 | |
| Myelomatose (knoglemarvskræft) |
|
|
Af Niels Abildgaard, speciallæge
i intern medicin og hæmatologi (blodsygdomme)
|
Hvad er myelomatose?
Myelomatose er en kræftsygdom i knoglemarven og kaldes på dansk
også knoglemarvskræft. Knoglemarven er det bloddannende væv i kroppen og
myelomatose er således en form for blodsygdom. Sygdommen skal dog ikke
forveksles med blodkræft (leukæmi) eller knoglekræft.
Den syge celle ved myelomatose er en såkaldt
plasmacelle. Plasma cellen er en
vigtig celle for det normale immunforsvar, idet den danner de vigtige
antistoffer, som er med til at beskytte kroppen mod infektioner. Ved
myelomatose er der sket en ondartet forandring i plasmacellerne. De ondartede
plasmaceller kaldes myelomceller, og de har ikke bevaret evnet til at danne
beskyttende antistoffer. Myelomatose indebærer derfor en svækkelse af
immunforsvaret.
Herudover vil sygdommen hos de fleste medføre en alvorlig form
for
knogleskørhed, hvor
der kan forekomme smerter og knoglebrud, og sygdommen er ofte ledsaget af en
form for
nyresvigt.
Myelomatose er en ret sjælden sygdom. I Danmark konstateres
årligt 300 nye tilfælde af myelomatose og langt de fleste er over 50 år
gamle.
|
Hvorfor får man myelomatose?
Årsagen til, at man får myelomatose, er ikke kendt, og der er
ikke kendte livsstilsfaktorer, såsom for eksempel rygning, som øger risikoen
for at få sygdommen.
Jo ældre man bliver, jo større vil risikoen være for, at man kan
få myelomatose. Det skyldes måske aldringsprocesser i immunforsvaret, som
medfører risiko for ondartet omdannelse af plasmaceller. Det har også været en
mangeårig teori, at langvarig belastning af immunforsvaret, som det for
eksempel kan ses ved langvarige infektioner, kan medføre øget risiko for
sygdommen. Dette er dog aldrig vist med sikkerhed.
Tidligere kemoterapi eller udsættelse for bestråling øger
risikoen for myelomatose. Det kunne man observere blandt de overlevende efter
atombombe sprængningerne i Hiroshima og Nagasaki ved 2. Verdenskrigs
afslutning.
Myelomatose er ikke en arvelig sygdom. Der er dog en lille øget
risiko for at få sygdommen hos efterkommere efter en patient med myelomatose.
Der er også en lille øget risiko for at få sygdommen hos mænd i forhold til hos
kvinder
|
Hvordan føles myelomatose?
Symptomerne ved myelomatose kan være meget forskellige, men der
er selvfølgelig nogle karakteristiske ting:
-
Det svækkede immunforsvar giver flere infektioner.
-
Påvirkningen af knoglerne giver ofte anledning til
knoglesmerter, som hyppigst vil være i ryggen, men det kan også være omkring
hofterne, i nakken, i et skulderparti eller i andre områder af kroppen. Det kan
dreje sig om smerter i et enkelt område eller mere generelt i knoglerne i
kroppen. Smerterne vil dog sjældent forekomme i de yderste dele af arme og ben,
og det er ikke leddene, som gør ondt.
-
Der kan være træthed som led i blodmangel, almen
sygdomsfornemmelse og måske mindre vægttab.
Den mest typiske patient vil være en midaldrende eller ældre
person, som har oplevet vedholdende smerter i ryggen gennem nogle måneder
kombineret med gradvis tiltagende træthed, og som har oplevet flere tilfælde af
infektioner gennem det sidste år. Rygsmerter er jo hyppigt forekommende i
befolkningen og såvel patienterne selv, som egen læge, vil ofte ”slå det lidt
hen” i starten. Mange patienter med myelomatose har derfor ofte haft symptomer
på sygdommen i lang tid, måske mange måneder, inden diagnosen
stilles.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Ved mistanke om myelomatose skal der først foretages nogle
blodprøver og en urinprøve. Disse undersøges især for tilstedeværelsen af et
specielt æggehvidestof (protein) kaldet en M-komponent. Tilstedeværelsen af en
M-komponent støtter mistanken om myelomatose, men er ikke i sig selv nok til at
stille diagnosen. Egen læge vil derfor sende henvisning til sygehuset med
henblik på at få foretaget en knoglemarvsundersøgelse og
røntgenundersøgelser.
En knoglemarvsundersøgelse udføres fra hoftekammen med en nål
under lokalbedøvelse. Det er et lille indgreb, som i alt kun varer cirka 15
minutter og foretages ambulant. Det er kun beskedne gener til
indgrebet.
Den endelige diagnose stilles således ved en kombination af
knoglemarvsundersøgelse, blodprøver og røntgen eller
scanningsundersøgelser.
|
Hvordan behandler man myelomatose?
Behandlingen af myelomatose er medicinsk behandling.
Behandlingen skal sikre hurtig og effektiv kontrol med sygdommen. Målet er at
mindske mængden af kræftceller i knoglemarven mest muligt og dermed opnå svind
af symptomerne.
Det lykkes i de fleste tilfælde at få en effektiv hæmning af
sygdommen, selvom behandlingen som sådan ikke er helbredende. Effekten af
behandlingen kan dog holde sig længe og hos nogle patienter i mange år. Målet
er, at man som patient kommer til at føle sig rask igen og ofte vil kunne
fortsætte en normal tilværelse og være i stand til at passe sit arbejde.
Medicinsk behandling
Den medicinske behandling af myelomatose består blandt andet
af kemoterapi, men også en lang række andre lægemidler er effektive ved
sygdommen. Der gælder for eksempel behandling med binyrebarkhormon og en række
nye lægemidler, som har vist sig meget effektive ved sygdommen. Der sker
således i disse år en meget betydelig udvikling i behandlingen af
myelomatose.
Stamcelletransplantation
Hos yngre patienter, dvs. som er under 65-70 år, vil man ofte
forsøge at gennemføre en særlig intensiv behandling med kemoterapi, kaldet
højdosis kemoterapi med stamcellestøtte.
Denne behandling kaldes også for stamcelletransplantation og
betegnedes tidligere som knoglemarvstransplantation. Det er patientens egne
stamceller, som anvendes ved denne behandling. Behandlingen gives under en
cirka 3 uger varende indlæggelse og kan opleves barsk. Behandlingen anvendes
fordi den giver en god chance for langvarig komplet svind af tegn på sygdom.
Hos patienter over 70 år, eller hos patienter med andre alvorlige sygdomme kan
denne behandling ikke gives, idet den er for toksisk.
|
Hos ældre patienter vil der ofte være tale om en
tabletbehandling med kombination af kemotabletter, binyrebarkhormon og
eventuelt thalidomid. Også denne behandling er som regel effektiv mod
sygdommen, tåles godt og kan gives ambulant.
Behandlingen af myelomatose vil samlet set ofte vare 6-12
måneder. Herefter overgår man til kontroller på sygehuset. På et tidspunkt
vender sygdommen tilbage, og så kan man genoptage behandling.
Ved siden af selve kuren mod sygdommen gives der også medicin,
som skal styrke knoglerne hos de patienter, som har tegn på knogleskørhed eller
andre skader på knoglerne. Det drejer sig om behandling med bisfosfonat, som
gives som drop en gang om måneden i to år, eventuelt længere. Denne behandling
skal beskytte mod yderligere afkalkning af knoglerne og forebygge smerter og
knoglebrud.
|
Hvad kan man selv gøre?
Når sygdommen er diagnosticeret og behandling startet, vil man
som regel hurtigt føle at det går bedre, trætheden mindskes og eventuelle
smerter svinder. Man kan derfor igen være mere aktiv, og det er netop en vigtig
del af behandlingen. Derfor:
-
Dyrk motion, gerne som gåture, gymnastik, svømning, cykling;
men undgå tunge løft. Du får genopbygget konditionen, styrket muskulaturen og
styrket immunforsvaret.
-
Gå gerne til fysioterapi, men undgå
manipulationsbehandling.
-
Spis varieret og vælg fødeemner med mange kalorier, proteiner
og kalk. Dermed kan man genvind sit evt. vægttab og få byggesten til
genopbygning af knogler og muskler.
|
Hvad er udsigten for fremtiden
Som tidligere skrevet findes der i dag ikke nogen etableret
behandling, som kan helbrede sygdommen. Udsigterne ved sygdommen er imidlertid
blevet meget bedre gennem de seneste 10-15 år efter fremkomsten af en række nye
behandlingsmuligheder. Prognosen ved sygdommen er således blevet væsentlig
bedre. Der forskes meget i myelomatose, og der er nye behandlinger på trapperne
i disse år. Der er således al mulig grund til at tro, at udsigterne ved
sygdommen vil blive endnu bedre i de nærmeste år.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.06.2011
|
| |
| [an error occurred while processing this directive] |
|
