Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Tragtbryst (pectus excavatum)

Tragtbryst er en medfødt misdannelse af brystkassen, hvor brystbenet er forskudt indad, så der dannes en fordybning på forsiden af brystkassen.

Opdateret: 16. Maj 2022

Hvad er tragtbryst?

Tragtbryst, som på lægesprog hedder pectus excavatum, er en medfødt misdannelse af brystkassen.

I midten af brystkassen, fortil, sidder brystbenet, der er en lang flad knogle. De øverste af ribbenene er forbundet til brystbenet ved hjælp af brusk. Sammen med ribbenene beskytter brystbenet hjertet, lungerne og en række større kar, der løber inde i brysthulen.

Under normale omstændigheder er brystbenet fladt, men hos personer, der har tragtbryst, er brystbenet forskudt indad, så der dannes en fordybning på forsiden af brystkassen. Denne fordybning kan variere i dybden fra person til person, der har tragtbryst.

Det anslås, at ét barn ud af 400 fødes med denne misdannelse. Tragtbryst ses tre til fire gange hyppigere hos drenge end hos piger.Hos de fleste med denne misdannelse kan man allerede se en fordybning i brystkassen inden barnet bliver et år gammel. Typisk vil fordybningen blive dybere i puberteten, hvor den unge vokser meget.

Hvorfor får man tragtbryst?

Man mener, at årsagen til at brystbenet forskydes fremad, er fordi brusken, der forbinder ribbenene med brystbenet hos personer med tragtbryst, vokser for meget i længden i forhold til de personer der ikke har tragtbryst. Når dette sker, kan brystbenet blive forskubbet indad.

Der er en vis arvelig tendens til tragtbryst; hos en person med tragtbryst vil der i omtrent 40 procent af tilfældene være en anden person i familien, der også har tragtbryst.

En anden, og mere sjælden, medfødt misdannelse af brystkassen er fuglebryst (pectus carinatum), hvor brystbenet forskydes udad og giver en udbuling på brystkassen.

Hvordan kan man behandle tragtbryst?

Personer med tragtbryst kan opleve at blive hurtigere forpustede og få hjertebanken ved fysisk aktivitet, da lungerne og hjertet ikke har helt ligeså god plads inde i brysthulen, som under normale omstændigheder. De, der oplever dette, vil typisk ikke være generet af det i hverdagen, kun ved fysisk belastning, hvor lungerne og hjertet skal arbejde hårdere for at ilte blodet og pumpe det rundt i kroppen.

Der findes flere måder at behandle tragtbryst på. Den hyppigst anvendte metode er, at kirurgerne placerer en buet metalskinne under brystbenet for på den måde at løfte brystbenet ud på plads.

Metalskinnen lader man sidde i tre år, inden den bliver fjernet igen. Resultatet vil som regel være blivende, selv efter metalskinnen er ude.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.