 |  |
Gode råd om køb af medicin på nettet |
 |
 |
|
Der er en række forhold, det er godt at være ekstra opmærksom
på, når man handler på internettet. Især når det drejer sig om køb af medicin.
Nedenstående gode råd gør det lidt lettere at gennemskue en nethandel.
Rådene er lånt fra
Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, hvor du kan læse om
køb
af medicin via internettet. Her kan du blandt andet teste, om den
medicin, du gerne vil købe, er lovlig at importere.
Prøv testen her.
|
Vælg hvem du handler med
Hvis du vil købe medicin på internettet, skal du finde en
forhandler. Det er vigtigt, at finde en seriøs og pålidelig forhandler, men det
er ikke nødvendigvis let. Her er et par spørgsmål, du kan stille dig selv, når
du skal vurdere en e-butik:
-
Fremgår det, hvem der står bag hjemmesiden og de informationer,
varer og services, der tilbydes?
-
Hvis hjemmesiden indeholder reklamer, er information og
reklame så adskilt fra hinanden?
-
Hvornår er siden sidst blevet opdateret?
Derudover er der nogle kendetegn, som bør få dine alarmklokker
til at ringe:
-
Når løfter om sundhed og helbredelse er for gode til at være
sande.
-
Når der er lange lister over vidt forskellige sygdomme, som
medicinen kan helbrede.
-
Når medicinen kun kan købes hos den pågældende forhandler
eller kun i en begrænset periode.
|
Kræv information om medicinen
Som kunde har du krav på at få seriøs og faglig information om
den medicin, du overvejer at købe. Hvis du ikke kan få fyldestgørende
oplysninger om medicinen, så bør du finde en mere seriøs forhandler. God og
saglig information vil blandt andet sige, at du bliver oplyst om:
-
medicinens navn
-
aktive indholdsstoffer
-
medicinens anvendelsesområde
-
hvornår må medicinen ikke bruges (for eksempel under
graviditet eller sammen med anden medicin)
-
dosering
-
eventuelle bivirkninger
-
fremstillerens navn og adresse
|
Køb kun godkendt medicin
I Danmark og andre europæiske lande skal medicin godkendes af
sundhedsmyndighederne, før den må sælges til forbrugerne. Hvis du er i tvivl om
den medicin, du vil købe, er godkendt, så spørg forhandleren, om medicinen er
godkendt og hvis ja: I hvilke lande?
Hvis forhandleren ikke ved om medicinen er godkendt, eller ikke
vil sige det, så er der noget alvorligt galt.
|
Kan du få medicintilskud?
Hvis du køber medicin i Danmark, får du tilskud gennem
sygesikringen, og hvis du er tilknyttet en privat forsikringsordning, måske
også derfra.
Men hvis du køber medicin i udlandet, så falder sygesikringens
tilskud bort, og det gør den private forsikringsordning som regel også. Derfor
skal du være indstillet på at betale den fulde pris for medicinen.
|
Får du en brugsanvisning med i købet?
Når du køber medicin i Danmark, er pakning og brugsanvisning på
dansk. Brugsanvisningen indeholder vigtige oplysninger om medicinen. For
eksempel virkning og bivirkninger, advarsler, opbevaring, særlige forhold du
skal være opmærksom på og så videre.
Når du køber medicin i udlandet, bør du sikre dig, at du får en
brugsanvisning på et sprog, du forstår.
|
Pas på navneforvirring
Medicin sælges ofte under forskellige navne i forskellige lande.
Derfor kan du ikke være sikker på, at der er det samme i pakkerne, selvom to
navne lyder næsten ens.
Hvis du er i tvivl om noget bestemt medicin, så spørg eventuelle
bekendte med forstand på lægemidler, spørg på apoteket eller prøv at
sammenligne indholdsstofferne med noget medicin, du kender.
|
Undgå falsk medicin
Alt kan forfalskes, også medicin. Hvis du køber medicin på
nettet, ved du ofte ikke, hvem det egentlig er, du handler med. Det er også
vanskeligt at se, om forhandleren er underkastet nogen form for kontrol af
myndighederne i det land, hvor vedkommende har etableret sig.
Det vil sige, at der er en risiko for, at det, du køber, ikke er
det, du tror. I bedste fald er det bare virkningsløst. I værste fald er det
direkte skadeligt.
|
Får du erstatning, hvis uheldet er ude?
Det er meningen, at medicin skal forebygge, lindre eller
helbrede sygdomme. Alligevel sker det nogle gange, at medicin forvolder skade.
Det kan penge ikke lave om på, men erstatning for skaden kan ofte hjælpe lidt
på situationen.
Når du køber medicin fra et dansk apotek eller anden godkendt
forhandler her i landet, er du automatisk dækket af en erstatningsordning for
lægemiddelskader. Hvis du køber medicin i udlandet, kan du ikke umiddelbart
regne med at kunne få erstatning. Selv løftet om ’money back guaranty’ kan en
forhandler på nettet nemt løbe fra.
|
Køber du ulovligt?
Du skal være opmærksom på, at der findes regler, der begrænser
privatpersoners mulighed for at få medicin tilsendt fra udlandet, det vil sige
også medicin købt på nettet.
Det er ulovligt at få tilsendt medicin, der er købt uden for EU-
og EØS-lande. Det er også ulovligt at indføre medicin, den indeholder
euforiserende stoffer.
|
|
|
|
|
|
|
|
Kilder
Ovenstående er udlånt fra
Lægemiddelstyrelsens hjemmeside
|
|
Sidst opdateret: 27.10.2008
|
|  |
|