Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Kosmetisk behandling med muskelafslappende indsprøjtninger (Botulinumtoksin)

Man kan behandle rynker, som er kommet af muskelbevægelser ved at benytte botulinumtoksin - også populært kaldet for 'botox'. Det anvendes primært til rynker i panden, men også rynker ved øjnene, på hagen og på halsen.


Opdateret: 4. August 2014

Hvad er botulinumtoksin?

Botulinumtoksin er et proteinstof, som naturligt dannes af jordbakterier. I folkemunde kaldes stoffet for 'botox'. Stoffet, som bruges til indsprøjtning, er oprenset fra bakterier og virker ved at afslappe og lamme muskelfibre i området, hvor det sprøjtes ind. Stoffet har igennem mange år været anvendt til sygdomsbehandling af spastiske muskler.

Hvordan virker botulinumtoksin?

Når stoffet sprøjtes ind i en muskel, bliver det optaget i musklens aktiverende nerve. Stoffet forhindrer, at der kommer bevægelsessignaler frem til musklen fra hjernen, og derfor kan musklen ikke trække sig sammen. Virkningen begynder inden for 7 dage og holder normalt i op til 6 måneder. Holdbarheden vil ofte øges med gentagne behandlinger.

Hvad kan botulinumtoksin bruges til?

Rynker, som fremkommer ved muskelbevægelser, kan man behandle med botulinumtoksin. Det anvendes primært til rynker i panden, men også rynker ved øjnene, på hagen og på halsen kan behandles.

En yderligere fordel ved botulinumtoksin er, at når man svækker nogle muskler bliver modsatrettede muskler stærkere.Hvis man for eksempel svækker musklerne, som trækker øjenbrynene nedad, så bliver musklerne som løfter brynene op stærkere, og der opstår et øjenbrynsløft. Resultatet er, at man ser mindre træt ud.

Botulinumtoksin kan således løfte øjenbryn, mundvige og kinder, så det giver en let ansigtsløftning. Botulinumtoksin kan også behandle ”gummy smile,” som er blottet tandkød, når man smiler. Musklen som løfter overlæben op behandles, og derefter blottes tandkødet ikke længere ved smil.

Hvilke bivirkninger er der ved botulinumtoksin?

Hvis man får en indsprøjtning af botulinumtoksin i panden, kan der opstå tunge øjenlåg. Det sker dog meget sjældent, og det forsvinder af sig selv indenfor en måned.

Der er også en lille risiko for, at andre end de tilsigtede muskler lammes. Da botulinumtoksin er et proteinstof, er der også teoretisk en risiko for en allergisk reaktion, men det ses uhyre sjældent. Der er ikke rapporteret nogen senfølger.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons