Annonce

Når sund fornuft bliver sygelig

Vi kender det alle sammen. Vi skal lige tjekke en ekstra gang, om døren er låst, eller der er slukket for komfuret. Bare som en ekstra sikkerhed, fordi vi faktisk engang har glemt det. Men for en stor gruppe danskere har det udviklet sig til tvangstanker og lange ritualer, som er helt ude af proportioner og hæmmer deres liv. Hvordan og hvorfor udvikler man sådanne tvangsmønstre – det kan du læse mere om her .

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet Nyt & Sundt, som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet er gratis og udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark",
hvis du er tilmeldt.

Du kan tilmelde dig på
dit-danmark.dk.

100.000 danskere lider af OCD, en forkortelse af obsessive comulsive disorder, der kort fortalt går ud på, at personen er fanget i et mønster af tilbagevendende tvangshandlinger eller tvangstanker. Handlingerne er meningsløse og frustrerende og meget vanskelige at holde op med. De mest almindelige er at tjekke ting og vaske sig i det uendelige. Andre tvangshandlinger kan være at tælle, gentage ting, samle på ting eller arrangere ting på bestemte måder for at få dem til at stå i en bestemt orden.

Tvangshandlingerne gennemføres ofte for at dulme uønskede tvangstanker, der hele tiden dukker op. Det kan være frygt for, at der sker noget med en selv eller en, man holder af. Det kan være overdreven frygt for at blive smittet eller beskidt eller en overdreven trang til at gøre ting korrekt eller på en perfekt måde. Den OCD-ramte vil ofte opleve påtrængende tanker om, at nogen kan komme til skade, hvis ikke man gør det rigtige. At man kan blive smittet, hvis ikke man vasker sig eller går i bad mange gange dagligt, eller at man selv kommer til at skade sit barn.

Tabubelagt sygdom

Sådan beskriver Poul Videbech, professor og ledende overlæge på Center for psykiatrisk forskning på Århus Universitetshospital i Risskov de tvangstanker og tvangshandlinger, der kendetegner OCD. Han beskriver også sygdommen som voldsomt tabubelagt. Den OCD-ramte skammer sig så meget over sine tvangshandlinger, som vedkommende godt selv kan se ikke giver mening. Han fortæller også, at alt for få får behandling og at de, der får, venter alt for mange alt for længe, inden de søger professionel hjælp.

Man ved ikke 100 procent, hvad OCD skyldes, fortæller Poul Videbech. Men man mener, at der er en forstyrrelse mellem områder dybt i hjernen og pandelapperne. Desuden ved man, at et af hjernens signalstoffer – serotonin – er involveret. Undersøgelser viser, at OCD-ramte har nedsat aktivitet af serotonin, og den medicinske behandling går da også ud på at tilføre et stof, der påvirker serotoninen. Men det er altså ikke så enkelt, at man kan sige, at OCD skyldes mangel på serotonin. Undersøgelserne viser kun, at serotoninen er påvirket, ikke hvorfor den er det.

De 100.000 er ikke alle lige hårdt ramt af deres OCD. Og man ved heller ikke, hvor mange der er i behandling for deres sygdom.

Stress kan fremskynde OCD

- Det er formentlig kun et fåtal af dem, der lider af OCD, der er i behandling. De fleste går i mange, mange år – måske helt op til 10 år – før de kommer i behandling. De gemmer det, fordi de skammer sig så meget over det, de selv synes er fuldstændig skørt. Så de prøver at leve med det og skjule deres tvangshandlinger. Det kan give et betydeligt handicap, hvor de isolerer sig fra omgivelserne, så ingen finder ud af, hvordan de har det, siger Poul Videbech.

Tvangshandlingerne og –tankerne kan blusse op i forbindelse med en voldsom stressbelastning, men de ville ifølge Poul Videbech sandsynligvis været kommet på et eller andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men stress kan forværre symptomerne.

Og man ser også ofte, at ODC’en blusser op hos en kvinde, efter hun har født. Årsagen til det er ikke kendt, men Poul Videbech peger på, at det voldsomme psykologiske pres, det er at få et barn, kan være medvirkende. Og måske kan det også have noget med hormonforandringer i forbindelse med fødslen at gøre. Men eksperterne ved det faktisk ikke.

Til gengæld ved man, at arv spiller en rolle forstået sådan, at man arver en risiko for at få sygdommen. Det er dog ikke sikkert, at man får den, bare fordi ens forældre lider af OCD. Men risikoen er højere. Man kan også få OCD, selvom ingen andre i familien lider af sygdommen. Men der findes ikke undersøgelser, der viser, hvor mange tilfælde der er arveligt betinget, og hvor mange der ikke er.

Streptokker kan fremkalde OCD

Man ved også, at OCD i visse tilfælde kan opstå hos børn efter en streptokokinfektion. Nogle af disse børn danner antistoffer mod streptokokkerne, og de kan få OCD på grund af infektionen. Antistofferne påvirker altså deres hjerne. Det er en relativt sjælden sygdom og også relativ ny viden.

Man mangler stadig meget viden om OCD, selvom der i dag forskes intensivt. For bare 10-15 år siden var interessen for at forske i netop det område ikke så stort, primært fordi man ikke vidste ret meget om sygdommen og slet ikke, hvor almindelig den er, fortæller Poul Videbech.

OCD er ingen sindssygdom

Han understreger, at OCD ikke er nogen sindssygdom. De ramte ved godt, at deres handlinger er vanvittige og ude af proportioner, og at det hverken er rimeligt eller rigtigt at gøre det, de gør. Men de kan ikke lade være. Hvis de prøver, bliver de voldsomt angste og får det meget ubehageligt i kroppen. Så de kan ikke. Derfor har de brug for hjælp.

OCD rammer mennesker af alle racer, og mænd er lige så ofte angrebet som kvinder. Halvdelen af dem, der udvikler OCD, får lidelsen som barn eller ung, og omkring en tredjedel får den, før de begynder at gå i skole. Det er mest almindeligt, at lidelsen opstår i 6-15-årsalderen for mænd og 20-29-årsalderen for kvinder.

På det generelle plan er åbenheden omkring psykisk sygdom blevet større de senere år. Det gælder for eksempel en sygdom som depression , hvor det ikke i samme grad som tidligere er noget, der ikke må tales om. Men OCD er ikke omfattet af den åbenhed. For det første er sygdommen stort set ukendt for de fleste, der ikke har den inde på livet, og for det andet er de OCD-ramte eksperter i at skjule den.

Hunde får også OCD

De fleste forsøger at modarbejde de uønskede tvangstanker, og mange klarer også at holde tvangstankerne på afstand, mens de er på arbejde eller i skole. Men hvis dette ikke lykkes, kan tidskrævende ritualer overtage styringen med livet, og gøre det vanskeligt at fungere i skolen, på arbejdet eller hjemme.

Poul Videbech fortæller i øvrigt, at mennesket ikke er det eneste dyr, der kan få OCD. Det er velkendt, at hunde også kan lide af tvangshandlinger, for eksempel slikke poterne så hårene bliver slidt af. Og det interessante er, siger han, at antidepressiv medicin hjælper, så hundene bliver raske igen.

Ens symptomer hos børn og voksne

I princippet er tvangsmønstrene hos børn og voksen de samme. Men voksne har naturligvis en viden om for eksempel bakterier og virus , som gør, at de kan bekymre sig om mere avancerede ting end børn.

Og man skal ikke gå i panik, fordi ens barn i en periode gør alt for ikke at træde på de sorte streger mellem fliserne, fordi de er bange for, at der så vil ske noget slemt. Det har næsten alle børn prøvet, og det forsvinder af sig selv og er helt godartet, siger Poul Videbech.

- Men man skal tage det meget alvorligt, hvis tvangshandlingerne ikke forsvinder af sig selv, men bliver ved og ved og ligefrem hæmmer barnet, så det isolerer sig, opgiver vennerne og ikke vil gå i skole. Så er det meget alvorligt og behandlingskrævende, siger han.

Desværre er der som alle steder i det psykiatriske system lange ventetider på at komme i behandling. ”Dybt alvorligt”, siger Poul Videbech, for ikke alene risikerer man, at OCD’en bider sig rigtig fast, det er jo også en meget alvorlig sag, hvis et barn bliver sat ud af spillet i et helt år og dermed mister et års undervisning.

Sund fornuft eller sygeligt

Men hvornår skal man søge professionel hjælp? Hvornår er det sund fornuft at tjekke, om komfuret nu også er slukket, og hvornår bliver det sygeligt?

- Hvis man tjekker komfuret en eller to gange er det i orden. Men hvis du skal tjekke 20 gange, selvom du godt ved, at der er slukket, så er det ikke OK. Der er altså en grænse, hvor man må sige, at det simpelthen tager for meget tid, som går fra andre ting, siger Poul Videbech.

Han fortæller om en patient, som brugte tre timer om morgenen på at gå i bad som et eksempel på, at handlingen bliver urimelig. Patienten blev naturligvis så voldsomt forsinket hver morgen, at han ikke kunne nå på arbejde.

Behandling af OCD

Man kan behandle mennesker med OCD på to måder – dels med medicin og dels med adfærdsterapi. Den mest effektive behandling af OCD, både på kort og langt sigt, er en kombination af adfærdsterapi og medicin, hvor medicinen – de såkaldte antidepressive SSRI-præparater, som også bruges mod depression - specifikt går ind og regulerer serotonin-stofskiftet.

Nogle er dog så svært syge, at det kræver forskellige kombinationer af medicin. De er meget svære at behandle, siger Poul Videbech. Og endelig er der ganske få, som enten er så hårdt ramt, eller som ikke kan tåle medicinen, at de ikke kan behandles. De kan være fuldstændig invaliderede og er ofte ude af stand til at fungere.

Ved lettere tilfælde af OCD kan adfærdsterapi stå alene. Terapien går kort fortalt ud på, at patienten skal udsætte sig selv for de situationer, som normalt vil udløse tvangshandlingerne. Dette sker i den OCD-ramtes eget tempo og i tæt samarbejde med psykologen, som udfordrer klienten i sin måde at tænke på. På den måde vænner den OCD-ramte sig gradvis til at håndtere situationerne på en ny måde og opgive sine tvangshandlinger. Et eksempel: En OCD-ramt er angst for bakterier og undgår derfor at røre ved for eksempel dørhåndtag. Her går behandlingen ud på, at den OCD-ramte skal røre ved et dørhåndtag – uden at vaske hænder bagefter. Resultatet er, at patienten oplever, at der ikke sker noget forfærdeligt, selvom han/hun ikke vasker hænderne, og ikke mindst at angsten daler. Jo flere gange den OCD-ramte gentager det, der normalt ville udløse en tvangshandling – her en håndvask – jo mindre bliver angsten.

Læs mere om behandling af OCD i artiklen Tvangslidelse (OCD) .

Hvordan kan pårørende hjælpe?

Det er svært at være ægtefælle, forældre eller ven til en OCD-ramt, for det kan være meget vanskeligt at acceptere, at personen ikke bare kan lade være med sine mærkelige handlinger. Mange vil også føle, at de skal assistere med ritualerne eller konstant forsikre den OCD-ramte om, at alt er i orden, oplyser Poul Videbech, der understreger, at det er vigtigt, at de nære omgivelser lærer om OCD, så de kan være med til at opfordre patienten til at søge behandling og støtte op om behandlingen.

Men det er vigtigt, at man ikke involverer sig i den OCD-ramtes tvangstanker og tvangshandlinger, fremgår det af en række råd til pårørende, som er udarbejdet af Per Hove Thomsen, professor, overlæge og dr.med. ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. Hans råd ser sådan ud:

  • Husk, at tvangssymptomer ikke har noget at gøre med svag vilje.

  • Prøv at opmuntre den OCD-ramte til at søge behandling.

  • Pas på ikke at blive involveret i den OCD-ramtes tvangstanker og tvangshandlinger. Det vil kun forstærke symptomerne.

  • Prøv at fokusere på normale ting i samværet med den OCD-ramte for at mindske tvangssymptomernes indflydelse.

  • Støt den OCD-ramte i hans eller hendes modstand mod tvangssymptomerne, også selvom modstanden kun er lille.

Her kan man få hjælp

Hvis man selv, ens pårørende eller barn er blevet fanget i tvangshandlinger og tvangstanker, er det først den praktiserende læge, man skal henvende sig til. Han/hun vil så henvise til specialistbehandling.

OCD-foreningen – www.ocd-foreningen.dk – er en forening for OCD-ramte og deres pårørende. Foreningen rådgiver, udarbejder informationsmateriale og holder konferencer og foredrag om OCD. Foreningen har lokale netværksgrupper i hele landet og lokal telefonrådgivning.

Sidst opdateret: 10.12.2010

Annonce