 |  |
Af Joan Grønning, journalist
|
 |
|
Vil du vide mere?
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den
indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i
samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de
tidligere numre og tilmelde dig på
Sygeforsikringen danmarks hjemmeside.
Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage
nyhedsbrevet.
|
|
 |
Kend symptomerne på alvorlige øjensygdomme
Tidens tand påvirker dine øjne, og alle kommer til at se
dårligere med alderen, når øjnene bliver ’slidt’. For eksempel har stort set
alle over 50 brug for læsebriller og ekstra lys til at læse, men med alderen
kan der også komme andre symptomer.
Ser flagstangen ’buet ud’, har den et ’knæk’ eller ’bøjer’
sætningerne i dagens avis sig - så skal du have en akut tid hos øjenlægen, og
det skal gå stærkt! Symptomerne tyder på våd AMD, hvor nethinden går til grunde
i løbet af uger.
Oplever du i stedet, at bogstaverne ’hopper’, får du et jævnt
’sløret syn’ eller får du pludselig anfald af smerter i øjnene, så kan det være
tegn på Grå Stær og Grøn Stær – hvor den grønne udgave er akut og bør behandles
hurtigt.
|
AMD
12.000 danskere over 50 år får hvert år konstateret AMD -
Aldersbetinget Macula Degeneration – eller i daglig tale "forkalkning i øjet".
AMD er simpel slitage, der kommer med alderen, og som ofte sender ofte folk ud
af arbejdsmarkedet, ligesom man mister sit kørekort. Der er to typer AMD, og
især rygere har øget risiko for at få dem begge.
-
Tør AMD gør det svært at læse, og bogstaverne begynder at
’hoppe’, fordi nethinden er tyndslidt. Tør AMD kan ikke behandles, men kan
udvikle sig til ’våd AMD’.
-
Våd AMD gør lige linjer buede og er en meget alvorlig sygdom.
"Alle over 50, der oplever, at lige linjer bøjer, skal omgående
gå til øjenlæge. Nethinden går til grunde, hvis man venter. Sygdommen gør, at
øjet laver masser af nye blodkar, som brister, og det giver blødninger i
nethinden. Derfor kræver symptomerne en akut tid hos en øjenlæge", siger
overlæge Per Lykke Gregersen, øjenafdelingen, Sønderborg Sygehus.
"Jo hurtigere man bliver behandlet, jo bedre resultat. Heldigvis
er der netop kommet en helt ny behandling, som er en indsprøjtning i øjet tre
gange med ugers mellemrum, forklarer Gregersen, der betegner den nye behandling
som et kvantespring i forhold til den tidligere behandling."
|
De to ’stære’
Typiske aldersbetingende øjensygdomme hos voksne over 50 er de
to ’stære’. Betegnelsen ’stær’ kommer fra det tyske ’stahren’ - ’at stirre’.
Når man har grå eller grøn stær ser man jo ikke så godt, så derfor er man ofte
nødt til at ’stirre’ for at se tydeligt.
|
Grå stær
Grå stær giver et jævnt, sløret syn, fordi øjets linse bliver
grå og uigennemsigtig, hvor især en lavtstående sol og modkørende biler
’blænder’.
"Alle kan få Grå Stær, men arv, alder og sygdomme som diabetes
og gigtpatienter i behandling med Prednisolon øger risikoen. Mange med
begyndende Grå stær kan ikke lide at køre om aftenen", fortæller Per Gregersen.
Grå stær udvikler sig relativt langsomt – typisk over 3-5 år –
og behandlingen er en 15 minutters operation i lokalbedøvelse.
|
Grøn stær
Grøn stær er mere alvorlig. Her er der et forhøjet tryk i øjet,
der ubehandlet kan gøre blind. Der er to typer Grøn Stær. Den ene skyldes et
misforhold mellem den mængde væske, øjet producer, og den mængde, som skal
kunne løbe væk – ligesom når en vandhane står åben og afløbet er stoppet til.
Ved den anden svulmer linsen op ofte på grund af en tiltagende grå stær.
Problemet ved begge typer grøn stær er, at man ikke altid opdager den.
"Typisk opdager man først grøn stær, når man får et anfald med
stærke smerter i øjnene, kvalme og hovedpine, ofte mens man opholder sig i
mørke – for eksempel i en biograf – og ens pupiller udvider sig kraftigt",
forklarer øjenoverlægen.
"Grøn Stær er arvelig, så alle over 50 bør blive tjekket for
grøn stær hvert år, hvis andre i familien har eller har haft sygdommen."
Behandlingen er øjendråber for de fleste og operation for de
sidste. Mange med grå stær har også grøn stær, men efter en operation slipper
man ofte for begge.
|
Trætte, tørre, irriterede eller løbende øjne
De fleste over 50 oplever trætte, kløende eller sviende øjne,
fordi tårefilmen i øjnene ændrer sig med alderen.
"Her kan man kun forsøge at lindre med smørende øjendråber. Man
må prøve sig frem, indtil man finder det mærke, der hjælper en bedst", siger
Per Gregersen.
Trætte, tørre og irriterede øjne ved skærmarbejde råder
øjenlægen til at ’behandle’ med et par skærmbriller, der er en smule svagere
end læsebriller. En skærmbrille stiller skarpt på 50-70 centimeters afstand,
mens en læsebrille gør det cirka 33 centimeter fra det, man læser.
"Trætte ’skærm-øjne’ før 50-års-alderen kan være de første tegn
på, at man har brug for briller. På kort sigt kan det hjælpe, at man aflaster
sine øjne ved jævnligt at kigge væk fra skærmen og fokusere på noget, der er
langt væk. Det får øjenmusklerne til at slappe af", forklarer Per Gregersen.
Er det ikke nok, så må turen gå til en optiker efter
skærmbriller. Alle offentligt ansatte har krav på gratis skærmbriller.
"Jo ældre man bliver, jo flere får også løbende øjne, hvor
tårekanalen ’løber over’ ved selv den mindste kuldepåvirkning. De hårdest ramte
vil endda have løbende øjne ved stuetemperatur. Bliver tilstanden ulidelig, kan
man få gennemskyllet tårekanalen hos en øjenlæge, eller man kan blive
opereret", siger Gregersen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 15.09.2007
|
|  |
|