Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Ordbog | Mave og tarm

Tarmslyng (ileus)

Tarmslyng gør, at indholdet i tarmene ikke kan bevæge sig fremad. Der kan være flere årsager til tilstanden. Læs mere om symptomer og behandling her.

Opdateret: 10. Maj 2022

Hvad er tarmslyng?

Tarmslyng (ileus) betyder, at indholdet i tarmene "stopper op" og ikke kan bevæge sig fremad. Dette kan være en alvorlig tilstand og fører oftest til operation. Tarmslyng kan deles op i to: mekanisk tarmslyng eller paralytisk tarmslyng.

  • Mekanisk tarmslyng betyder, at afføringen ikke bevæger sig, fordi passagen gennem tarmen er fysisk blokeret.
  • Paralytisk tarmslyng betyder, at tarmperistaltikken er stoppet. Tarmperistaltikken er rytmiske bevægelser i tarmene, der fører føde igennem mavetarmkanalen.

Hvorfor får man tarmslyng?

Mekanisk tarmslyng opstår, hvis tarmen bliver blokeret på den ene eller den anden måde. Det kan for eksempel være på grund af arvæv i maveregionen efter en operation. Andre årsager kan være brok, kræft i tarmen, meget hård afføring eller for eksempel på grund af inflammation i forbindelse med Crohns sygdom.Den hyppigste årsag til paralytisk tarmslyng er operation i bughulen. Efter en operation vil de rytmiske bevægelser i tarmene (tarmperistaltikken) ofte være lammede i kortere eller længere tid, inden de vender tilbage af sig selv indenfor nogle dage. Andre årsager til paralytisk tarmslyng er bughindebetændelse eller en bivirkning til kemoterapi.

Hvad er symptomerne på tarmslyng?

Ved både mekanisk og paralytisk tarmslyng kan luft og afføring ikke komme videre i tarmene. Derfor bliver maven opspilet, og man kan få mavesmerter, kvalme og opkastninger.

Hvordan behandles tarmslyng?

Ved mekanisk tarmslyng vil man forsøge at aflaste tarmene og ophæve blokeringen. Dette gøres ved at føre en sonde med sug ned i mavesækken, der kan suge mave- og tarmindholdet op. Man vil også typisk få væske via et drop i blodårene. Hvis dette ikke virker, kan man ved hjælp af en operation fjerne blokeringen.

Ved paralytisk tarmslyng retter behandlingen sig mod årsagen til tarmslynget. Paralytisk tarmslyng efter en operation er for eksempel helt normalt og vil typisk gå i sig selv igen. Eventuel kvalme og ubehag kan bedres med kvalmestillende medicin og aflastning fra en sonde med sug. Skyldes den paralytiske tarmslyng en betændelse, kan man få antibiotika, så betændelsen forsvinder, og tarmen igen kan fungere normalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons