 | |
| Et fængsel af gentagelser |
|
|
Af Karin Kaas, journalist
|
Tøjet skulle have nøjagtig samme farve – ellers måtte
det ikke vaskes sammen. Seks par cowboybukser var altså lig med seks vaske.
Stearinlys skulle tændes efter et nøje fastlagt skema og slukkes på en bestemt
måde. Dør, kaffemaskine og stikkontakter blev tjekket tre gange, og emhætten
skulle altid stå på tre. Bettina Broni har brugt oceaner af tid på sine
tvangshandlinger. Læs hendes historie om, hvordan hun fik styr på
dem.
 |
|
Nyt & Sundt - gratis
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den
indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i
samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de
tidligere numre og tilmelde dig på
Sygeforsikringen danmarks hjemmeside. Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage
nyhedsbrevet.
|
|
|
44-årige Bettina Broni har lidt af
OCD (obssive comulsive disorder),
siden hun var 12 år. Hun er selv overbevist om, at hendes sygdom skyldes, at
hun har været mobbeoffer. Fra dag ét i folkeskolen og til 9. klasse var hun
dagligt udsat for ondartet mobning – ikke bare fra klassekammeraterne, men også
fra sin klasselærer.
Mobningen førte til, at en usynlig veninde satte sig på
skulderen af hende. Hun fortalte Bettina, hvad hun skulle gøre for at få en god
dag uden at blive mobbet. For eksempel gå ned ad den ene række fliser på vej
til skole og hoppe over nogle små grantræer på vej til bussen. Hvis hun hoppede
over dem i en forkert rækkefølge, skulle hun gøre det om. Veninden vækkede
hende også om natten, så hun kunne lave ti englehop for at være sikker på, at
hun var i live, og at næste dag ville blive en god dag.
Tvangshandlingerne udviklede sig, og helt galt blev det, da hun
fik børn. Især da hendes yngste datter, der lider af en kronisk sygdom, blev
født. Hun var simpelthen bange for, at datteren ville dø, hvis ikke hun udførte
alle sine ritualer.
|
Voldsomt tidskrævende
Og de udviklede sig og overtog mere og mere af hendes liv. Mange
af dem var centreret om tøjvask. For ikke alene skulle tøjet have samme farve
for at kunne blive vasket sammen, det skulle også hænges op i farveorden – og
tages ned på samme måde. Når det skulle lægges sammen, var det nødvendigt for
hende, at det skete efter alder – den ældste først osv.
- Det var virkelig tidskrævende. Mange gange nåede jeg kun en
maskine om dagen, for det skulle jo gøres om, hvis der havde sneget sig en
farve med, som ikke måtte være der. Så vi havde altid vasketøj liggende,
fortæller Bettina Broni.
Tøjet var ikke eneste ritual. 25-30 stearinlys skulle tændes i
en bestemt rækkefølge og slukkes modsat. Og var nogen kommet hende i forkøbet
og kun havde tændt et eller to lys, gik hun nærmest i panik og var nødt til at
slukke dem og tænde igen på hendes måde.
Alle pyntegenstande skulle stå helt nøjagtigt. Bøgerne skulle
stå i alfabetisk rækkefølge, emhætten altid på tre og døre, kaffemaskine og
stikkontakter skulle tjekkes tre gange.
- Jeg stod op om natten for at tjekke tingene og også sikre mig,
at mine børn trak vejret, siger hun.
|
Ville ikke erkende sygdommen
Som så mange andre OCD-ramte lykkedes det Bettina Broni at holde
sine tvangshandlinger og tvangstanker skjult for omgivelserne. Den eneste, der
havde lagt mærke til hendes mærkelige handlinger, var hendes mand. Det gik op
for hende, da hun i en periode fik lykkepiller på grund af en depression, og de
virkede også på OCD’en. I hvert fald så meget, at manden lagde mærke til, at
hun var holdt op med at gøre de ”underlige ting”.
Det fik hende for første gang til at indvie den praktiserende
læge i, hvordan hun egentlig havde det, og det var også lægen, der første gang
satte ordet OCD på. Men mere skete der ikke. For hendes egen reaktion var
afvisning.
”Det er dem, der er skøre, der har det. Og jeg er ikke skør”,
var hendes reaktion, men efter at have læst om OCD, måtte hun dog erkende
overfor sig selv, at det var det, hun fejlede. Men uden at gøre mere ved
det.
Så OCD’en fik lov at accelerere indtil 2005, hvor Bettina Bronis
mormor døde.
|
Endelig i behandling
- Det var selvfølgelig også min skyld. Jeg fulgte med hende i
ambulancen, og hele vejen til sygehuset sad jeg og tænkte på, hvad jeg havde
glemt. For noget måtte jeg jo havde glemt, når min mormor var så
syg!
Den oplevelse fik endelig Bettina Broni til at gå til lægen og
bede om hjælp. Hun var godt klar over, at den var rivende gal, når hun nu også
påtog sig skylden for sin mormors død. Og stik imod hvad hun forventede, var
der hjælp at hente.
Hun blev henvist til kognitiv adfærdsterapi og fik samtidig
medicin. Den skal hun tage resten af livet, og selvom den som bivirkning har,
at den giver øget vægt, lever hun helt fint med den.
- Hvis det er det, der skal til, for at jeg har et godt liv, så
er det i orden med mig. Jeg mangler et stof i hjernen, og det er jo ikke værre,
end hvis jeg havde sukkersyge. Så skulle jeg også have noget tilført. Og
vægtøgningen: Ja, hvad vil jeg helst: være rask eller syg? Det er ikke så svært
at svare på, siger hun.
Terapien bestod i, at hun gradvist skulle stoppe sine ritualer.
Først vaske forskellige farver sammen, og samtidig skulle hun føre dagbog over
det ubehag, det gav hende. I begyndelsen var det slemt, men det varede ikke nær
så længe, som hun havde regnet med. Og det gik også helt fint med de øvrige
ting, hun skulle lade være med. Lige indtil det kom til hendes ritualer omkring
datteren. Det var værre.
|
Symptomfri – men ikke helbredt
På grund af sin angst for at datteren skulle komme noget til,
havde Bettina Broni indført, at datteren skulle cykle en bestemt vej til skole,
så Bettina Broni kunne se hende. Derefter åbnede hun terrassedøren for at høre,
om der kom en ambulance. Og så fulgte hun både datteren og sønnen med sms’er
hele dagen. Det kunne sagtens blive til 20-30 sms’er om, hvad de lavede, hvor
de var henne, og hvem de var sammen med. Hun havde fuld kontrol med
børnene.
Men nu skulle hun altså tage en kold tyrker. Sige farvel til
datteren om morgenen og så bare lade hende køre. Og ikke noget med at sende
sms’er. I dag har hun den aftale med psykologen, at hun maksimalt må sende fem
sms’er, hvis hun får lidt tilbagefald.
Hun vil ikke kalde sig helbredt for sin OCD i dag, men
symptomfri. Hun skal tage sin medicin resten af livet, og hun har også stadig
en rest af OCD’en. For eksempel skal hun altid have nr. 3 på hylden, når hun
handler. Deodoranten, mælken eller ugebladet – det skal være nr. 3. Og hvis
ikke hun kan få det, lader hun være med at købe den specifikke
ting.
- Men det er småting, som jeg kan leve med, siger
hun.
Selvom OCD’en har fyldt meget i Bettina Bronis liv, lykkedes det
hende at få drømmeuddannelsen som pædagog og også at arbejde som sådan i en
årrække. Heller ikke her, var der nogen, der vidste noget om hendes sygdom. Og
den forhindrede hende heller ikke i at passe jobbet. Snarere tværtimod siger
hun galgenhumoristisk.
- Jeg var den helt rigtige at sende ud med børnene. Det var helt
sikkert, at jeg havde det rigtige antal med hjem, for de blev talt og talt hele
tiden.
|
OCD kræver godt skuespil
Det med at skjule OCD’en deler Bettina Broni med de fleste
ramte.
- Det Kongelige Teater skulle bare vide, hvad de går glip af. Vi
er gode skuespillere. Men det er også typisk, at man har sine ritualer og
tvangshandlinger hjemme, hvad der jo gør det lettere at skjule sig for
omverdenen. Men hjernen kører også udenfor hjemmet, så mange har hele tiden
tankerne andre steder. Det havde jeg også, og jeg har fået at vide, at jeg er
langt mere nærværende nu. Jeg er ikke længere bange for, at det brænder
derhjemme, fordi der er et ritual, jeg ikke har fået gennemført, siger hun.
Bettina Broni måtte sige farvel til jobbet som pædagog i 1998. Primært på grund
af muskelgigt, men OCD’en spillede også ind. Siden har hun været på
førtidspension, men har gjort meget for at bevare en berøringsflade udenfor
hjemmet.
|
Svært at være pårørende
I otte år var hun formand for pigefodbolden i Grenå, og i dag er
hun formand for OCD-foreningen, der støtter de OCD-ramte og deres pårørende og
ikke mindst gør meget ud af at oplyse om OCD. For selvom man regner med, at
100.000 danskere lider af sygdommen, er den ikke særlig kendt. Heller ikke
blandt de ramte selv.
- For eksempel vidste jeg ikke, at man kan blive behandlet og
faktisk blive rask. Og det er jeg ikke alene om. Derfor er det vigtigt, at der
er et sted, hvor man kan tale med andre, der ved, hvad sygdommen handler om.
Det gælder også for de pårørende, der også har glæde af at tale med andre og
ikke mindst at få at vide, at man kan få det godt, selvom man lider af OCD,
siger Bettina Broni.
For det er svært at være pårørende, understreger hun. De
OCD-ramte ser ikke syge ud. De er ganske almindelige mennesker, men deres
tvangshandlinger og –tanker kan være meget svære for andre at acceptere. Det
kræver stor tålmodighed fra omgivelserne at leve sammen med en, der kan være
timer om at komme ud af døren.
Derfor arbejder OCD-foreningen også for bedre tilbud til de
pårørende. Bettina Bronis mand fik halvanden times information hos psykologen,
mens hun var i behandling, og det er slet ikke nok, siger hun. Foreningen
forsøger derfor at skaffe penge til kurser for de pårørende, så de kan blive
klædt på til at tackle familiens situation.
|
I dag er livet godt
Hvis Bettina Broni skal karakterisere sit liv i dag, tøver hun
ikke.
- Jeg har et godt liv og er glad og udadvendt. Og jeg er helt
tryg ved fremtiden. Hvis jeg mærker, at OCD’en nærmer sig, ved jeg, hvad jeg
skal gøre, og hvor jeg kan hente hjælp.
Bettina Bronis råd til andre OCD-ramte, der endnu ikke har gjort
noget ved deres sygdom er:
-
Vær åben om din sygdom
-
Gå til din læge, så du kan komme i behandling
-
Lad være med at skamme dig over, at du er syg
Og til de pårørende er rådet først og fremmest at vise
forståelse og lytte. Men ikke så meget, at man blive hvirvlet ind i OCD’en. Som
pårørende skal man altså ikke acceptere at tjekke flere gange, om døren nu også
er låst, men bare sige, at det er den. Til gengæld skal man lade være med at
afbryde den OCD-ramtes ritualer. Hvis de vil tjekke døren, må de gøre
det.
- Vi skal have lov at gennemføre vores ritualer, ellers får vi
det meget dårligt, understreger Bettina Broni.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 10.12.2010
|
| |
Få overblik over depression
Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i Netdoktors debatter
- få Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|
Følelsen af at besvime-psykisk...
