 |  |
Af Jens
Christian Nørregaard, overlæge, speciallæge i
øjensygdomme
|
Operation for skelen
Behandlingen af skelebørn har to adskilte faser:
-
1. Optræning af synsstyrken. Først skal man
sikre en normal synsudvikling. Har barnet fået et dovent øje, sætter man
plaster for det gode øje. Man tvinger herved barnet til at bruge det dovne øje,
og synet optrænes. Plasterbehandlingen fortsættes, til synet er normalt på
begge øjne. Det kan godt tage mange måneder. Optræning af synsstyrken fjerner
sædvanligvis ikke skelefejlstillingen. Synsudviklingen skal følges ind til
barnet bliver cirka 10 år. Det gælder også, selvom barnet bliver opereret og
slipper af med sin skelen. Starter man først plasterbehandlingen efter det 10.
leveår, opnår man ingenting.
-
2. Behandling af skelefejlstillingen. Efter
man har optrænet synsstyrken, kan man behandle fejlstillingen af øjnene. Hos de
fleste børn kommer man ikke uden om en operation, hvis man vil slippe af med
fejlstillingen af øjnene. En operation foretages, hvis barnets skelen er
kosmetisk påfaldende. Operationen skal sikre barnet en god social udvikling
uden mobning. Man opererer derfor ofte, når barnet nærmer sig skolealderen. Der
findes dog enkelte undtagelser for denne regel. Det afklares ved øjenlægens
undersøgelse af barnet.
En operation vil ikke afhjælpe et dovent øje. Det er derfor
meget vigtigt at følge synsudviklingen også efter en operation.
Enkelte, sjældne skeleformer kan trænes væk. Øjenlægen kan
instruere i øvelser. Hvis barnet er langsynet, ser man nogle gange, at en
skelen svinder, når barnet får den rette brille på næsen.
Hvis en skelen skyldes en defekt muskel, er det ikke altid
muligt at rette fejlstillingen ved en operation. For at afhjælpe dobbeltsyn kan
det her være nødvendigt at dække synet for det ene øje, for eksempel ved en
klap, et sandblæst brilleglas eller ved en sort kontaktlinse.
|
Hvordan foregår en operation for skelen?
En skeleoperation kan foregå i lokal eller fuld bedøvelse. Hos
børn vil man altid vælge fuld bedøvelse. Operationen foregår på hospital og hos
enkelte praktiserende øjenlæger. Ved operationen trækkes den hvide slimhinde på
øjet forsigtigt til side, og øjenmusklerne dukker frem. Kirurgen kan nu lave
musklerne længere eller kortere og herved rotere øjet det ønskede antal grader.
Der opereres på et eller to øjne samtidigt afhængigt af skeletypen. Slimhinden
lægges til sidst på plads igen. Musklerne sidder udvendigt på øjet, og risikoen
for at beskadige synet er derfor meget lille.
For at sikre mindst mulig blødning under operationen, bør man 7
dage forinden undgå medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, det vil sige
Kodymagnyl, Albyl, Idotyl og Hjertemagnyl. Man bør heller ikke bruge
naturmedicinen Gingo Biloba eller Hvidløgspiller.
Efter operationen vil øjenlægen sædvanligvis tilbyde at se den
opererede et par gange for at kontrollere for betændelse. Det tager noget tid,
før hævelsen falder, og før øjenmusklerne fungerer normalt igen. Øjenlægen kan
derfor først efter et par måneder se, om operationen har haft den ønskede
virkning, eller om der skal laves yderligere kirurgi.
|
Hvad er eftervirkninger til operationen?
Efter operationen vil øjeæblet være rødt og hævet. Hævelsen vil
ofte tiltage i dagene efter operationen. Øjet bliver først helt blegt efter
6-12 måneder. Da der sidder nogle små tråde på øjeæblet, vil den opererede have
en fornemmelse af sand i øjet. Disse gener aftager efter 1-2 uger. I sjældne
tilfælde opnår man ikke det ønskede resultat, og det kan da være nødt til at
operere igen på et senere tidspunkt.
Hos mange kommer en skelen tilbage senere i livet. Det kan da
blive nødvendigt at operere igen.
En sjælden komplikation er dobbeltsyn. Dette forsvinder
sædvanligvis efter nogen tid. Hos enkelte patienter svinder dobbeltsynet ikke,
og man kan da være nødt til at dreje øjet lidt tilbage igen ved en ny
operation.
For at undgå infektion vil øjenlægen ofte anbefale drypning med
antibiotikaøjendråber efter operationen.
|
Ro og hvile efter operation
Øjenlægen vil anbefale, hvor længe det vil være fornuftigt at
holde sig i ro efter operationen, typisk 14 dage. Man bør ikke dyrke sport i
denne periode.
Øjenlægen vil ligeledes anbefale, hvor længe det vil være
fornuftigt at holde et barn hjemme fra børnehave eller skole. Det vil typisk
være 1 uge. Barnet bør undgå svømmehal i 1 måned efter operationen, fordi
badevandet kan indeholde mange bakterier og give betændelse i øjet. Voksne skal
regne med sygemelding i en uges tid. Har man et hårdt fysisk arbejde eller et
arbejde med megen snavs, skal man regne med sygemelding i 14 dage.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 03.03.2008
|
|  |
|