Hvad er en høreprøve?
Der findes flere forskellige typer af høreprøver. Nogle prøver kræver at den person, der bliver undersøgt, medvirker aktivt, mens andre er automatiske. Nogle prøver viser, om et høretab skyldes problemer i mellemøret, mens andre viser, om høretabet findes i det indre øre eller i hørenerven. Nogle er ganske simple, mens andre kræver meget avanceret elektronisk udstyr.
Der bliver foretaget over 300.000 høreprøver i Danmark om året. For eksempel får alle nyfødte børn foretaget en høreprøve kort efter fødslen, ligesom alle skolebørn får foretaget en høreprøve ved skolestart. Høreprøver anvendes også som led i behandlingen af øresygdomme og som led i behandling med høreapparat.
Hvilke undersøgelser foretager man?
Hvorfor og hvordan foretages undersøgelserne?
Hørescreening
Hørescreening er en undersøgelse, som man siden 1. januar 2005, har tilbudt alle nyfødte børn. Undersøgelsen bliver foretaget for at undersøge funktionen af det indre øre og dermed udelukke medfødt døvhed på det ene eller begge ører. Undersøgelse tager kun få minutter og medfører ikke ubehag for barnet.
Undersøgelsen er automatiseret og foretages med et lille elektronisk apparat, som udsender svage kliklyde. Kliklydene bliver overført til barnets øre via en lille blød prop, som man placerer i øregangen. Undersøgelsen er en del af de rutineundersøgelser, barnet får foretaget på sygehuset i løbet af de første uger efter fødslen. De fleste praktiserende øre-næse-halslæger råder over lignende udstyr.
Børnehøreprøver
Børnehøreprøver anvender man til at undersøge hørelsen hos mindre børn (under 3-4 år), som ikke endnu kan medvirke til almindelige høreprøver. Høreprøverne har karakter af leg og består i observationer af børnenes reaktioner på forskellige lyde. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Hviske- og talestemmeprøve
Hviske- og talestemmeprøve er simple undersøgelser, der foretages uden teknisk udstyr. De giver et skøn over hørelsen. Man udfører undersøgelserne ved at hviske og tale en række prøveord i forskellig afstand fra test-personen. Ved derudover at anvende en stemmegaffel, kan man ofte afgøre, om høretabet er lokaliseret til mellemøret eller det indre øre. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende læger og praktiserende øre-næse-halslæger eller deres hjælpepersonale.
Tonehøreprøve
Tonehøreprøve bruger man til at fastlægge høretærsklen. Det vil i praksis sige den laveste lydstyrke, man kan høre. Man undersøger hørelsen ved forskellige toner i bas-, mellemtone- og diskantfrekvenserne. Prøven kaldes i daglig tale blot høreprøve. Tonehøreprøven kan oftest skelne mellem, om hørelidelsen er lokaliseret i mellemøret eller i det indre øre. Den bruges både til at diagnosticere hørelidelser, til at kontrollere resultatet af ørekirurgi og til at indstille (tilpasse) høreapparater. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Talehøreprøve
Talehøreprøve viser skelneevnen for ord. Hvis man har en dårlig skelneev-ne har man således svært ved at skelne ordene fra hinanden uanset hvor højt man hører dem. Hørelidelser i det indre øre medfører ofte, at skelneevnen falder, og det gælder i endnu højere grad, når der er baggrundsstøj. Talehøreprøven bruger man til at diagnosticere hørelidelser og til at vurdere, om man vil have glæde af høreapparatbehandling. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Måling af mellemøretryk
Måling af mellemøretryk bruger man til at undersøge forholdene i mellemøret. Man får således indtryk af, om der er luft (normalt) eller væske (unormalt) i mellemøret. Væske i mellemøret medfører nedsat hørelse, da trommehindens og øreknoglernes svingninger bliver hæmmet. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende læger, praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Hjernestammehøreprøve
Hjernestammehøreprøve er en avanceret elektronisk måling af hørelsen og bruges til personer, der ikke kan eller vil samarbejde. Man bruger således undersøgelsen til at fastlægge høretærsklen hos mindre børn og demente, hvor andre undersøgelser ikke slår til. De bruges desuden på voksne til at undersøge, om et høretab er lokaliseret til det indre øre eller hørenerven. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Hvad bruges høreprøver til?
Når man finder et høretab, bruges resultatet af høreprøven til at beslutte, om høretabet kan behandles. Graden af hørenedsættelse hos børn med væske i mellemøret er for eksempel en vigtig faktor, før man beslutter at behandle med dræn. Høreprøven kan også afsløre, om en hørenedsættelse bedst kan behandles med operation eller høreapparatbehandling.
Hvad kan man selv gøre?
De almindeligste årsager til, at folk ønsker at få undersøgt hørelsen, er:
pludselige høretab i forbindelse med forkølelse
tiltagende høreproblemer i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge
omgivelserne gør opmærksom på, at man har et høreproblem
Hvis høretabet indtræder ganske langsomt, opdager man det ofte først, når høretabet er blevet ganske udtalt. Hos mindre børn kan det være svært at opdage en hørenedsættelse, men vær opmærksom på, at stagnerende sprogudvikling, brug af tegn, hyppige mellemørebetændelser, urolig søvn og irritabilitet kan være tegn på væske i mellemøret og dermed hørenedsættelse.
Man bør straks søge ørelæge, hvis man får et akut indsættende høretab eller, hvis hørenedsættelsen er ledsaget af andre symptomer, som for eksempel kraftig øresusen og svimmelhed. Det gælder også hørenedsættelse ved skader, for eksempel på grund af fremmedlegemer i øret eller trykpåvirkning under flyvning og dykning.