du finder dig i ALT ALT for meget!

Man har kun ét liv og det skal leves godt, så man ikke sidder tilbage og føler man har spildt årene.

Jeg tror ikke der er en opskrift derude på hvordan du kan leve i dit forhold som det er nu uden at gå psykisk ned, for jo længere tid der går jo mere dør du indvendig.

Hmm jeg tænker lidt at din mand måske har det på samme måde. Det kan da umuligt være livet at gå på arbejde, spise, sove og se fjernsyn. Måske ønsker han sig også mere af livet?
Hvad gik han op i, da i var unge?
Jeg tænker at fremfor at "leve med det", burde der være en måde at trænge ind til din mand på.
Hvordan ved jeg ikke, men man kan nå selv de mest passive, tavse, konfliktsky, (evnt. dovne) mennesker hvis man benytter sig af den rigtige metode. Hvordan ved jeg desværre ikke, men måske en psykolog eller parterapeut kunne give svaret? Man kan heldigvis godt gå til parterapeut selv - uden manden, for at få gode råd.

Jeg har selv været i et stort dilemma, hvor jeg overvejede at gå fra mit barns far efter 4 års samliv, da der hverken var nærhed eller ømhed i forholdet, men jeg besluttede mig for at prøve at nå ind til ham istedet, og han overraskede mig meget - for han havde det inderst inde på samme måde som jeg!

Jeg ønsker dig alt godt.


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 02-12-2009 11:36


lotte123
Tilmeldt: 25-08-2008 15:57
Der er jo store forskelle mellem et dansk og et tyrkisk forhold, selv om I har været aldrig så længe i Danmark, så forslag, der måske kan være brugbare i et dansk forhold, kan du muligvis ikke bruge, da jeg fornemmer, at hvis du tager dit tøj og går, så vil du miste kontakten til dine børn? Og vel sagtens også respekt fra din familie - og det er vel en af kulturforskellene fra den danske?

Jeg fornemmer, at du er meget, meget ensom, og der må da findes en tyrkisk/dansk kvinderådgivning - i hvert fald i de større byer her i landet, for jeg tror, du har brug for hjælp til, hvordan du skal takle dit problem, og det gør du måske bedst, hvis du møder nogle, der kender til din specielle problematik. Hvis ikke du kan finde noget om en sådan rådgivning her på nettet, så kunne du måske spørge enten din kommunes sagsbehandler eller måske på biblioteket, om de kan hjælpe dig med at finde et sådant rådgivningssted. Jeg er slet ikke tvivl om, at det findes, da der jo bor mange tyrkiske kvinder her i landet.

Nu har du været til psykolog, og det er måske alligevel en ide at fortsætte, da sådan noget tager tid, måske endda lang tid. Er det noget, du er lægehenvist til, så det ikke belaster økonomien? Ellers kan du måske tale med din læge om netop det.

Bedste tanker


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 13-12-2009 14:28


slettet9597
Tilmeldt: 17-12-2008 14:21
Jeg tror, du skal arbejde på to fronter, nu du har besluttet at blive i dit ægteskab, hvad der vel også er det eneste rigtige at gøre i og med du skriver, at du stadig elsker din mand. Dels skal du have peppet din familie op, dels skal du prøve at engagere dig mere også udenfor hjemmet.

Omkring det første vil jeg anbefale, at du indkalder til et familiemøde, hvor i får sat de daglige pligter i mere faste rammer. Du skriver, at din mand hjælper med indkøb og madlavning, men jeg tolker nu ellers klart dit indlæg sådan, at ansvaret primært ligger på dine skuldre, mens din mand og dine voksne børn gemmer sig bag deres respektive skærme. Gør det klart, at du ikke ønsker at agere opvarter, men du forventer, at i hjælpes om tingene. Stil klokkeklare krav om, at enhver rydder op efter sig selv på fællesarealerne, og få lagt en plan omkring de huslige pligter. Det kunne f.eks. være en fast maddag pr. familiemedlem omfattende indkøb, madlavning og opvask. Det kunne være en fordeling af rengøring, tøjvask og, hvis i har have, vedligeholdelse af denne. I kunne aftale permanent, hvem der gør hvad, eller aftale det uge for uge. Sidstnævnte har de fordele, at det er mere fleksibelt, i tvinges til at snakke sammen en gang om ugen, og børnene lærer at udføre flere arbejdsopgaver, hvilket jo er vigtigt, når de engang flytter hjemmefra. Sørg for at stille krav til kvliteten af udførelsen af opgaverne, og definer hvad der sker, hvis man svigter sine pligter.

Du kunne også lægge op til en skærmfri dag, så ofte du nu kan have succes med det (ugentlig, månedligt, hver 14 dag), hvor i er sammen i hvert fald du og din mand, men muligvis også børnene. I kunne så invitere gæster, besøge venner, gå i biografen eller gå ud i naturen. Om sommeren kunne i købe engangsgrille og hygge jer et eller andet sted ude i naturen. Det praktiserer tyrkerne i høj grad, hvor jeg kommer fra.

Kan du få held med noget af ovenstående, så prøv også at åbne op for intimlivet. Når du ikke ønsker sex med din mand, ved jeg jo godt det skyldes de kæmpefrustrationer, du går rundt med omkring jeres familieliv. Omvendt er intimt samvær af stor vigtighed for nærheden og fortroligheden mellem mand og kvinde, og skal du og din mand finde hinanden igen, må i også have det til at fungere, omend jeg selvfølgelig godt ved, sex ikke kan stå alene men er betinget af, at man ellers har det godt sammen og respekterer hinanden.

Nu kan du nok ikke lave helt om på din mand og må nok se i øjnene, at du er mere udadvendt og initiativrig end han. Og derfor tror jeg også, du bliver nødt til at søge stimuli udenfor familien. Her i landet har vi et righoldigt foreningsliv, og her må der være alle muligheder for, at du kan lade dig stimulere mentalt, socialt såvel som fysisk. Du kunne også overveje at gå ind i politik eller integrationsarbejde. Her er mennesker med din baggrund en mangelvare.

Held og lykke herfra!


Re: Hjælp ægteskab i krise
Den 13-12-2009 23:17


slettet20538
Tilmeldt: 13-12-2009 20:26
Kære ulykkelige

Hvad skal der til for at gøre dig lykkelig?

Nogle gange "glemmer" jeg at gøre det der skal til for at gøre mig lykkelig. Det virker også som der er langt mellem de gode stunder for dig?

Det er så vigtigt at man lever sit eget liv - og ikke bare gør det andre forventer af en. Jeg tror på at man inderst inde godt ved hvad der er bedst for en. Men den lille stemme, intuitionen, kan nogle gange være svær at høre mellem de andre stemmer der fortæller man bør og ikke bør. Ens forældre, mand, børn, venner, tanter, onkler er alle med til at forme en. Og nogle gange bliver man i tvivl om hvad man selv vil, fordi ens egen stemme er så svær at høre mellem alle de andre stemmer.

Øv dig i at lytte til dig selv. Du ved allerede en hel masse om hvad du i hvert fald ikke vil. Og du ved også en del om hvad der gør dig glad. Mærk efter og gør det der føles rigtigt. Start i det små. Gå i biografen hvis du har lyst til det. Læs en god bog - og kan du ikke finde ro til det derhjemme, så læs i den på biblioteket eller på en café. Sig fra når du føler dine grænser bliver overtrådt. Gør det du inderst inde har brug for og inderst inde ved er det rigtige for dig.

Hvis man ikke følger sit hjerte kommer man til at føle smerte. Hvis man følger sit hjerte kommer man også til at føle smerte ind i mellem, men man får også lov til at føle lykken og mærke at man lever.

Nogle gange er omverdenen ikke helt så forandringsvillig som en selv. Ta' det som en udfordring og hold fast i at du har ret til at føle det du gør, uanset hvordan andre ser tingene.

Jeg øver mig selv i at følge mit hjerte. Det er ikke altid nemt, men jeg ville ikke være foruden de fantastiske, dejlige stunder det giver når man er i kontakt med sit hjerte. Nogle gange er det op ad bakke, nogle gange skal man virkelig tage sig sammen, nogle skal man spørge om hjælp - men det er det hele værd!

Lån selvhjælpsbøger på biblioteket, hent hjælp hos en terapeut du synes om, opsøg en alternativ behandler. Gør lige det du kan mærke er godt for dig!

Held og lykke på din vej!

Med venlig hilsen

Bella

Side 1 af 1 -
Svar på emne