 | |
Af Henrik Gregersen, speciallæge
i intern medicin og hæmatologi (blodsygdomme)
|
Hvad er knoglemarv?
Knoglemarven finder man i det såkaldte spongiøse væv i det indre
af knoglerne, hvor den ligger i hulrummene mellem det, man kalder for
knoglevævets trabekler. Det spongiøse væv ligner nærmest en meget finmasket
koral, hvor selve koralens trådmønster, er det, man kalder for trabekler.
Trabeklerne er hårde og sikrer knoglen maksimal styrke over for belastninger.
 |
 |
| Et kig ind i det indre af en knogle, hvor man kan se det
finmaskede, spongiøse væv, der kan minde om en koral. (Billedet er venligst
udlånt af overlæge Preben Johansen, Patologisk Institut i Aalborg) |
|
|
|
Hvilke typer knoglemarv findes der?
Mennesket har følgene to typer knoglemarv:
-
Den røde knoglemarv består af bloddannende (hæmatopoetisk) væv,
som producerer blodlegemer
-
Den gule knoglemarv består overvejende af fedt og har altså
ikke den samme bloddannende kapacitet som den røde knoglemarv.
|
Hos børn indeholder alle knogler rød knoglemarv, men senere
bliver områder af den røde knoglemarv omdannet til gul knoglemarv.
Hos voksne optræder den røde knoglemarv i det centrale skelet,
det vil sige i kraniet, ryghvirvler, brystbenet, bækkenet og de øverste dele af
overarms- og lårbensknoglerne. I tilfælde af stort kronisk blodtab kan dele af
den gule knoglemarv igen erstattes af aktiv rød knoglemarv. Det sker for
eksempel ved langvarig blødning fra mave- tarmkanalen og ved de sygdomme, hvor
levetiden af de røde blodlegemer er nedsat (hæmolyse). I de tilfælde kan
knoglemarven mangedoble sin produktion af røde blodlegemer. Hos mennesket udgør
knoglemarven omkring fire procent af kroppens vægt,
|
Hvilken funktion har det bloddannende væv?
Det bloddannende væv udgør et hierarki af celler, der fra de
umodne stamceller deler sig og opmodnes til færdige blodlegemer, der frigives
til blodet:
Multipotente stamceller
Den mest udifferentierende celle i hierarkiet er den
multipotente bloddannende stamcelle, der kan give oprindelse til alle typer af
blodlegemer og samtidig har evnen til at gendanne sig selv.
Uni- og pluripotente stamceller
Næste niveau i hierarkiet er progenitorcellerne, de såkaldte
uni- og pluripotente stamceller, der er fastsat til at danne bestemte typer af
blodlegemer for eksempel. røde blodlegemer. Cellerne gennemløber en række
celledelinger og modningssstadier i knoglemarven, inden de bliver frigivet til
blodet som modne blodlegemer. En del af modningen af lymfocytterne foregår i
lymfeknuderne.
Styringen af det bloddannende væv sker i en vekselvirkning
mellem den røde knoglemarv og stromaet, der beklæder hulrummene i marven.
Stromaet består af forskellige typer af støtteceller blandet andet
knogleceller, bindevævsceller og fedtceller.
|
Hvad producerer knoglemarven?
Knoglemarvens produktion af blodlegemer er enorm med dannelse af
mange milliarder blodlegemer i døgnet. Den største del af knoglemarvens celler
indgår i produktionen af hvide blodlegemer, hvilket skyldes, at mange af de
hvide blodlegemer har en kort levetid på timer til dage. I modsætning er
levetiden for de røde blodlegemer på 120 dage. I forbindelse med blodtab eller
infektioner kan knoglemarven mangedoble sin produktion af henholdsvis røde
blodlegemer eller hvide blodlegemer.
|
Det bloddannende væv i knoglemarven producerer røde blodlegemer,
hvide blodlegemer og blodplader.
Røde blodlegemer
De røde blodlegemer (erytrocytter) er skiveformede legemer med
en diameter på 0,007 milimeter. De indeholder overvejende hæmoglobin og har som
funktion at transportere ilt fra lungerne til kroppens væv.
Hvide blodlegemer
De hvide blodlegemer (leukocytter) er et vigtigt element i
kroppens immunforsvar og kan opdeles i tre hovedgrupper, nemlig granulocytter,
lymfocytter og monocytter
Granulocytter
Granulocytterne er store celler på op til 0,015 milimeter.
Deres kerne består af mindre lapper, hvilket gør dem let genkendelige i
mikroskop. Granulocytternes væsentligste funktion er optagelse og destruktion
af bakterier.
Lymfocytter
Lymfocytterne kan yderligere opdeles i to hovedgrupper,
nemlig de antistofproducerende B-lymfocytter og T-lymfocytter, der har en række
vigtige funktioner i immunforsvaret.
Monocytter
Monocytterne har en skraldemandsfunktion, hvor bakterier,
cellerester og andet affald optages og destrueres. Mange af monocytterne
forlader blodbanen for at optræde i vævet som makrofager, hvor de har samme
funktion.
Blodplader
Blodpladerne (trombocytter) er med en størrelse på 0,003
milimeter de mindste formede elementer i blodet. Ved skade på blodkar bliver
blodpladerne aktiveret af det beskadigede væv og i samspil med
koagulationssystemet klumper de sammen for at lukke defekten og begrænse
blødningen.
|
Hvad sker der med knoglemarven/blodcellerne ved
myelomatose?
Ved myelomatose er knoglemarven i varierende grad infiltreret af
ondartede plasmaceller (myelomceller). Det kan påvirke knoglemarvens produktion
af blodlegemer, og især produktionen af de røde blodlegemer bliver ramt. Derfor
er blodmangel et hyppigt symptom ved myelomatose og indgår som et af de
symptomer, der er med til at stille diagnosen.
I nogle tilfælde skyldes den nedsatte produktion af blod en
massiv infiltration af myelomceller, der medfører en egentlig fortrængning af
den raske knoglemarv. I andre tilfælde kan myelomcellerne udskille
signalstoffer (cytokiner), der skaber et ugunstigt knoglemarvsmiljø, som
nedsætter produktionen. I de tilfælde ser man ofte blodmangel af den type, der
kan optræde i forbindelse med kroniske sygdomme - for eksempel gigtsygdomme og
kroniske infektioner.
Myelomatose patienter med nyrepåvirkning kan udvikle blodmangel
på grund af nedsat produktion af hormonet erytropoitin (EPO), der bliver dannet
i nyrerne og stimulerer knoglemarvens produktion af røde blodlegemer. Hvis
produktionen af hvide blodlegemer og blodplader bliver ramt, medfører det en
tendens til infektioner og blødninger.
En anden skadelig virkning af myelomatose er generelt nedsat
produktionen af antistoffer (immunparese), der medfører, at man bliver mere
modtagelig over for infektioner, for eksempel pneumokokker, der ofte giver
lungebetændelser.
|
Hvad sker der med knoglemarven/cellerne ved behandling mod
myelomatose?
Målet med enten kemoterapi eller strålebehandling er på lang
sigt at genskabe en normal knoglemarvsfunktion. Behandling af myelomatose med
kemoterapi rammer også kroppens raske celler, hvor knoglemarven er specielt
følsom på grund af den meget store produktion af celler og blodlegemer.
Knoglemarven vil derfor i en del tilfælde være den begrænsende faktor, når der
skal vælges behandling og undertiden er det nødvendigt at nedsætte kemo-dosis.
I nogle tilfælde vil behandlingen resultere i en forbigående forværring af
allerede bestående blodmangel eller øge risikoen for blødning og infektioner.
Ved højdosisbehandling med stamcellestøtte vil man få en meget
kraftig kemoterapi, der som bivirkning lammer knoglemarvens funktion permanent
eller i en meget lang periode. Denne bivirkning kan man dog forhindre ved
infusion af tidligere ”høstede” og nedfrosne stamceller, når kemoterapien er
ude af kroppen efter få dage.
Stamcellerne vil gendanne knoglemarven, og det er således muligt
at give en kraftigere behandling end under normale omstændigheder.
Strålebehandling, der involverer knoglemarven, kan i lighed med kemoterapi
påvirke knoglemarvens funktion.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 27.05.2011
|
| |
| [an error occurred while processing this directive] |
|
