Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Nedsat hørelse hos børn

Nedsat hørelse hos børn kan skyldes mange forskellige ting og være midlertidig eller blivende.

Opdateret: 10. Februar 2017

Hvad er hørenedsættelse?

Hørenedsættelse kan enten være midlertidig eller kronisk (blivende). For eksempel kan man midlertidigt have nedsat hørelse, når man er forkølet, fordi hævelse af slimhinderne lukker det eustakiske rør til, så der dannes undertryk og eventuelt væske i mellemøret. Væske og/eller betændelse i mellemøret er den mest almindelige årsag til hørenedsættelse hos børn. Hvis tilstanden varer ved i over 3 måneder, behandles der ofte med trommehindedræn.

Her kan du læse om ørets opbygning

Medfødt, kronisk, hørenedsættelse hos børn kunne tidligere være svær at opdage, men siden 2005 er alle børn blevet undersøgt med en hørescreening kort efter fødslen. Da denne undersøgelse er meget sikker, er det i dag meget sjældent, at et medfødt høretab ikke bliver opdaget.

Symptomer på hørenedsættelse hos børn

Det er vigtigt at opdage en hørenedsættelse hos børn så tidligt som muligt, da hørelsen er en forudsætning for normal sprogudvikling. Du skal være opmærksom hvis barnet:

  • Ikke udvikler et talesprog.

  • Ikke reagerer på lyde fra lydkilder, som det ikke kan se.

  • Fortrinsvist reagerer på andre sanseindtryk som for eksempel lys, vibrationer og berøring.

  • Ofte bruger tegn, når det prøver at udtrykke sig.

Årsager til hørenedsættelse hos børn

Blokeret øregang og øregangsbetændelse

Ørevoks eller fremmedlegeme, kan lukke og tilstoppe øregangen.Det behandles ved skylning eller oprensning af øregangen, hvilket kan gøres af den praktiserende læge eller en praktiserende øre-næse-halslæge.

Øregangsbetændelse og andre lidelser, som forsnævrer øregangen, kan også give hørenedsættelse.

Øregangsbetændelse kan oftest behandles med oprensning med sug og lokalbehandling med øredråber eller salvemecher, som består af gazestrimler med salve, som lægges i øregangen. Salven indeholder typisk både binyrebarkhormon og antibiotika.

I sjældne tilfælde kan fortykkelse af knoglevæggen i øregangen (exostoser) medføre vedvarende hørenedsættelse. Det kan behandles kirurgisk med en lille operation i øregangen.

Akut og kronisk mellemørebetændelse

Kronisk mellemørebetændelse kan medføre skader på trommehinde og mellemøreknogler:

  • Hul i trommehinden.

  • For slap eller for stiv trommehinde.

  • Sammenvoksning eller afgnavning af mellemøreknoglerne.

  • Væske eller kraftigt undertryk i mellemøret. Ses ofte hos børn i vuggestue-, eller børnehavealderen.

Akut mellemørebetændelse kan behandles med antibiotika, mens længerevarende væske og tilbagevendende mellemørebetændelse behandles mest effektivt med trommehindedræn.

Her kan du læse mere om dræn i ørerne

Forandringer i mellemøret efter kronisk mellemørebetændelse kræver et noget større kirurgisk indgreb, mens et blivende hul i trommehinden (for eksempel efter kronisk mellemørebetændelse) behandles ved en mindre operation. Er der tale om en sprængt trommehinde som følge af akut mellemørebetændelse, heler trommehinden stort set altid af sig selv.

Benæder (cholesteatom)

Benæder, også kaldet cholesteatom, er en tilstand hvor der danner sig en godartet svulst i mellemøret. Årsagen vil oftest være at døde hudceller er kommet ind i mellemøret, typisk via et hul i trommehinden, men det kan også være medfødt. Hudcellerne som skaber dette problem, har evnen til at "spise" knoglevævet i mellemøret. Behandlingen består i at fjerne svulsten ved operation.

Infektioner, arvelige sygdomme og andre lidelser i indre øre

Infektioner i øresneglen kan ødelægge det indre øres nervesystem.

Meningitis, influenza samt en række andre virussygdomme kan ved giftvirkning forårsage skade på hørenerverne.

Arvelige lidelser i øresneglen.

Ménières sygdom samt andre sjældnere lidelser, som man ofte ikke kender årsagen til.

Lidelser i hjernen, for eksempel tumorer.

Godartet knude på hørenerven (Schwannom. Ofte kræver dette ikke behandling, men blot observation for at se, om knuden vokser.

Medfødt hørenedsættelse

Der fødes 150-200 børn om året med alvorlig hørenedsættelse. Over halvdelen af disse er arvelige, men en del skyldes infektioner under svangerskabet, problemer i perioden omkring fødslen og behandling med visse typer medicin under svangerskabet. Børn med medfødt høretab kan i dag behandles ved indoperation af en elektrode i øresneglen (cochlearimplant, forkortet CI). Disse børn, som ellers ville være døve, udvikler ofte et næsten normalt talesprog. CI tilbydes desuden til personer, der først er blevet døve som unge eller voksne.

Hvordan undersøger lægen for høretab/hørenedsættelse?

Er der tale om mellemørebetændelse eller væske i mellemøret, kan barnet blive undersøgt hos den praktiserende læge, som i nogle tilfælde råder over udstyr til trykmåling af mellemøret (tympanometri). Man kan desuden henvende sig til en praktiserende øre-næse-halslæge uden henvisning fra den praktiserende læge.

Der findes flere forskellige typer af høreprøver. Nogle prøver kræver, at den person, der bliver undersøgt, medvirker aktivt, mens andre er automatiske. Nogle prøver viser, om et høretab skyldes problemer i mellemøret, mens andre viser, om høretabet findes i det indre øre eller i hørenerven.

Her kan du læse mere om høreundersøgelser

Hjælpemidler til moderate og svære høretab

Når børn eller unge under 18 år får en henvisning af ørelægen til høreapparatbehandling, behandles de på en offentlig audiologisk hospitalsafdeling/høreklinik.

Har man et høreapparat med telespole, er det muligt at modtage lyden som et radiosignal fra lydkilder, der er tilsluttet et teleslyngeanlæg. Det findes i de fleste kirker, teater- og foredragssale. Man kan desuden få installeret en teleslyngeforstærker i sit eget hjem, så man kan høre TV uden forstyrrende støj fra omgivelserne.

Personer med svære høretab kan desuden have glæde af telefonforstærker, ringeapparat, lyskaldeanlæg, specialvækkeure samt døralarm.

Kommunernes hjælpemiddelcentraler kan desuden yde hjælp til anskaffelse af hørehjælpemidler til personer med moderate og svære høretab.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Vaccination mod luftvejsbakterier (pneumokokker), som kan give mellemørebetændelse og høretab, er allerede i dag en del af børnevaccinationsprogrammet. Forskningsresultater giver håb om, at man i fremtiden også vil kunne vaccinere mod andre typer bakterier, som kan medføre mellemørebetændelse.

Langt de fleste personer med et decideret hørehandikap kan hjælpes effektivt med enten høreapparat eller ørekirurgi. De største fremskridt er gjort for døvfødte småbørn og døvblevne voksne, som ved operation med CI kan leve et stort set almindeligt liv, både socialt og arbejdsmæssigt. Der vil dog være enkelte uddannelser og erhverv med for eksempel stor støjbelastning eller specielle krav til hørelsen, som personer med hørehandikap må frarådes at søge.

Der forskes i alle former for høretab. Forskning i udvikling af bedre høreapparater sker på et meget højt niveau i Danmark. Men der er også forhåbninger om at f.eks. forskning i cellebiologi engang i fremtiden vil gøre det muligt at behandle skader i det indre øre, med stamceller. Ørekirurgi er allerede i dag meget højt udviklet, men også på dette område sker der en udvikling i materialer, udstyr og færdigheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Mellemørebetændelse

Brevkassen: Min søn har konstant mellemørebetændelse - Hvad skal vi gøre?

Dræn i ørerne

Hvad kan man gøre ved høretab?

Hørehandicap og varigt høretab


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons